Vi indtager rollen som den nyudnævnte detektiv fra Miami Police Department, Nick Mendoza, der sammen med sin makker, Khai Minh Dao, bliver suget længere og længere ind i en blodig narkotikakrig, der bringer dem til steder som The Everglades og Hollywood, samt naturligvis Miami. Hvad der starter som en simpel småsag viser sig at have mange forgreninger fra kunde til leverandør, og uden at løfte sløret for alt for meget i denne fremragende fortælling, som i øvrigt bliver leveret i en form for episodisk stil, så er ikke alt hvad det ser ud til, og ikke alle har den dagsorden man skulle tro. Kampagnen i Hardline er spændende, uforudsigelig og fyldt med masser af gode plotdrejninger og atypiske alliancer. Vi vil med vilje ikke nævne mere om kampagnens plot med fare for at røbe for meget. Den skal opleves.
Til de fleste af kampagnens elleve kapitler hører der også en række samlegenstande med. Disse består af åbne arrestordrer på eftersøgte personer samt diverse spor i forskellige sager. Det geniale ved sporene er, at de alle sammen knytter sig til forskellige småsager, der er med til at give spillets hovedhistorie mere fylde og mening. Samler man alle spor til en sag, vil man få sagens konklusion fremlagt, og som belønning låser man samtidig op for forskellige våben. Man belønnes desuden med forskellige battlepacks, der altså vil figurere næste gang man starter sin multiplayerdel op. Det er en ganske finurlig måde spillets samlegenstande er implementeret på, idet man både får dybde til historien og brugbare belønninger til sin videre spiloplevelse.
Med sig som hjælpemiddel, blandt andet for at kunne spotte de førnævnte, eftersøgte personer og spor, har man en scanner, som kan benyttes stort set hele tiden. Scanneren lokaliserer fjender, spor, eksplosive ting som gastanke og olietønder, alarmer og meget andet godt. Ved at bruge scanneren kan man altså bedre planlægge sine aktioner. Battlefield Hardline introducerer os for muligheden at anholde fjender i stedet for at slå dem ihjel. Ved at vise sit politiskilt kan man få fjender til at smide deres våben og række armene op. Herefter kan man hurtigt og effektivt ilægge dem håndjern og fortsætte. Det er muligt med en smule planlægning og taktisk snilde at klare sig igennem store dele af spillet uden at slå en eneste fjende ihjel. Hvis man hellere vil splitte hele skidtet ad, så er det også en mulighed. Der er stor valgfrihed i måden man går til spillet på. Når man bevæger sig lydsvagt rundt og anholder fjende efter fjende, ødelægger alarmsystemer og sniger sig af sted, så minder spillet næsten om nogle af markedets bedste stealthtitler. Udviklerne har dog ikke glemt de spillere, der helst bare vil skyde sig frem. Med masser af tunge våben, breaching charges, eksplosive tønder placeret rundt omkring og meget andet godt for den kaos-elskende spiller, så er det bare at give den gas og tage den tilgang til spillet, som man har mest lyst til. For de fleste vil det nok være lidt en blanding, der ender med at være løsningen.
Battlefield Hardline introducerer os ligeledes for andre, nye våben og gadgets, som vi ikke tidligere har haft mulighed for at benytte i spilserien. Grappling hook og zip line giver en ny grad af frihed og bevægelse, og den populære tazer er næsten et must når nu temaet er politi og røvere. Kampagnen kan spilles på tre forskellige sværhedsgrader, og varer omkring syv til ti timer, afhængig af, hvor grundig man er. Efter at have gennemført spillet på sværeste niveau, låses der op for en fjerde sværhedsgrad, nemlig ”Hardline”. Når man på et tidspunkt er færdig med kampagnen, så er der jo heldigvis stadig en bundsolid multiplayerdel uden loft på, hvor mange timer, man kan bruge.
På overfladen er forskellene mellem Battlefield 4 og Battlefield Hardline ikke store. Man kan vel kort sagt sige, at man vil føle sig hjemme med det samme, hvis man har spillet Battlefield 4. Mange af de samme elementer går igen, men under nye navne, og menuerne ligner sig selv, men med nye farver. Dette er ikke nogen dårlig ting. For Visceral Games har samtidig magtet at proppe tilpas meget nyt ind i oplevelsen til, at man føler sig fair behandlet som kunde. At holde fast i ting, der fungerer og er populære, bør ikke være en synd. Problemet opstår, når udviklerne ”glemmer” at videreudvikle og forfriske oplevelsen løbende. Det synes ikke at være et problem i dette tilfælde.
