Battlefield 3

Anmeldt af: Nicolai Hansen - 2. november 2011 - kl. 16:03
Del denne artikel:
25 0

Så er der varmt bly og skudsår til alle. Battelfield 3 er udkommet til Xbox 360, og Xboxlife har haft det en tur igennem anmeldermaskinen.

Battlefield 3 har været længe undervejs, og forventningerne har været tårnhøje. Spørgsmålet på alles læber har været, om svenske DICE kan levere et spil, der lever op til disse forventninger. Uanset om de kan det eller ej, så er én ting helt sikker. Du kan lige så godt hente plaster til øregangene med det samme, for et Battlefield spil er altid ensbetydende med voldsomme eksplosioner og heftige skudsalver.

Battlefield 3 er ikke et spil med fokus på single player delen, og det kan desværre mærkes i spillets kampagne. Den er for kort, og kan overstås på bare 4-5 timer, også selvom man tager den med ro, og ikke forsøger at komme igennem banerne så hurtigt som muligt. Som i mange andre skydespil, er missionerne lige ud ad landevejen. Bevæg dig fra punkt A til punkt B, beskyt, tilfangetag eller eliminer Objekt C - hvis du møder noget undervejs som bevæger sig, så skyd, eller spræng det i stumper og stykker. Intet overrasker ved gameplay og kontrolopsætning, og første personsskydespil-veteraner skal ikke bruge mere end 30 sekunder, før de vil føle sig helt på hjemmebane. Kontrollen er hurtig og præcis, og man rammer hvad man sigter på. Lige præcis hvad et godt skydespil skal indeholde.




Desværre har Battlefield 3 en kedelig tendens til at afbryde løjerne, ligesom det begynder at blive rigtigt sjovt. Man kæmper sig igennem de første bølger af fjender, og er kommet godt i gang med at uddele højtbelagt, og så er banen lige pludselig slut. Eller midt i en intens jagt, hvor spillet på fineste vis fanger intensiteten og lader spilleren forsvinde ind i en verden af action og spænding, blot for at afbryde begivenhederne med en såkaldt quick time event. Det føles nogenlunde som en spand koldt vand i hovedet på sidste skoledag, i stedet for de karameller man havde glædet sig til. En quick time event er en forudbestemt begivenhed, hvor spilleren skal trykke de knapper, der vises på skærmen, for at komme helskindet igennem begivenheden. Quick time events kan sagtens implementeres i actionspil, hvor især hack and slash genren nyder godt af dette, men som de fleste nok er klar over er Battlefield 3 et skydespil, og de mildest talt kedelige quick time events med for eksempel et enkelt knaptryk, ja et, er helt malplacerede i dette spil.

Til gengæld er det meget småt med deciderede fejl i spillet. Fjenderne er måske ikke direkte intelligente, men på den anden side, står de heller ikke bare og kigger tomt ud i luften mens du fylder dem med bly. Og så alligevel. Enkelte gange er det muligt at presse så langt frem, at man står stort set i den dør hvor fjenderne kommer ud. Fejlen er, at de ignorerer dig indtil de er nået hen til positioner, hvor DICE mener de skal være. En noget mærkelig oplevelse at stå i en døråbning og svinge med dolken (I ved hvad jeg mener), mens fjenderne fuldstændig ignorerer dig. Så er der selvfølgelig også holdkammeraterne, der gentager sig selv i tide og utide. Dette har ikke direkte indvirkning på gameplayet, men det føles til tider lidt ligesom at være fanget på Holbækmotorvejen med svigermor på bagsædet; altså irriterende.

