Bioshock 2

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 10. februar 2010 - kl. 11:59
Del denne artikel:
19 0

Det første Bioshock var en stor succes takket være fremragende historiefortælling kombineret med velfungerende gameplay i en helt unik spilverden - men kan Bioshock 2 følge op på successen? Vi har vær

Det første Bioshock var en stor succes, takket være fremragende historiefortælling, kombineret med velfungerende gameplay i en helt unik spilverden - men kan Bioshock 2 følge op på successen? Vi har været en tur tilbage i Rapture.

Hvis man har fulgt udviklingen af Bioshock 2, kan man godt blive lidt bekymret for kvaliteten, da ikke mindre end fire forskellige udviklerhuse har været inde over spillet. Fra starten af blev udviklingen lagt i hænderne på nystartede 2K Marin - en ny udviklingsafdeling under 2K paraplyen bestående af flere af folkene bag det første spil.

2K Marin inddragede dog hurtigt 2K Australia, som ligeledes var med i udviklingen af det første spil, til at levere kerneteknologien bag spillet - og et stykke inde i processen meddelte 2K, at man havde hyret franske Arkane Studios, som skulle stå for bl.a designet og animationerne til spillet. Endelig blev Digital Extremes, som stod for PlayStation 3 konverteringen af det original Bioshock, hyret til at levere multiplayerdelen. Der har altså været fire udviklerhold fra overalt i verden ind over spillet - kan det undgå at påvirke kvaliteten negativt?


Bioshock 2 foregår 10 år efter det første spil, hvor man stødte på Jack, som efter et flystyrt i Atlanterhavet havnede midt i den fantastiske undervandsby Rapture. Det, som gjorde det første spil så specielt og fængslende, var den fantastiske verden, man så åbne sig for øjnene af en. Den wow-oplevelse får man ikke i Bioshock 2, da man vender tilbage til et velkendt sted - og det gør førstehåndsindtrykket af Bioshock 2 lidt svagere end i det første spil. Jeg kunne ligeledes godt have ønsket mig en lidt blidere indgang til spillet, da man bliver kastet direkte ud i det uden ret meget forhistorie eller info om det fantastiske sted. Spillere, som ikke har spillet det første spil, lades lidt i stikken her.

Den første store forskel man oplever fra det første spil er, at man denne gang spiller som en Big Daddy - rent faktisk den første prototype, som blev lavet, kaldet Subject Delta. Forskere i Rapture fandt på et tidspunkt ud af, at hvis man tog stamcellerne fra et lille skovsnegl-lignende havdyr og placerede det i den menneskelige krop, kunne man modificere de menneskelige gener, så personen fik overnaturlige kræfter og egenskaber. Der var lige den hage ved det hele, at stoffet, som blev kaldt ADAM, var stærkt vanedannende, og personer som indtog det, risikerede at blive sindssyge.


En anden makaber opdagelse var, at hvis man placerede dette lille havdyr i maven på små piger, kunne man få det til at formere sig, og på den måde kunne man altså selv dyrke ADAM. Pigerne, som bar rundt på dette lille monster i maven, levede nærmest som i en drømmeverden, hvor de gik rundt i Raptures fugtige korridorer med lysende gule øjne og ved hjælp af en stor sprøjte trak stoffet ud af døde mennesker. Da ADAM var (og stadig er) i høj kurs, er disse piger meget udsatte, da indbyggerne i Rapture vil gøre alt for at få fingrene i dem, så de kan få deres fix. Derfor blev Big Daddy’erne opfundet med et eneste formål; nemlig at beskytte pigerne. En Big Daddy er en kæmpestor, mentalt afstumpet fyr iført en gammeldags dykkerdragt og udstyret med et kæmpemæssigt bor, der hvor hans højre hånd skulle have siddet. Nok er en Big Daddy stor, men den er også særdeles hurtig og meget farlig, hvis den bliver angrebet. Hvis en Big Daddy og dennes Little Sister er adskilt for længe, vil Big Daddy’ens systemer begynde at lukke ned, så de har begge brug for hinanden for at overleve.

