Battlestations Pacific

Søslagene under anden verdenskrig var slutningen på en lang æra af ”rigtige” søslag. Massive formationer af skibe, der kom så tæt på hinanden, at de sommetider var i deciderede nærkampe med fjenden. Stillehavsoperationerne under Anden Verdenskrig bød på nogle drabelige søslag, som dog samtidig også var mere fair. Krig er en grim ting, og ordet fascinerende skal derfor tages med at gran salt. Men hvor skibe i nutidens krigszoner sænkes af modstandere de aldrig nogensinde nåede at se i horisonten, på grund af veludviklede radar- og raketsystemer, så var der unægteligt nået mere charme over krig, hvor man så sine fjender i øjnene og rettede sine kanoner imod dem og skød indtil man selv eller fjenden gik til bunds.






Battlestations Pacific følger op, hvor Midway slap. Kunne man lide Midway, vil man elske Pacific, for alt, hvad der virkede er gjort bedre, og der er tilmed en række nye elementer i spil. Endnu engang er spillets fokus lagt på krigen på vandet, i luften og under vandet. I to særskilte kampagner, hvor man spiller som enten amerikanerne eller japanerne, tager man kontrol over mere end 100 forskellige modeller af fly, skibe og u-både. Eidos Hungary leverer et spil, der i smuk harmoni balancerer action og strategi.

Som nævnt kan man spille to forskellige kampagner. Amerikanernes kampagne, som med undtagelse af nogle få gameplaymæssige tilpasninger, er historisk korrekt, og japanernes kampagne, som er en slags ”hvad nu hvis” kampagne. Kampagnerne varer ca. 20 timer stykket, og med masser af afveksling og sekundære og skjulte mål, er der masser af genspilningsværdi at hente. Man vinder medaljer i enten bronze, sølv eller guld afhængig af, hvor succesfuld man er, og jo bedre man er, des flere belønninger, for eksempel i form af kraftigere skibe og mere luftstøtte, får man med til næste mission. De enkelte missioners varighed varierer fra et kvarter og helt op til to timer, og med undtagelse af frustrationer en sjælden gang, hvor der kan være langt imellem checkpoints, så glider missionerne afsted med et passende tempo og en god afveksling i opgaverne. Spillet kan især for nye spillere virke stort og besværligt, men for at afhjælpe dette har Eidos lavet det såkaldte Naval Academy, som man til enhver tid kan søge hjælp i. Naval Academy leverer råd og vejledning understøttet af små videosekvenser. Under briefingerne inden hver mission er de relevante kapitler i Naval Academy endda listet, så det er nemt og hurtigt at repetere de færdigheder, man bør have i forbindelse med den forestående mission.






Når man er færdig med kampagnerne kan man tage fat på spillets skirmishmodes. Der er 5 spilfunktioner i skirmish, nemlig ”Escort”, ”Siege”, ”Competitive”, ”Duel” og den mest interessante ”Island Capture”. I ”Island Capture” spiller man på et kort med masser af små øer. På øerne findes små havne og kontrolcentre. Ved at indtage øerne kan man drage nytte af havnene til ekstra skibe, og kontrolcentrene kan hjælpe til med at beskytte imod fjendtlige angreb, for eksempel ved hjælp af artilleri. Man har i løbet af spillet mulighed for at supplere sin styrke med flere enheder. Disse enheder købes for Command Points, som man optjener i løbet af spillet. Spillets mål er at indtage så meget som muligt eller nå et vist antal point. I ”Escort” skal man enten eskortere en flåde eller forsøge at sænke samme flåde, afhængig af, hvilken side man er på. ”Siege” minder meget om ”Escort”, men spiller sig ud på øer og baser i stedet for. I ”Competitive” er alle på samme hold og imod samme fjende. Jo flere fjender man besejrer, des flere point optjener man. Man er altså alle mod alle, men imod samme fjende. I ”Duel” spiller man en mod en.

Multiplayerdelen af spillet tillader op til 8 spillere, og spilfunktionerne er identiske med dem man finder i skirmish mode. Det lader til, at serverne er relativt stabile, og der er derfor sjældent problemer med opkoblingen til sessions. Alt i alt er der en utrolig høj holdbarhed i Battlestations Pacific. De to lange kampagner kan spilles mere end en gang og skirmish mode og multiplayer bliver aldrig kedelige.