I det store hele skuffer single player delen en smule. Dette skyldes især, at vi ved hvad DICE kan levere på den front. I den svenske udviklers sidste Battlefield spil; Bad Company 2, oplevede undertegnet i hvert fald en helt anden intensitet og indlevelse i både historie og personer, som helt mangler i Battlefield 3. Personerne er nogenlunde ligeså overfladiske og kedelige som deltagerne i Paradise Hotel, og man savner i den grad den cinematiske tilgang fra Bad Company 2, både i selve historiefortællingen men også i levering af replikker. Samlet set er single player delen i Battlefield 3 en oplevelse på det jævne, og jeg kan ikke helt slippe fornemmelsen af, at DICE har lavet single player med autopiloten slået til.




Med en gennemsnits single player del er det nok en god ting, at Battlefield 3 også har en multi player ditto. Ja, jeg snakker selvfølgelig om co-op kampagnen. Co-op kampagnen er med sine 6 missioner væsentligt kortere end single player kampagnen, men den er mærkværdigvis væsentlig mere underholdende. Sandsynligvis fordi man deler oplevelsen med en ven, og rent faktisk har et andet menneske at kommunikere og samarbejde med, men måske også fordi der ikke er så mange dikkedarer, intetsigende mellemsekvenser eller quick timer events. En kort tekst introducerer missionens mål, og derefter sendes din krigskammerat og dig direkte i kamp. Og kamp det bliver der. Fjenderne virker både mere hårdføre og præcise end i single player delen, og vil man vinde skal der samarbejdes. Spiller 1 kan presse fjenderne med heftig ild, og derved give spiller 2 tid til destruere en kampvogn med sin Javelin. Skulle det gå galt (og det vil gå galt), og den ene spiller bliver skudt ned, så er det ikke nødvendigvis game over. Hvis han kravler i sikkerhed, kan makkeren genoplive ham, og kampen kan tages op igen.

Missionerne foregår ofte i kendte omgivelser fra single player delen, hvor man for eksempel får lov, at opleve tingene fra nogle af de computerstyrede spilleres synspunkt. Der er også en fin variation i missionerne, som; hold bølger af fjender tilbage, eskorter vigtige personer ud af krigszonen, infiltrer og hent oplysninger. De 6 missioner jeg nævnte før, lyder ikke af meget, men det gør ikke noget for co-op delen har noget single player delen mangler; highscore. Der er et eller andet vanedannede ved at forsøge at forbedre sin egen score eller slå en vens. Når det lykkedes er det altså en fed fornemmelse selvom man måske kun gjorde det bedre med sølle 200 point, og det er lige præcis det co-op delen tilbyder. Klapsalver herfra for det.

Nu kunne man jo foranlediges til at tro, at alt er fint og khakifarvet i co-op delen. Det er det ikke. Co-op har sit helt eget systemtræ for åbning af våben hvilket er endnu en god ting, samt separate statistikker for drab, brugte våben og så videre der gemmes hos EA, og kan bruges til at sammenligne evnerne med et virtuelt våben i forhold til vennerne. Sidstnævnte er muligvis grunden til at der flyver lidt granatsplinter i mellemgulvet, for spillet kører ikke altid helt gnidningsfrit. Man skal igennem en af spillets servere for at kunne spille sammen, og serverne er ikke helt fri for lag og netværksforsinkelser, hvilket kan have dødelige konsekvenser for dit digitale alter ego. Tingene bliver ikke bedre af, at der ikke er nogle checkpoints. Dør begge spillere mod slutningen af en bane, så er man slået hjem, og skal starte banen forfra. Egentlig en fin udfordring, men mere en kilde til frustration, hvis man dør på grund af førnævnte lag.




Det er ikke kun i co-op lag og netværksforsinkelser kan være et problem. Det grimme netværksmonster stikker desværre også sit hoved frem i den ”rigtige” multi player del af Battlefield 3. Ja, det er nu vi skal snakke Rush, Conquest og de andre multi player spiltyper, men vi starter med førnævnte monster. Battlefield 3 har netværksproblemer, og det starter som regel allerede i menuen inden man starter et spil. Fra menupunktet My Soldier kan man se statistikker, ændre sammensætning af våben og udstyr, og allerede her ses de første indikationer på problemerne. Det er ikke unormalt, at man mødes med en besked om at det ikke er muligt at få forbindelse til serveren. Dette er dog kun et mindre irritationsmoment, da man kan vælge My Soldier umiddelbart efter denne besked, hvorefter man får forbindelse.