Vi vil ikke gå så meget i dybden med menuer, tilpasning af klasser, medaljer, logoer og hvad der ellers hører sig til i et Battlefield spil. Alle elementerne er tilstede, men har fået nye navne, som passer mere på politi og røvere temaet end på militærtemaet. Spillets boostere er ændret, således, at de nu er specifikt rettet imod en særlig spillestil eller en særlig handling i spillet. Hvor boosterne før gav mellem 25% og 200% boost i scoren på alt, hvad man foretog sig, er de altså nu rettet til, så de for eksempel giver boost på kills, på holdbaserede point eller på objektivbaserede point. Desuden tilknyttes boosterne nu hver klasse, hvilket vil sige, at man kan have fire forskellige boostere kørende ad gangen, én på hver klasse. Hvorfor udviklerne ændrede dette element i forhold til Battlefield 4 skal være usagt. Igen i år er det muligt at købe sig til Premium status, og hele kalenderen for særlige Premium events, Premium battlepacks, map packs med to ugers tidlig adgang og så videre, er allerede kortlagt. Premium status kan særskilt købes for ca. 350 kr.
Med en launchpulje på ni forskellige maps kunne man have indtryk af, at afvekslingen bliver for lille. Men fordi de ni maps er så varierende i stil, størrelse og udtryk, og alle fremstår interessante, både æstetisk og taktisk, så føler man sig alligevel godt underholdt hele tiden. Dertil kommer otte forskellige gamemodes, hvis man tæller den velkendte conquest med to gange, fordi den er opdelt i almindelig og stor. Der er helt sikkert noget for enhver smag. De forskellige gamemodes varierer meget i stil og størrelse. Conquest Large og Team Deathmatch giver plads til 64 spillere samt to hackere – kendt i Battlefield 4 som commanders, imens almindelig conquest og de nye gamemodes, Heist, Blood Money og Hotwire, tillader 32 spillere på banen ad gangen. I den helt lille skala finder vi fem-mod-fem i Crosshair og Rescue, hvor man i øvrigt ikke respawner når man dør. Her er der lagt op til hurtige og intense kampe, som kan være overstået på sekunder eller minutter.
Cirka syv millioner spillere, og sandsynligvis også en del læsere her på siden, var i begyndelsen af februar med i den åbne beta af Hardline. Udover at give spillerne en god forsmag på, hvad der var i vente, så gav den åbne beta også Visceral Games mulighed for at stressteste Hardline-serverne, formentlig med en lille tanke rettet bagud imod den horrible lancering, Battlefield 4 led under. Alligevel var der i begyndelsen efter udgivelsen af Hardline problemer med lag, tabte serverforbindelser, ustabile oplevelser og lignende. Allerede nu kører spillet dog markant bedre, og det er da også meldt ud, at problemerne skyldtes et DDoS-angreb på Hardline-serverne. Den slags kan det være svært at betateste sig ud af, og umiddelbart ser det da som nævnt også ud til, at spillet allerede kører bedre.
I selve kampene har Visceral Games rettet lidt forskellige elementer til i kanterne, så oplevelsen er så optimal og underholdende som muligt. De nævnte gadgets fra kampagnen, grappling hook og zip line, finder også vej til multiplayerdelen, hvor de selvsagt ophæver tidligere grænser for, hvor og hvordan man kan bevæge sig. Dette giver nogle interessante og afvekslende scenarier. De bruger selvfølgelig pladsen, hvor man typisk har medkits, granatkastere, ballistiske veste eller andet, så det er hele tiden en afvejning at tilpasse sin karakter. Ganske som et Battlefield spil bør være. Forskellige våben er placeret på kortene, og er til fri afbenyttelse for den, der først tager dem. Her finder man blandt andet også de nævnte gadgets, men vigtigst af alt for det ændrede gameplay synes jeg er, at for eksempel RPG’en findes på denne måde. Det er ikke længere muligt at udruste sin karakter permanent med de tunge våben som for eksempel RPG eller Smaw. Jeg tror det er et skridt man har valgt at tage i takt med, at de helt tunge kampvogne er væk. Balancen ville simpelthen blive skæv. Der er stadig masser af køretøjer med, men nu er der størst fokus på almindelige biler, samt en smule på lidt tungere køretøjer. Til gengæld er det nu muligt på mange af bilerne at hænge ud af vinduet imens man skyder, i bedste gangsterstyle. En funktion, der især viser sig nyttig i Hotwire, hvor bilerne kan sidestilles med bevægelige conquestpunkter.
