Binary Domain

Action- og skydespil, der handler om at plaffe alt og alle ned, helst med voldsomme våben, har siden Wolfenstein 3D og ikke mindst Doom spillene været ekstremt populære, og er det stadig den dag i dag. Siden da har der været et utal af bud på hvordan et skydespil kan udformes.

Hvad angår synsvinkel og styring, kan man groft set dele hele herligheden op i to kategorier; den ene som første persons skydespil, der er den klart dominerende og den anden som tredje persons skydespil, hvor man ser over skulderen på karakteren. Flere og flere action- og skydespil kommer med tredje persons vinkel, og umiddelbart har den sidstnævnte sin storhedstid i øjeblikket. Det har vist sig, at dette system faktisk fungerer godt, i forhold til taktisk styring, når man sidder med et joypad i hånden. Binary Domain er et af disse tredje persons skydespil.






Vi befinder os i år 2080, hvor den globale opvarmning for alvor er slået igennem og verdenshavene har oversvømmet det meste af kloden. For at overleve naturkatastrofen har man bygget nye byer, og brugt de gamle som fundamenter. Til disse enorme projekter har man udviklet højteknologiske robotter, der har fungeret som primær arbejdskraft.

Alle lande har skrevet under på en etisk konvention for robot teknologi, der omhandler forbud mod at udvikle robotter med så høj kunstig intelligens, at de kunne gå an for et menneske. Det viser sig imidlertidig at ikke alle følger de udskrevne regler, da ”hollow children”, som er robotter forklædt med et menneskelignende udseende, begynder at dukke op hist og her, uvidende om at de selv er robotter.

Alt tyder på, at den globale japanske robot virksomhed, Amada Corporation har forbrudt sig mod konventionen og har nu øjne og ører rundt om i verden. IRTA, International Robot Technology Association har elite enheder, kendt som ”rust crews” til at håndtere situationer, når menneskelige robotter dukker op og laver rav i den. Du spiller den amerikanske elitesoldat, Dan Marshall, som er den del af et rust crew, der er blevet sendt til Tokyo for at bringe lederen af Amada Corporation ind til afhøring, og det kommer selvfølgelig ikke til at gå stille for sig.






Det var en længere introduktion end normalt, men Binary Domain byder på en rigtig god og fængende historie, der fortjener et par ekstra linier. Spillet starter som sådan stille og roligt, hvor man bliver introduceret til de gængse kontrol funktioner for nybegyndere. Herefter bliver man dumpet ned i Tokyos slumkvarterer, hvor man skal kæmpe sig vej til toppen, hvor et møde med resten af enheden skal finde sted. Og herfra går det ellers løs, der er næsten ikke et stille øjeblik, og i de få der er, forbereder man sig på den næste udfordring.

Som kampagnen kommer godt i gang, går det hurtigt op for en, at udviklerne har gjort et flot stykke arbejde ud af film sekvenserne imellem kapitlerne. Scenerne er virkelig flotte og de minder rigtig meget om en velproduceret actionfilm. Samtidig giver de hver gang en lille bid mere af det store plot, som er godt gennemtænkt og spændende at følge med i. Der er der gjort rigtig meget ud af kampagnen, som bygger på den klassiske konstellation mellem robotter og mennesker, ophidsede diskussioner soldater i mellem, hvor man bliver tvunget til at tage beslutninger, dramatiske følelser, og hvis man er heldig, kan det skam også blive til en lille kærligheds scene. Binary Domain forsøger virkelig at lægge sig i niveau med de bedste konkurrenter i genren.






Der er rigtig meget gængs skyderi i Binary Domain, som vi kender det fra mange andre spil, men ofte skal man alligevel skifte til en anderledes spillestil. Det kan f.eks. være, at man er i fare for at blive ramt af et højhus, som er ved at ramle sammen og så skal der løbes en bestemt rute for ikke at få en betonklods i nakken. Der er mange af disse små sekvenser, der får én ud på et andet spor og det er rart med noget variarion.

Udviklerne har taget det bedste fra flere tredje persons actionspil og blandet det sammen, men det er ikke ubetinget en succes. Uden at maskere det, er der lånt i stor stil fra Gears of War. Hele ”cover” systemet er en direkte kopiering, og det er da også i orden, men problemet er bare at er man vant til at spille Gears of War, vil man finde bevægelserne noget langsomme og stive i betrækket, og man savner de hurtige reaktioner.

For at bringe en anden parallel på banen, er indkøbssystemet fra Dead Space lånt med ind, i form af en ”Japan Ammuniton Transition”, der heldigt nok er en form for hjælpemiddel-central for vildfarne soldater. Man kan opgradere våben, både ens eget og sine medspilleres. Der kan købes nano-opgraderinger, som kan give et boost til livspoint, rustning, ammunition, livreddende førstehjælp osv.. Det fungerer godt, og man bliver glad for at møde en hjælpemiddel central, efterhånden som man advancerer igennem kampagnen.






