Bayonetta kommer fra japanske Platinum Games, som er bygget på resterne af en af Capcoms underafdelinger, nemlig Clover Studios. Afdelingen blev lukket i marts 2007 men genopstod ikke så længe efter, som en uafhængig udvikler med navnet Platinum Games. I maj 2008 annoncerede Platinum Games, at de havde indgået en aftale om at lave fire spil for legendariske Sega, hvoraf det ultravoldelige Mad World til Nintendo Wii var det første.
Det tredje spil i aftalen med Sega er Bayonetta, et meget japansk og særdeles vanvittigt og ekstremt actionspil med heksen Bayonetta i hovedrollen. Flere af folkene bag Bayonetta har arbejdet på Capcoms actionserie Devil May Cry, og det er også det spil, Bayonetta umiddelbart bedst kan sammenlignes med - og så alligevel ikke. Spillet her er nemlig på alle måder totalt vanvittigt og over-the-top i en grad, der er svært at beskrive. Efter ganske få minutter i selskab med spillet, er man ikke i tvivl om, at det her er noget ganske specielt.
Se bare på vores heltinde Bayonetta. Den langbenede og storbarmede kvinde ligner mange mænds våde drøm om den frække skolelærerinde, og diverse fantasier bliver hele tiden pirret af hendes evige sutten på slikkepinde, afslørende kameravinkler og sexede klip af hendes veldrejede figur og erotiske bevægelser. Også i munden er hun beskidt; selv de klammeste monstre får lige en kommentar med en åbenlys seksuel undertone med på vejen, inden hun hakker dem til kødfars. Det hele bliver dog gjort med et glimt i øjet, men med tiden bliver det alligevel bare for plat og lidt for meget.
Ikke overraskende giver historien for det meste ingen mening, og den kan derfor være ret svær at følge med i. Plottet kredser om de to stridende klaner, Umbra Witches og Lumen Sages, som hver især repræsenterer det gode og det onde i universet. Efter at have ligget i dvale i 500 år, bliver Bayonetta vækket til live, og hun finder ud af, at hendes klan stort set er blevet udryddet, og at hun faktisk er den eneste Umbra Witch tilbage. Hun begiver sig mod den afsidesliggende by Vigrid for at finde ud af, hvad der er sket, og herfra udvikler tingene sig naturligvis i uventede og ganske ekstreme retninger, præcis som alt andet i Bayonetta. Man skal dog ikke fortvivle, hvis man ikke kan følge med i historien hele tiden, for den er ikke det vigtigste i spillet, og nogle steder minder den da også mest om en undskyldning for at vise nærbilleder af Bayonettas kavalergang og for at slå tusindvis af fjender ihjel. Hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig kombination.
Bayonettas helt klare styrke er gameplayet og det fremragende kampsystem. Gameplayet byder på alt fra hektiske og ekstremt actionfyldte kampe til små simple gåder, som skal løses - ofte på ganske opfindsomme måder. Vores heltinde ser ikke alene godt ud - hun er også ganske ferm med våben. Foruden at kunne kæmpe med sværd, kæmpe med økser og magiske trompeter (ja, trompeter) er hun også ganske ferm med skydevåben. Hun er derfor udstyret med pistoler i begge hænder og endda på begge fødder. Hun bevæger sig adræt og hurtigt som en panter, mens fjenderne flyver om ørerne på hende i nogle fremragende koreograferet actionscener. Det hele ligner nærmest en slags dødsballet, og det ser imponerende lækkert ud, når Bayonetta vrider sig omkring fjenderne, mens hun sikkert tager livet af dem. Heldigvis tager spillet aldrig sig selv seriøst, så de totalt overdrevne moves og angreb virker ikke malplaceret, som de ville have gjort i et hvilket som helst andet spil - japanerne kan et eller andet med over-the-top action, som ingen andre kan udføre på samme måde.
Kampsystemet er dybt, og der er massevis af kombinationer og moves, man skal lære - man kommer ikke langt ved at sidde og hamre i knapper, hvilket jeg fandt ud af på den hårde måde. I løbet af spillet kan man både købe og åbne op for nye våben, og sammen med dem får man en lang række nye teknikker og moves, som skal læres. Spillet belønner en, hvis man spiller klogt og varieret, så man bør gøre klogt i at lære en del af disse moves at kende, hvis man vil nå langt i spillet.