Både køretøjer og helikoptere er stadig med i Battlefield. De er dog lettere at destruere med mindre våben end i Battlefield 4, og deres dominans i kampene er derfor også mindre. Der er om man så må sige lagt mere vægt på nærkampsdelen end i tidligere spil. Spillet har stadig sin helt særlige ”Battlefield feel”, og man skal bestemt ikke tro, at vi nærmer os titler som for eksempel Call of Duty. Men Hardline har en mere afslappet og humoristisk tilgang til tingene end Battlefield 4 har. Det er svært at sammenligne spillet med andre spil i serien, for det er helt sit eget. Men det ville måske ikke være helt forkert at sige, at spillet bevidst eller ubevidst forsøger at lægge sig lidt midt imellem Bad Company 2 og Battlefield 4. Alt hvad man foretager sig i multiplayerdelen af Hardline belønnes med dollars. Og det er med disse dollars, at man kan finansiere nye våben og nye gadgets samt købe battlepacks. Det er fedt lavet, at man får en følelse af, at man tjener penge til at købe ind for, i stedet for at man bare låser op for nye våben ved et givent niveau.
Grafisk leveres Battlefield Hardline i en smukt indpakket gave. Spillet afvikles både i kampagne og i multiplayer i et højt tempo uden fald i framerate, og detaljegraden på spilverdenen er især i kampagnen til tider virkelig høj og smuk. Ansigtsanimationerne i kampagnens mellemsekvenser er nogle af de mest overbevisende jeg har set til dato, og både i kampagne og multiplayer skildres elementer som lys, skygger, røg, støv og lignende, ganske smukt. Nogle få gange oplevede jeg desværre, at teksturfejl drillede min oplevelse. For eksempel hang min bil fast i en træpalle, hvilket nok ikke ville ske i virkeligheden. Som oftest er disse små teksturfejl ikke ødelæggende for oplevelsen, og de er ikke hyppige nok til at udgøre et decideret problem. Men de skal alligevel nævnes som et mindre minus til et ellers virkelig velpoleret spil.
Lydkulissen i Battlefield er på det høje niveau, vi efterhånden kan forvente os af serien. Et meget stærkt og overbevisende stemmeskuespil, et fint soundtrack og nogle generelt virkelig gode lydeffekter, danner rammen om den solide kampagne som på et minus trækkes ned af knap så overbevisende og bestemt ikke afvekslende replikker fra spillets karakterer når man bevæger sig udenfor hovedpersonerne. Når man på to minutter anholder ti vagter, og de alle sammen siger præcis den samme sætning på fire ord med nøjagtig den samme stemme, så bliver det irriterende at høre på, og det skurer ekstra i ens ører, når det vel at mærke finder sted i et spil, hvor meget andet fremstår så velpoleret og gennemarbejdet. Lydene fra patronhylstre der lander, våben der genlades, døre der åbnes og lignende, er på et sædvanligt højt niveau, og dybden i lyden fra våbnene er naturtro og afvekslende. Med et godt headset på hovedet og lyden rigeligt skruet op, er det svært ikke at blive imponeret.
Godt nok er Visceral Games en erfaren spiller på banen, og med titler som James Bond, The Godfather og især Dead Space, er der ingen tvivl om, at udviklerne hos Visceral godt ved, hvad det handler om. Men at overtage udviklingen på en spilserie, der i så lang en årrække har været varetaget af DICE med en virkelig høj grad af succes, det er ingen let opgave. Og selvom DICE da også har været med på sidelinjen som støtte og sparringspartner, så er Visceral Games sluppet ufattelig godt fra opgaven.
Vi har så mange gange talt om spiludviklere, der absolut både skal have en kampagne og en multiplayerdel med i deres spil, ofte med det triste resultat, at den ene af dem virker halvhjertet og overflødig. Det er derfor en stor fornøjelse at se, at Visceral Games, DICE og Electronic Arts med Battlefield Hardline leverer et spil, der spiller på alle tangenter i begge spildele. Endelig har vi et spil, hvor både kampagne og multiplayer kan nydes i langdrag for det, de hver især tilbyder. Fokusskiftet fra militær til politi og røvere er et frisk pust til spilserien, og resultatet er flot. Battlefield Hardline er et højst anbefalelsesværdigt spil, både til fans af shootere, solide multiplayeroplevelser og gode historier.
Facebook
Twitter