Netværksproblemerne fortsætter, når man vil forsøge at finde en kamp. Den indbyggede server browser et rigtigt godt tiltag. Man kan definere en lang række søgekriterier, og finde lige præcis den server, der passer, man kan bare ikke være sikker på at komme ind på grund af server time out beskeder (dem får man tit). Serverbrowseren er et velkomment tiltag på Xbox 360, men tiltaget er ikke bedre end de servere, der ligger bagved. Man kan selvfølgelig altid, med fare for at blive sendt til en server langt væk, vælge at finde en kamp via Quick Match funktionen. Det virker som regel efter 3-4 forsøg. Det er i hvert fald det antal forsøg jeg som regel skulle bruge for at komme ind i en kamp. Med ovennævnte netværksproblemer i baghovedet, så forestil dig hvor besværligt det kan være at komme ind i en kamp med vennerne. Det kan lade sig gøre, men absolut ikke uden sværdslag og nogle grå hår mere i hårpragten.

I selve kampene mærkes netværksproblemerne i form af skud der ikke dræber, selvom man får indikationer af at have ramt en modstander, eller spillere der rykker sig 20 meter ad gangen. Det primære problem er dog de frygtede såkaldte elastik-forsinkelser. Man bevæger sig fremad, og bliver pludselig flyttet flere meter bagud, som om man bliver trukket tilbage i en udspændt elastik. Horisontalt elastikspring er muligvis en glimrende forretningside i Grækenland, men i et skydespil kan den samme idé koste liv. Ved flere lejligheder oplevede jeg at løbe i dækning for fjendens ild, blot for at blive hevet lige ud i skudlinien igen. Ikke rart.




Med alt dette ude i det åbne, skal det retfærdigvis siges, at EA tydeligvis arbejder hårdt på at forbedre online oplevelsen. Der har været en del planlagt nedetid, hvor serverne er blevet optimeret, og hen over de sidste par dage, har jeg mærket markante forbedringer, hvor det både er nemmere at finde en kamp hurtigt, og netværksproblemerne efterhånden er reduceret til få tilfælde. Det skal også siges, at når Battlefield 3 kører som det skal, så er online multi player noget af det mest underholdende man kan lave på sin Xbox 360. Som stort set alle andre online spil er oplevelsen endnu bedre, når den kan deles med vennerne, men dette spil formår alligevel at løfte sig over mange af konkurrenterne i den henseende.

Der er nemlig fokus på at spille for og med holdet, endda i så høj grad, at man ligesom i tidligere titler kan kommunikere og hjælpe medspillere uden at bruge mikrofon. Dette foregår via Back knappen på controlleren, der afhængig af situationen kan markere fjender, bede om hjælp eller tilbyde hjælp. Det er naturligvis ikke lige så godt som at snakke med sit hold, og de hold der benytter sig af verbal kommunikation er tit og ofte dem der vinder. En 4 mands deling der sidder i Xbox Live Party sammen, kan ved hjælp af lidt taktisk snilde og kommunikation vinde en hel kamp, og når det sker føler man sig nærmest som en velsmurt og ustoppelig krigsmaskine. Rigtig rart. Derfor er det også godt, at DICE har gjort det nemt at komme til at spille med vennerne. I server browseren kan man få et hurtigt overblik over hvilke kampe de spiller, og når man er inde i en kamp, er det nemt og smertefrit at skifte hold eller starte en enhed på holdet uden, at spillet vælger for en.

