Beyond Eyes

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 15. august 2015 - kl. 14:51
Del denne artikel:
0 1

Glem alt om elitesoldater og monstre - her spiller du den 10 årige blinde pige, som begiver sig ud i verden for at lede efter hendes elskede kat. Vi har spillet Beyond Eyes.

Det er ikke så tit, at man støder på spil, som har noget på hjertet - men det har Beyond Eyes. Historien handler om den 10 årige pige Rae, som mistede synet ved en fyrværkeriulykke da hun var lille. Hun sidder mest for sig selv i haven, med hendes tanker. En dag får hun besøg af katten Nani, som hun hurtigt bliver venner med og i de mange efterfølgende dage og uger, kommer Nani og besøger Rae i haven.



Sommer bliver til efterår, efterår bliver til vinter og Nani kommer ikke så ofte på besøg mere. Da det igen bliver forår, kommer Nani tilbage og Rae er lykkelig, for hun savner Nani, når han ikke kommer og besøger hende. En dag stikker Nani af og Rae bliver bekymret. For første gang siden ulykken, bevæger den blinde pige sig alene udenfor haven, for at finde hendes bedste ven.

Beyond Eyes er skabt af hollandske Sherida Halatoe, som fik sin bachelor i Game Design tilbage i 2011 - og hendes afgangsprojekt var en tidlig prototype af Beyond Eyes. Efterfølgende startede hun sit eget spilstudie, Tiger & Squid, op og i 2014 slog hun sig sammen med Team 17, om at få færdiggjort og udgivet Beyond Eyes på blandt andet Xbox One.



Man styrer Rae og i sin søgen efter Nani, bevæger man sig nærmest rundt i blinde. Skærmen er for det meste helt hvid, men spilverdenen bliver langsomt afsløret for en, efterhånden som man går. Når et menneske mister en af sanserne, forstærkes de tilbageværende og det er også tilfældet med Rae. Hun lytter meget og kan nemt blive forskrækket når nogle fugle letter i nærheden af hende eller når kirkeklokkerne pludselig ringer. Men lydene er med til, at give hende et indre billede af de omgivelser hun går i - og det er det indre billede, vi som spiller ser på skærmen.

Men det indre billede behøver ikke nødvendigvis at være rigtigt. Fra haven ved hun hvordan et springvand lyder - men en lille å eller et afløbsrør med spildevand fra byen, kan også godt lyde som et springvand. Derfor er det ikke helt ufarligt, som blind at begive sig ud i den store verden, for der er mange farer derude, når man ikke kan se. For eksempel det at skulle over en vej, passerer aggressive hunde og meget andet. Disse mange problemstillinger sætter Beyond Eyes os over for og det får en til at værdsætte, at man stadig har alle sanserne tilbage. Tænk over det, den 31. december.



Det er rart med spil, som har noget at fortælle og det har Beyond Eyes som sagt - men hvordan er det så at spille? Her er det desværre ikke så fremragende, for gameplayet er uhyre simpelt. Det meste af tiden går med at gå - og man går meget langsomt. Det er jo logisk nok, for det ville vi andre sikkert også gøre, hvis vi bevægede os ud i verden med lukkede øjne, men som spil fungerer det ikke så godt. Man bevæger sig meget langsomt rundt, mens man forsøger at finde vej og løse små opgaver undervejs. Det kan være, at man skal finde en bold som en anden pige har mistet eller finde noget brød, man kan kaste hen til en flok måger, der blokerer ens vej fremad. Men det hele går uhyre langsomt og det ender med at blive et irritationsmoment efter noget tid.

Grafisk er Beyond Eyes på samme tid flot og simpelt. Rent teknisk, kunne det være et spil fra Xbox 360 men æstetisk er det ganske flot. Den hvide verden kombineret med de omgivelser man afslører ved at bevæge sig rundt, passer godt sammen og spillet ser alt i alt nydeligt ud. Lydsiden er ligeledes spartansk, med et afdæmpet piano soundtrack og mange gange er der slet ikke noget musik, men kun fuglekvidder, Raes kalden på Nani og lyde fra omgivelserne, som jo er en stor del af dette spil, da det er den måde Rae navigerer i omgivelserne på, nu når hun ikke kan se.



Beyond Eyes er et anderledes spil, som har en historie at fortælle. Jeg har på fornemmelsen, at Sherida Halatoe har haft berøring med blinde tidligere og er interesseret i, hvordan de klarer sig i hverdagen. Beyond Eyes er hendes forsøg på, at få os andre til at forstå hvilke udfordringer blinde står med i hverdagen og det er stykke hen ad vejen lykkedes. Jeg gjorde mig da nogle tanker om det, efter at have spillet Beyond Eyes.

Som spil, er Beyond Eyes ikke det mest vellykkede. Det er langsomt, ensformigt og ikke specielt udfordrende - og man skal nok have interesse for denne slags kunst-spil, hvis prisen på 99 kr. skal kunne retfærdiggøres.
Fakta
Beyond Eyes

Beyond Eyes

PlatformXbox One
UdviklerTiger & Squid, Team 17
UdgiverTeam 17
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Har noget på hjerte, æstetisk flot grafik
Ensformigt og kedeligt gameplay, Rae bevæger sig alt for langsomt, lidt for dyrt i forhold til indhold
Gameplay:5.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 6.0
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.