Battlefield 4

Anmeldt af: Jens Nørup - 8. november 2013 - kl. 18:47
Del denne artikel:
6 0

Med kugler og murbrokker flyvende om ørerne, kaster vi os ud i endnu en omgang totalkrig med DICE bag roret. Læs vores anmeldelse af Battlefield 4.

Spillenes efterårssæson er i gang og som altid betyder dét opdaterede versioner af diverse spilserier. Battlefield er ingen undtagelse og selvom denne udgivelse kaldes 4, er vi efterhånden op på over tyve udgivelser i serien, hvis vi tæller udvidelsespakker og lignende med. Ganske imponerende når man tænker på at Battlefield 1942 udkom første gang i 2002 og DICE har udviklet dem alle.


Vi har således at gøre med en udvikler, der efterhånden véd hvad publikum forventer. Spørgsmålet er så om DICE endnu en gang formår at levere en ægte Battlefield oplevelse, der kan tilfredsstille de mange fans, som investerer i spillet. Lad det være sagt med det samme - fans af serien kan ånde lettet op; Battlefield 4 byder på endnu mere af det både taktiske og actionfyldte gameplay serien er kendt for, og lidt til. Træerne vokser dog ikke ind i himlen og der er indtil flere problemer, som selv de mest indædte fans får svært ved at ignorere.

Lad os først se lidt nærmere på selve spillet, der som altid byder på både en single- og multiplayer del. Som det desværre ofte er tilfældet i denne type spil, er historien en tynd kop te. På trods af kraftig inspiration fra salig Tom Clancy og lidt Hollywood stjernestøv, i form af Michael K. Williams som nogle måske kender fra The Wire, bliver vi serveret for en historie, der er glemt lige så hurtigt som den er fortalt. Singleplayer delen, som kan spilles igennem på en lang eftermiddag, roder sig ud i en værre historie om en korrupt kinesisk general, dobbeltagenter og vores lille hold Marines der skal rage kastanjerne ud af ilden.

Der bliver ikke sparet på de storslåede effekter, som bliver understøttet af masser af hårdkogte one-liners og militær lingo. Desværre har vi efterhånden set det hele så mange gange før, at det er svært at interessere sig rigtig meget for hvad der sker på skærmen. Underholdningsværdien er dog tilstede, omend den til tider er ufrivilligt morsom. Som når vores tre marinesoldater praktisk talt udløser 3. verdenskrig, da de på en undercover mission ikke kan finde ud af at trykke på den rigtige knap i elevatoren og pludselig befinder sig på samme etage som de kinesiske soldater, som de har fået strenge instrukser om at undgå for enhver pris.


At der oveni er risiko for at få slettet sit savegame, som det skete for undertegnede ikke bare én, men hele to gange, er med til at gøre singleplayer oplevelsen ekstra frustrerende. Nogle vil måske argumentere for, at det bare er en lille ting og at vi alligevel køber spillet for multiplayerdelen. Dét argument kan jeg sagtens følge og til en vis grad også tilslutte mig, men så lad os dog slippe for singleplayerdelen og brug i stedet kræfterne på noget andet. Tidligere har single missionerne været en god hjælp til at lære spillet og dets features at kende, men i Battlefield 4 får vi endelig en øvelsesbane. På denne bane kan du i ro og mag, stifte bekendtskab med spillets mange forskellige våbentyper og fartøjer, og det fungerer så godt at man kan undre sig over at denne mulighed ikke har været der før nu.

Battlefield er dog primært et multiplayer spil og endnu engang må vi konstatere at DICE leverer en særlig oplevelse som har været kendetegnet for serien fra begyndelsen. Her er både den klassiske team deathmatch, hvor to hold kæmper mod hinanden på et begrænset område. Og så er der selvfølgelig den klassiske Conquest, hvor man råder over både tanks, jagerfly, helikoptere og andet godt, i sin kamp for dominans. De mange fartøjer og deres styrker og svagheder, sørger for at der ikke er to éns kampe i Battlefield 4. Meget afhænger af hvor godt du arbejder sammen med dit hold og hurtigt finder man ud af, at selv den bedste helikopterpilot kan tvinges ned, hvis man véd hvad man skal gøre.


Kampene i Battlefield 4, er som vi kender dem fra serien på både godt og ondt. Den største nyskabelse er den såkaldte Levolution feature, der tager destruktionen til nye højder. Siden introduktionen af Frostbite motoren i Battlefield: Bad Company, har det været muligt at ødelægge dele af bygninger og andre konstruktioner. Med Levolution er det nu muligt, radikalt at ændre den bane man spiller på. Første gang jeg oplever effekten, befinder jeg mig som sniper på toppen af en bygning i Shanghai - de vilde kampe nede på jorden standser i et kort sekund, da skyskraberen på den modsatte side af gaden langsomt synker i grus. Efterfølgende er der kun en ruinhob tilbage og den massive støvsky efter sammenstyrtningen breder sig over hele banen og sænker sigtbarheden indtil spillet er slut.