Det er dog ikke ren copycat, der fylder billedet, da man har opfundet et såkaldt ”konsekvens system”. Man har ofte samtaler med sine soldaterkammerater, og alt efter hvad man svarer på deres spørgsmål kan man falde eller stige i tillid. Hvis man flere gange i træk svarer i modsatte retninger af ens soldaters holdning, mister man så meget tillid, at de nægter at hjælpe en i kampens hede. Idéen er som udgangspunkt god nok, men den falder lidt til jorden, fordi man næsten altid har mulighed for at svare positivt på deres spørgsmål eller bemærkninger, eller man i nogle tilfælde helt kan undlade at svare, og derved holde sig gode venner med de fleste spillet igennem.

Det leder os hen til stemme-genkendelsen. Hvis man har lyst, er der mulighed for at sætte ens headset til, og svare på deres henvendelser mens ens stemme. Men igen oplever jeg et anti klimaks. Ikke fordi det ikke fungerer, for tales der højt nok, ja så forstår spillet hvad der bliver sagt og bringer det ind som svar, umiddelbart efter man har indtalt et ”Yes”, ”Fire” eller ”Regroup”. Men i forhold til at man føler sig lidt sig lidt fjollet når man sidder der i lænestolen og taler med sig selv, så virker det igen lidt ligegyldigt, for det første, fordi det er hurtigere at besvare ved to tryk på knapperne, og for det andet, skal der alligevel tit trykkes LB for at se hvilke svarmuligheder man har, da det varierer. Et andet mindre irritationsmoment er, at har man mikrofonen slået til i længere tid af gangen, hvor man ikke siger noget, kan den selv finde på at afspille kommandoer selvom man holder munden lukket.






Multiplayer delen kan der ikke prales af. Der er Versus mode og Invasion at vælge i mellem. Versus tilbyder de gængse hold mod hold funktioner. Der skal vælges mellem fem klasser som sniper, soldier, scout og lignende. Hver har deres fordele og ulemper, og der kan vælges en ny hver gang man dør. Et lille twist er, at der er mulighed for at booste sig med forskellige nano opgraderinger eller nye våben, efterhånden som der kommer kills på kontoen, hvilket gør spillet lidt mere fleksibelt. Der er dog intet revolutionerende over dette – det er desværre en noget tam fornemmelse, og det ender med at man koncentrerer sig mere om hvornår tiden løber ud, end at få delt bly ud til modstander holdet.

Glæden får desværre også hurtigt ende når det gælder spiltypen Invasion. Det er opbygget som det meget typiske overlevelses koncept, alle større spil efterhånden ikke kan udgives uden. Vi starter fra wave 1, en lille håndfuld fjender spawner hist og her på banen og så bliver det ellers sværere som man rykker fremad. En lille detalje er dog, at hvis man dør, er der mulighed for at skifte mellem de forskellige klasser, der er magen til dem i Versus. Det virker som om, at folkene bag ikke rigtigt har brændt for multiplayer delen og den falder simpelthen til jorden med et ordentligt klask.






Grafisk er Binary Domain rigtig pænt at se på, men der er lige lovligt mange gentagelser. Når man bevæger sig i de store fabrikslignende haller og i korridorer, ligner det meget ofte hinanden, og efter noget tid, bliver det irriterende at der ikke er mere forskel end der er. Våbnene ligner mange gange forvoksede legetøjsvåben fra et billigt science fiction koncept. Nogle vil måske mene det er ligegyldigt, men det er faktisk svært at lade være med at fokusere på det, fordi der, i mine øjne, simpelthen mangler noget design research, når der nu lægges så stort op til et seriøst actionspil, som der gør her.

Lydsiden er har både gode og dårlige kvaliteter. Stemmeføringen på filmsekvenserne og den lille gruppe elite soldater, er rigtig flot og troværdig og det hjælper kampagnen rigtig godt på vej. Derimod er der manglende dybde i lydeffekterne, der sammen med våbenes udseende trækker ned i skalaen.

Binary Domain har både plusser og minusser, og de opvejer egentlig hinanden meget godt. Tilbage står vi med et forholdsvist middelmådigt spil, der har en rigtig god single player kampagne og en multiplayer afdeling der halter. Det er tydeligt at mærke, at Yakuza Studios gerne vil det her med tredje persons actionspil og de vil gerne op og lege med de store drenge. Det kræver dog bare lidt mere, end hvad de har disket op med her. Men kan de lære af deres fejl og få sat nogle alvorlige opdateringer i søen, der f.eks. forbedrer multiplayer delen, så tror jeg godt de kan holde fast i en flok stamspillere, indtil det næste gode bud på en action shooter dukker op.