Spillets balance mellem strategi og action er fremragende. På oversigtskortet kan man hele tiden se alle sine enheder, dirigere dem rundt, arrangere dem i formationer og tildele dem særskilte mål. Når som helst man føler for det kan man lynhurtigt springe helt ned i tredjeperson, eller sågar cockpit i fly, og tage kontrol over en hvilken som helst enhed. Der er en fantastisk føling ved styringen af enhederne. Især styringen i flyene er glimrende. Den skal ikke forveksles med styringen i diverse flysimulatorer, men er dog fuldt ud i stand til at give dig følingen af, at du kan få flyene til at gøre det, du ønsker.

Som en videreudvikling fra Battlestations Midway, er det nu muligt at sigte på specifikke dele af modstanderens skibe. Plant for eksempel et veltilrettelagt artilleriangreb imod motoren på skibet, så det ikke kan sejle længere. Herefter burde det være lettere at få en cruiser til at ramme skroget med en torpedo. Eller hvis du er oppe imod en stærkere modstander, kunne det måske være en fordel at købe lidt tid ved at sætte deres våben midlertidigt ud af spillet. Et minus i den forbindelse er dog, at medmindre man selv tager styringen over sine enheder og derved sigter på de specifikke dele, så kan det ikke lade sig gøre. Spillets AI kan sagtens angribe enheder, du beder den om at angribe, men den kan ikke forstå, at den skal sigte på specifikke dele af et fjendtligt skib. Den vil i stedet skrue fuldt op for knobene og blæse som en gal imod fjenden i en gensidig ildkamp indtil det ene skib synker. Det kan være frustrerende, men skal dog kun anses som et lille minus fra en anmelder, der generelt er meget tilfreds med spillet, for selve ideen er et kærkomment ekstra aspekt til de mange taktiske overvejelser man som spiller kan gøre sig.






På den grafiske side er Battlestations Pacific smukt. Skibene og flyene er autentisk skildret, men især landskaber og miljøer ser intet mindre end fantastiske ud. Smukke stillehavsøer med grønne, frodige bjergsider er indbydende at lave overflyvinger over, og vandet er smukt og realistisk lavet, ligesom himlen og skyerne ser fremragende ud. For eksempel skyerne har sågar en vis taktisk relevans, idet de kan hjælpe en til at komme nærmere fjendtlige installationer uden at man blotter sig for tidligt for antiluftskyts og lignende. Detaljegraden i forhold til personale på skibe og detaljegraden på for eksempel bygninger på landjorden er relativt lav, men det gør ikke noget, idet spillet tydeligt tilkendegiver over for spilleren, at det er på vandet og i luften, at fokus ligger. Og her er der ikke sparet på lækkerierne.

På lydsiden er stemmeskuespillet forfærdeligt. Talen i spillet begrænser sig til stemmerne fra kommandørerne, som er rædselsfulde. Den amerikanske kommandør kommer med ligegyldige og stereotype kommentarer og den japanske kommandør taler engelsk med en overdreven og påtaget japansk dialekt. Lyden opvejes til gengæld af fantastiske lydeffekter og et soundtrack, som er storslået og episk. Soundtracket varierer ikke meget, men musikken understøtter stemningen i spillet og bringer tankerne hen på klassiske soundtracks fra krigsfilm, med symfoniorkestre, der leverer patriotiske stykker, der får hårene til at rejse sig i nakken.






Konklusionen er, at Eidos har fulgt op på Battlestations Midway med en forbedret udgave, der leverer mange timers god underholdning. Det er et strategispil med actionelementer, og spillere, der er til den genre vil elske Pacific. Med et afvekslende gameplay og en høj genspilningsværdi, krydret med smuk grafik og dejlige lydeffekter, vil fans af strategispil helt sikkert kunne finde adskillige timers god underholdning her. Og til spørgsmålet om Anden Verdenskrig er udspillet, så må svaret være, at det er den måske i visse genrer, men ikke i denne.