Nathan Spencer bliver midlertidigt reddet, da hans gamle ven og overordnede, Super Joe, har brug for hans hjælp. En terrororganisation kaldet BioReign har besat og sønderbombet Ascension City, og nu har regeringen brug for Spencers bioniske evner. til at bekæmpe terroristerne. Med en fin cut-scene bliver vi ført ud af fængslet og stillet over for Super Joe. Det er tydeligt for spilleren, at Spencer og Super Joe i dag har et noget anstrengt forhold til hinanden. Det skal vi nok lære mere om, idet Super Joe i spillet fungerer som ens kontaktperson. Det er altså ham Spencer hele tiden har radiokontakt til og får nye missioner og råd af. Der er derfor naturligvis også masser af tid til ophedede, spydige diskussioner om fortiden.
Opgaven bliver accepteret. Når alt kommer til alt var valget vel ikke så svært. Alternativet var jo tilbage til dødsgangen. Vi vil ikke røbe mere i forhold til historien, for selvom dette spil langt fra bæres af historie og plot, så skal det minimum der trods alt er, opleves når man spiller.
Spillet begynder med, at man bliver skudt ind i Ascension City i en lille kapsel. Samtidig bliver ens bioniske arm skudt ind i nærheden af, hvor man selv lander. Første opgave er at finde armen og få den på. Starten af spillet er bygget op som en tutorial, hvor man bliver undervist i, hvordan spillet styres. Her er det vigtigt at holde tungen lige i munden og følge med, idet vejledningerne hurtigt forsvinder fra skærmen når de er kommet op. Når først man har fundet sin arm skal der svinges.
Styringen i spillet, især brugen af den bioniske arm, virker i begyndelsen meget svært, men det kan betale sig at blive ved med at øve sig. Når først man efter en lille times spil er begyndt at vænne sig til styringen og brugen af armen, vil man opdage, at man kan lave fanastiske ting. Når først man har lært det går det op for en, at Grin her har fået udviklet et styringssystem, som rent faktisk fungerer fantastisk. Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan med sin arm når det kommer til manøvrering rundt i spilverdenen. Man skyder armen ud med et tryk på LT, og vil herefter kunne forskellige ting med de fire farvede knapper. Et lille sigtekorn på skærmen skifter til blå når der er en overflade man kan gribe fat i, og dette fungerer glimrende. Antallet af punkter på bygninger, lygtepæle, træer, vejskilte og klipper med videre, som man kan gribe fat i, er så stort, at man altid kan finde et sted. Når først man har vænnet sig til det, er det meget sjældent, at man vil mangle punkter til at fortsætte fra.
En ting er manøvrering. En anden er kamp. Og her vil man også få stor glæde af armen. I begyndelsen kan man ikke så meget, men i løbet af spillet vil Spencer få sin hukommelse i forhold til brugen af armen tilbage. Det vil blive muligt at gribe fat i fjender, for derefter at snøre sig tæt ind på kroppen af dem og give dem et velplaceret spark i maven så de hvirvler langt væk. Man vil kunne slå biler, sten og olietønder op i luften og herefter sparke dem i hovedet på sine fjender, og meget meget mere.
Der er ingen tvivl om, at spillets omdrejningspunkt er den bioniske arm og Spencers råstyrke. Ligeså farverige og kraftfulde angreb og manøvrer man kan lave på den konto, ligeså kedelige og ligegyldige angreb vil man være i stand til med sine almindelige skydevåben. Ved at klikke på RS opnår man en zoomfunktion, som gør det lettere at ramme sine fjender med skydevåben, og man vil også komme i besiddelse af mere kraftfulde våben som shotguns, missiler, granater og snigskytterifler. Det bliver dog aldrig et primært skydespil, for til det er ammunitionen ganske enkelt for sparsom og følingen med våbnene for dårlig. Det er dog en mindre bagatel på den negative side, idet spillet aldrig efterlader sig et indtryk af, at det er på shootersiden, at den store satsning har ligget.
Ved første øjekast ser spillets verden massiv ud. Man får et indtryk af kæmpe baner, som næsten skræmmer en, idet man bliver nervøs for om man nogensinde når at afdække alle kroge og hjørner. Dette snyder dog meget, idet Bionic Commando i virkeligheden er et utrolig lukket og lineært spil. Man bliver konstant guidet til næste checkpoint af gule prikker på sin HUD, og hvis man viger for meget fra den direkte rute til disse checkpoints vil man komme ind i radioaktive områder, som ganske enkelt slår en ihjel. For nogen virker det måske irritterende, men der kan også argumenteres for, at Grin ved at designe banerne på denne måde, har magtet at skabe nogen episke og store miljøer samtidig med, at de på en elegant måde har afgrænset dem.
Det lineære i spillet ses også ved, at man ikke kan gå tilbage når først man er kommet til næste område i spillet. Områderne er ofte afgrænset fra hinanden ved, at man går igennem tunneller. Disse tunneller vil herefter være lukkede. Dette er fra begyndelsen vigtigt at vide, hvis man er samlertype, idet der også i Bionic Commando er collectibles. Rundt om i spillet er der spredt 150 ikoner i 8-bit design, som en hyldest til spillets traditioner og historie. Ikonerne bruges til at låse op for bonusmateriale ved siden af spillet, for eksempel art-design.