Uden at afsløre for meget af historien (for den skal man selv opleve!), kan jeg roligt sige, at der er sket en del i Rapture på de 10 år, man har været væk. Den tidligere så smukke by er nu i forfald, og en ny skurk har overtaget magten, nemlig Sofia Lamb. Efter en mystisk og gådefuld intro (som jeg ikke vil afsløre noget af her), vågner man op som en Big Daddy i Rapture, og man ved i starten ikke rigtigt hvad der sker, og hvorfor man er der. Historien udvikler sig i løbet af spillet, og man finder hurtigt ud af, at man skal finde en Little Sister, Eleanor Lamb, som viser sig at være datter af Sofia Lamb, hvilket jo komplicerer tingene en smule. Historien drives, som i det første spil, fremad via en lang række båndoptagelser og lydklip, man finder undervejs eller via speak, som de få venner (og mange fjender), man har i Rapture, sender ind i ens dykkerklokke. Historien er rigtig god og særdeles velfortalt - og den tager nogle overraskende drejninger undervejs, mens den sætter spilleren overfor en række moralske dilemmaer, som ikke altid er så rare.


Gameplayet i Bioshock 2 minder en del om det første spil, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, men nogen vil nok synes, at det ligner lige lovligt meget. At man nu spiller som en Big Daddy ændrer jo et par ting, men overordnet er der ikke sket ret meget siden det første Bioshock. På sin vej frem mod Eleanor Lamb skal man gå på opdagelse i de fantastiske omgivelser og nedkæmpe massevis af aggressive fjender, lige fra de velkendte Splicers (som er ADAM-afhængige indbyggere i Rapture) og andre Big Daddy’s, til de nye fjender som Brute Splicers og de særdeles skræmmende Big Sisters. En Big Sister udsender et frygteligt skrig og har råstyrken og kampegenskaberne fra en Big Daddy, men de er ekstremt hurtige og kan kravle med høj fart op af vægge og springer let fra afsats til afsats. De er uden sammenligning de farligste fjender i hele Rapture.

Til at hjælpe sig på sin færd, har man en lang række våben. En Big Daddy har som udgangspunkt et kæmpe bor siddende, hvor højre hånd burde være - et bor, som er særdeles effektivt i nærkamp. Boret kan skiftes ud med en lang række våben lige fra shotguns og maskinpistoler til granatkastere og harpuner. Selv ens hack tool (som ellers er beregnet til at hacke overvågningskameraer, automatiske maskingeværer og sikkerhedsdroner med) kan bruges som våben i en snæver vending. Alle våben kan opgraderes i “Power to the People” automaterne, som står placeret rundt omkring, og hvert våben kan opgraderes tre gange. En opgradering kan typisk være, at ens våben kan holde mere ammunition, det bliver kraftigere eller det bliver nemmere at sigte med. Den tredje opgradering er særdeles kraftig og vil tilføje nye egenskaber til våbnet.

Stoffet ADAM er igen en central ting i spillet. Rapture er fyldt med de såkaldte Splicers, og det eneste de lever for, er deres næste fix - og de vil gøre alt for at få det. Da stoffet er ekstremt efterspurgt, er det meget svært at finde - og det er kun muligt at få fat i via Little Sisters eller Big Sisters. Som bekendt skal man dog lige igennem en Big Daddy, før man kan få fat i den værdifulde lille pige, og en Big Daddy er ikke en, man bare lige nedlægger, så ADAM er bestemt ikke noget, man kommer let til.


Er man så heldig at få nedkæmpet en Big Daddy og få fat i pigen, er det op til en selv, hvad man vil gøre med hende. Man kan “høste” hende på stedet og få en stor portion ADAM, men hun vil ikke overleve processen. Man kan også vælge at adoptere hende, så hun kan indsamle flere - men mindre - portioner ADAM til en. Endelig kan man vælge at bringe hende til en af de karakteristiske ventilationsskakte (som pigerne bruger til at bevæge sig rundt i Rapture uden deres Big Daddy) for at redde hende, så hun kan blive en helt almindelig lille pige igen - og man får en lille portion ADAM for besværet. Der er fordele ved alle mulighederne, og umiddelbart lyder det som et let valg, hvis man vil overleve i Rapture. Men det er det faktisk ikke, og det hjælper ikke, at pigen ofte kigger op på en med sine lysende gule øjne og spørger: “Daddy, you will never hurt me, right?”

ADAM er også vigtigt for ens Big Daddy. I “Gathere’s Garden” automaterne kan man købe nye Plasmids, Gene Tonics og opgraderinger til gengæld for ADAM. Plasmids ændrer ens gener, så man får nye egenskaber så som at kunne sætte ild til ens fjender, at kunne lamme dem med strøm eller is eller at sende en sværm af dødbringende insekter imod dem. Disse Plasmids er ganske opfindsomme og rigtigt sjove at bruge - og disse kan ligeledes opgraderes i løbet af spillet. Gene Tonics er passive egenskaber, som ikke direkte kan bruges mod fjenderne - det kan f.eks. være, at man får stærkere angreb, at man bliver bedre til at hacke de forskellige sikkerhedssystemer, at man løber hurtigere, er mere lydløs eller noget helt andet. Der er et utal af både Plasmids og specielt Gene Tonics, så man kan godt bruge noget tid i disse automater på at strikke præcis den Big Daddy sammen, som man ønsker. Igen er der måske lidt for meget genbrug fra det første spil, da en del af både Plasmids og Gene Tonics stort set er gengangere.