Sammenstyrtede skyskrabere er selvfølgelig ikke hverdagskost, selvom en bane byder på en oversvømmelse, der langsomt sætter dele af banen under vand. Men ødelæggelser i dén størrelsesorden, viser hvor meget man efterhånden er i stand til, her i Xbox 360's efterår. Der er stort set ikke det, du ikke kan skyde eller sprænge i stykker i Battlefield 4 - meget effektivt når man skal gøre livet surt for gemte snipers, eller bare trænger til at sprænge noget i luften.

Udover Battlefield klassikere som Rush og Squad Deathmatch, får vi også mulighed for at prøve kræfter med to nye spiltyper; Defuse og Obliteration. Defuse er intense kampe mellem to små hold, hvor du kun har ét liv og kun kan genoplives én gang. De to hold kæmper om at placere en bombe på et strategisk sted og man vinder runden ved enten at udradere modstanderens hold eller sprænge målet i luften. Obliteration byder på store, ofte timelange kampe (bogstavelig talt), hvor to hold hver har tre strategiske mål, de skal beskytte. Der er én bombe på kortet, som hvert hold kæmper om at få fat på og placere på modstanderens mål. Det giver ofte intense kampe, hvor en helikopter eller tank på ét øjeblik kan ændre kampens udfald ved at transportere bomben langt væk fra soldater til fods.


Alt i alt er multiplayer delen i Battlefield 4 lige så omfangsrig og udfordrende som altid. De fire klasser er bibeholdt; assault, engineer, support og recon og man låser op for nye våbentyper, tilbehør og lignende på samme måde som i Battlefield 3. Desværre er mange af unoderne fra tidligere udgivelser også fuldt med; ikke mindst respawn systemet, der stadig kan få dig til af skrige af frustration når du respawner med ryggen til en fjende, der bare sidder og venter på dig.

Desværre er der en del tekniske fejl, som sætter Battlefield spillernes tålmodighed på en hård prøve. Udover det allerede nævnte problem med forsvundne savegames i singleplayer delen, døjer spillet med meget sene drop ins (når dele af banen først læses ind lang tid efter du har bevæget dig ind i et område), mure man kan se og gå igennem, lyd der forsvinder, teksturer, der visse steder ligner noget fra forrige konsolgeneration og endelig tekniske problemer hver gang du skal skifte bane eller bare sætte et nyt spil i gang - min oplevelse var at min Xbox skulle genstartes ca. 10-20% af gangene jeg prøvede at begynde et spil. Jeg går stærkt ud fra at DICE får styr på mange af problemerne i kommende rettelser, men det er ikke i orden at sende et spil på gaden, der indeholder så mange fejl.

Grafisk befinder vi os ellers i den høje ende, specielt lyssætning og skygger fungerer rigtig godt og der er mange fine detaljer gemt på alle banerne. Animationerne ser rigtig godt ud og man føler virkelig adrenalinen pumper, når man sprinter i dækning for en snigskyttes kugler og slutter af med at glide hen ad jorden for at gemme sig bag en lav mur. Her er lydsiden med til at bidrage til spændingen - ofte hører du ikke en snigskyttes skud, før kuglen hvisler forbi dig og smadrer ind i væggen bag dig, og hvis du er heldig kan du nå at redde dig i sikkerhed.


Konklusionen må være at Battlefield opfylder kriterierne for at spil af sin type, uden dog at sprænge rammerne for hvad der er muligt. Som Morten er inde på i sin anmeldelse af Call of Duty: Ghosts kunne jeg efterhånden godt tænke mig at se lidt nytænkning i denne genre; men samtidig må man også erkende at med et budget som en større Hollywood produktion, er der ikke plads til at eksperimentere så meget.

Jeg vil ikke kommentere fordele og ulemper i forhold til ærkefjenden Call of Duty, da diskussionen mellem de to lejre ofte nærmer sig religiøse højder, men bare konkludere at Battlefield 4 byder på masser af det seriens fans elsker det for. Der er ganske vist tekniske fejl, som man kan håbe på bliver løst i gennem opdateringer, uden dem ville karakteren have været lidt højere.
+ Medrivende multiplayer, Levolution systemet
Kedelig singleplayer del, alt for mange tekniske fejl
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.