Selve spillets singleplayerdel er ikke i den lange ende. Afhængig af om man undervejs går på samlerjagt eller ej vil den kunne gennemføres på mellem otte og tolv timer. Spillet er bygget traditionelt op med fjender, lidt større fjender og nogle bossfights. Der er ikke de store overraskelser i opbygningen. Man vil i løbet af spillet også kunne gennemføre små challenges. Der er masser af dem og de svinger i sværhedsgrad. Alle challenges bygger på måder at dræbe på, overvinde specielle bosser, antal headshots og lignende. Det er på disse challenges, at de fleste af spillets achievements er koblet op, ligesom gennemførelse af dem vil åbne for våbenopgraderinger og flere challenges. Det er sjovt at følge de forskellige challenges, idet de tvinger spilleren til at tænke kreativt og forsøge med forskellige indgangsvinkler i løbet af spillet. De er desuden yderst motiverende, idet antallet af dem gør, at man hele tiden føler, at næste belønning er lige om hjørnet. Til trods for den lineære stil og relativt korte singleplayerdel, skal alligevel siges, at det er uhyre underholdende at svinge sig rundt i miljøerne og bortskaffe sine fjender på stribe. Og der er mange fjender til tider. Generelt for spillet kan siges, at sværhedsgraden justeres ved antallet af fjender og ikke så meget, hvor dygtige de er. Spillet fungerer godt på de områder som tydeligvis har været satsningen fra Grins og Capcoms side.
Multiplayerdelen i spillet er udmærket, til trods for, at den underpræsterer på papiret, hvis man sammenligner med andre nye multiplayerspil. Der er tolv baner og tre spilfunktioner at vælge imellem. Disse er de klassiske funktioner, Deathmatch, Team Deathmatch og Capture the Flag. Man kan kun være otte spillere, hvilket ligger lidt i den lave ende, hvis man sammenligner med spil som Gears of War og Call of Duty. Det skal dog nævnes, at multiplayerdelen både er anderledes og underholdende. Iført farverige dragter, som bringer tankerne hen på superhelte fra tegneserier, og med fuldt arsenal af moves med den bioniske arm, samt diverse våben og energiikoner spredt gavmildt over banerne, foregår spillene i et underholdende højt tempo. Spillet glider og der sker hele tiden noget takket være banernes størrelse. Størrelsen er stor nok til, at det kan lade sig gøre at være taktisk, samtidig ikke større end at man er sikker på, at der hele tiden sker noget. Det går formentlig ikke over i historien som en multiplayerklassiker, men spillet vil alligevel med stor sandsynlighed kunne holde mange spillere underholdt i lang tid fremover.
På den grafiske side er spillet smukt designet med interessante miljøer og en høj detaljegrad. Det umiddelbart åbne banedesign, som omtalt tidligere, giver banerne en visuel størrelse, der gør det muligt, at skabe episke områder, som er en fryd for øjet. Spencers bevægelser er godt og naturligt lavet når han svinger sig rundt. Fjenderne er ikke altid lige godt skildret rent fysisk, men det gør ikke noget. Spillet har trods alt aldrig udgivet sig selv for at være realistisk. Spillet kører på en høj framerate og glider som oftest glimrende. Det er langt fra det smukkeste spil vi har set til Xbox 360, men det ligger på mange områder i hvert fald i den høje ende.
Lyden er godkendt, men revolutionerer ikke. Effekterne er gode til spillet, men er isoleret set ikke banebrydende. Musikken er en svær størrelse at omtale, idet den egentlig ikke er synderligt mindeværdig. Dog er den visse steder så storslået og episk, at den sammenholdt med de store miløjer og det høje tempo i spillet, næsten kan give kuldegysninger. Stemmeskuespillet og dialogen i spillet er meget tro mod spillets oprindelse, idet den er i bedste cheeseball stil. Dette ikke ment negativt. Masser af overfladiske og slagkraftige kommentarer fra Spencer minder om, at spillet kommer fra 80\'erne.
Bionic Commando er et arkadespil i 3D og next-gen. Og med det i tankerne fungerer det upåklageligt. Grin har lavet et spil, der på en elegant måde balancerer mellem arkadehallerne i 1987 og hjemmekonsollerne i 2009. Den smukke grafik, som bestemt fortjener at blive spillet på en next-gen maskine, bevarer 80\'er looket, og den episke Hollywoodmusik og de platte flødebollereplikker, falder godt til rette i et spil, som samtidig ved hjælp af elegant styring og højt tempo, markerer, at 80\'erne i høj grad er langt væk. Selvom nogen vil tænke Spiderman, er sandheden den, at intet andet spil styres præcis som Bionic Commando. Sværhedsgraden i begyndelsen er derfor relativt høj, men ved øvelse og nærmere syn på sagerne, finder man et spil, som skaber sin egen stil. Og med succes. Den korte singleplayerdel er underholdende og multiplayerdelen forlænger spillets levetid. Når spillets gode og dårlige sider er holdt op imod hinanden, er konklusionen herfra, at Capcom og Grin har magtet at genoplive en klassiker med stor respekt for både tradition og viderudvikling. Mon ikke vi ser noget mere til Nathan Spencer i fremtiden.
Facebook
Twitter