At Bayonetta er en uhyre dødbringende kvinde tydeliggør både hendes Torture Attacks og Climax Attacks meget godt. Torture Attacks er, som navnet måske afslører, nogle specielle og uhyggeligt brutale angreb, hvor en række grimme torturredskaber indgår, f.eks. det frygtede Iron Maiden skab og den ofte ret effektive guillotine. Disse angreb er ikke censureret på nogen måde, så de kan være ret barske. Climax angrebet er nok noget af det mest ekstreme i spillet, og det siger ikke så lidt. Bayonettas lange sorte hår bliver, når disse angreb aktiveres, til nogle enorme monstre - vi taler monstre på størrelse med flere højhuse, og hun efterlades stort set nøgen (da hendes dragt også er lavet af hendes hår), mens disse ufattelige fantasimonstre gør det af med selv de største fjender. Det er svært at beskrive - det skal ganske enkelt opleves.
Bayonetta er ikke noget let spil - langt fra. Fra starten kan man vælge mellem tre sværhedsgrader; Very Easy, Easy og Normal. De to første lever godt op til deres navne ved at være temmelig lette, mens Normal gav mig en del problemer visse steder. Gennemfører man spillet på Normal, åbner man op for en Hard sværhedsgrad, og gennemfører man spillet på Hard, åbner man op for Non-Stop Infinity Climax sværhedsgrad, der lyder... ja, temmelig svær. Spillet kan gennemføres på mellem 15-20 timer alt efter sværhedsgrad, og udover at åbne op for de nye sværhedsgrader får man ligeledes adgang til The World of Bayonetta, som indeholder masser af Concept Art og 3D modeller samt en jukebox og en ganske sjov video, som jeg ikke vil røbe mere omkring her.
Når alt andet nu er så ekstremt, så skal den grafiske side jo også kunne følge med - og også her gives der fuld gas lige fra starten. Jo længere man kommer igennem spillet, bliver det klart, at designerne hos Platinum Games har brugt lang tid på at skabe en helt unik og anderledes verden, som ikke er set magen til siden... ja, Devil May Cry. Arkitekturen er overalt fantastisk, og de mange verdener, man kommer igennem, er ikke mindre end særdeles fantasifulde. Dog virker monsterdesignet lige en tand for overgearet til tider - med tiden bliver man lidt træt af omvendte flyvende menneskehoveder med tentakler på størrelse med bybusser.
Der er masser af små detaljer i grafikken, som lige giver grafikken det ekstra, mange andre spil ikke har - og mange af tingene kan spores tilbage til udviklernes tidligere spil, f.eks. det fremragende Okami. Når Bayonetta løber, vokser der blomster op af jorden, hvor hendes fødder rammer, og når hun hopper over længere afstande, vokser der farvestrålende sommerfuglevinger ud af ryggen på hende. Det hele er gjort med ynde og stil og giver spillet en helt speciel stil.
Lydsiden er desværre spillets klart svageste del. Lydeffekterne er som sådan gode nok, men soundtracket og stemmeskuespillet er tæerkrummende ringe. Musikken er en mærkelig blanding af japansk jazz og japansk popmusik tilsat lidt Fly Me To The Moon af Bart Howard. Det er en spøjs blanding - og den fungerer ikke for mig i hvert fald. Dog vil kendere af Segas klassiske spil som OutRun og Afterburner opdage flere anerkendende nik i lydsiden i Segas retning fra Platinum Games.
Mange siger, at den japanske spilindustri er i krise - og det er den også. Men Bayonetta viser, at den ikke er helt død endnu. Her er et spil, som på alle måder er anderledes, helt ekstremt og ganske enkelt over-the-top i en grad, jeg ikke kan huske at have set tidligere. Desværre er den kulturelle kløft mellem Japan og Vesten stadig meget stor, og det kan gå ud over et spil som Bayonetta, som er ultra-japansk. Det ødelægger også lidt af oplevelsen for mig, da jeg har svært ved at se igennem det overdrevne japanske pladder og vås, som fylder de alt for lange mellemsekvenser fra start til slut - og jeg havde ligeledes svært ved at forholde mig til de meget karikerede og alt for overdrevne figurer i spillet.
Er du stor fan af Devil May Cry, og er du bare vild med ekstreme (japanske) actionspil, ja så er der ingen vej udenom Bayonetta, som er en rutsjebanetur af de helt store
Facebook
Twitter