Som sagt er gameplayet mere eller mindre identisk med originalen, dog med et par betydningsfulde forbedringer, som gør spillet mere flydende, sammenhængende og tilgængeligt. Selv om det er velkendt, og wow-faktoren fra den unikke spilverden udebliver lidt denne gang, er det stadig sjovt at rende rundt i Rapture. Big Sisters er en god tilføjelse, og de kan være et særdeles udfordrende bekendtskab. Sværhedsgraden i Bioshock 2 er faktisk ret høj, så man skal ikke fortvivle, hvis man bliver nødt til at sætte sværhedsgraden ned på Easy en gang imellem.


Som noget nyt indeholder Bioshock 2 en multiplayermode, og man kunne frygte lidt, at den ville virke lidt påklistret, da Bioshock hovedsageligt er et singleplayer spil. Men det gør den bestemt ikke, da singleplayer og multiplayer egentlig lapper lidt ind over hinanden. Multiplayerdelen er svagt historiebaseret, og som en Splicer har man tilmeldt sig Sinclair Solutions Consumer Rewards Program, som skal teste forskellige typer af våben og Plasmids. De forskellige gamemodes er rimelig traditionelle (Deathmatch, Team Deathmatch, Capture the Flag), dog med et lille Bishock twist til de fleste.

Som en god tilføjelse til de traditionelle multiplayer gamemodes kan man også her hacke de automatiske maskingeværer, så de angriber ens fjender, man kan sabotere automaterne med ammunition, og tager man et billede med sit reseachkamera af en nedlagt fjende, har man en fordel over denne fjende, næste gang man møder ham eller hende. Alle spillere har en rang, som afgøres af, hvor meget ADAM man har optjent f.eks. ved at vinde kampe eller hacke automatiske maskingeværer - og ens rang afgør, hvilke våben og Plasmids man har adgang til. Multiplayerdelen er langt hurtigere og mere hektisk end singleplayerdelen, og den fungerer faktisk rigtigt fint - og bedst af alt, den virker ikke påklistret eller overflødig.

Grafikken er både godt og skidt i Bioshock 2. Den tekniske side kunne have været bedre, mens den kunstneriske side af grafikken er helt i top. Teknisk er der et par mindre problemer (eller måske nærmere irritationsmomenter), og grafikken virker en lille smule gammeldags. Den kører dog for det meste helt flydende og ser da stadig flot ud, men småting som utydelige teksturer, når man kommer helt tæt på, arme og ben som forsvinder igennem solide objekter og ens skygge, som ikke afspejler de bevægelser, man gør, er ærgerlige. Det virker umiddelbart som om, at der ikke er sket det store på den tekniske side siden det første spil. Den æstetiske side er noget helt andet. Rapture er stadig et fantastisk stemningsfuldt sted, og selv om det meste af det virker bekendt, så skiller Bioshock 2 sig dog stadig ud fra mængden af grå og farveløse actionspil ved at præsentere en smuk, unik, meget detaljeret og æstetisk flot spilverden. Specielt en sekvens mod slutningen af spillet ser ganske formidabel ud.


Lydsiden er nærmest i en klasse for sig. Stemmeskuespillet og lydeffekterne er helt i top, og de er med til at skabe en rigtig god stemning i spillet. De sindssyge skrig fra Big Sisters og den dybe brummen fra andre Big Daddys får virkelig spilleren op af stolen. Soundtracket er ganske udmærket, men kan godt virke en smule anonymt til tider.

Bioshock 2 kan gennemføres på omkring 12 timer og er en værdig efterfølger til Bioshock fra 2007, som både var en stor succes hos kritikere og i butikkerne, hvor det solgte mere end 3 millioner eksemplarer på verdensplan. Det er en typisk efterfølger, som bygger videre på det solide fundament, som det første spil lagde, men på flere punkter minder det måske lidt for meget om den næsten 3 år gamle forgænger. Det finpudser dog flere elementer og tilføjer en multiplayerdel, så spillet nu føles som en mere helstøbt pakke. Historiefortællingen er stadig helt i top, og fans af det første spil kan roligt tage en tur tilbage til Rapture, da der venter et nyt og fængende eventyr under havets overflade.
Gameplay:8.5
Grafik:8.5
Online:8.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.