Hvis der ikke er nogle af vennerne online, kan man med fordel vælge at spille en af de spiltyper der ikke er målbaseret. Squad Team Deathmatch er tilbage, men har fået selskab af sin noget mere kendte bror Team Deatmatch. To hold på hver 8 spillere forsøger at skyde hinanden, men på noget mindre baner end i 12 mod 12 spiltyperne. Ganske underholdende, da både intensitet og action er i højsædet. I sidste ende er det dog stadig de målorienterede spiltyper Rush og Conquest, der er Battlefield 3s største forcer. Kæmpe baner hvor der kæmpes indædt til lands, til vands og i luften om enten at holde punkter eller sprænge mål i luften. Uanset hvad man vælger at spille, er der altid noget lave eller at låse op for. Ny rang, nye våben, medaljer og ordner - hvis man vil åbne for alt, ligger der nemt flere måneders fuldtidsarbejde og venter.




Gameplayet i Battlefield 3 vil være velkendt for veteraner i serien. Såkaldte Rambo-metoder, hvor man spæner ud over stepperne med sit maskingevær, kommer man stadig ikke langt med. Der kræves omtanke og tålmodighed, hvis man vil have succes (og gode samarbejdsevner, hvis det ikke fremgik tydeligt nok tidligere). Der er med andre ord ikke skruet for meget på basisgameplayet fra tidligere Battlefield spil, og det er bestemt en god ting.

Der er til gengæld skruet gevaldigt på de forskellige klasser. Medic er væk, og Assault er nu den klasse der sætter plaster på, og genopliver faldne holdkammerater, og som et stort plus, er det nu slut med at blive genoplivet midt i en fjendens ild. Bliver man genoplivet, vælger man selv om man vil rejse sig, eller hellere vil have lov at komme tilbage i kamp på almindelig vis ved at starte i egen base eller hos en delingskammerar. Engineer har fået adgang til kraftigere våben. Recon har fået mere fokus på at indhente informationer og støtte holdet ved blandt andet at opsætte sensorer, der advarer om fjender. Mængden af snigskytter, der sidder langt fra målet og plejer sine egne statistikker, er væsentligt mindre end i Bad Company 2. Med Medic klassen væk er der blevet plads til den nye klasse: Support. Her er der adgang til større geværer, mortérer og ikke mindst muligheden for at dele ammunition med resten af holdet. Support kan med sine store magasiner lægge et tæppe af geværild over fjenden, hvilket vil sløre modstanderens udsyn væsentligt, og skulle en medspiller skyde en af de pressede modstandere, er der udbetaling ved pointkassen i form af Supression Assist. Ja, man bliver rent faktisk belønnet for at støtte holdkammerater, der forsøger at rykke frem. Det giver endnu et plus i bogen.

Nok om multi player. Hvad med den der High Definition grafikpakke alle snakker om? Det er en let lille sag på 1.5 gigabyte, og ja den forbedrer i den grad det grafiske indtryk. Teksturer fremstår i flotte og farverige detaljer, godt hjulpet af nogle intet mindre end fantastiske lyseffekter. Solen der hænger lavt på himlen, og omkranser alt med en svag glød mens de lange skygger, gør det svært at se modstanderne, giver næsten en lyst til lige at smide benene op og åbne en kold øl, så man rigtigt kan nyde synet. Og det er endda i online delen. Ikke fordi single player delen halter. Den er faktisk flottere, og er noget af det bedste jeg har set på Xbox 360. Nogen hos DICE har gjort god brug af deres 3ds Max licens (eller hvad de nu har brugt). Hvis man har plads på harddisken, er installation af High Definition pakken ikke til at komme udenom. Det skal bare gøres. Der er selvfølgelig enkelte tekstur fejl og pop-ins hist og her, men det bemærker man dårligt, når en mortér slår ned 5 meter væk. Dels fordi man får travlt med at søge dækning, men lige så meget fordi eksplosionerne simpelthen er enhver rask drengs våde drøm. Sten, grus og metaldele kastes flere meter op i luften, når de helt store kanonslag bliver fyret af.




Så gør det jo heller ikke noget, at ovennævnte eksplosioner ledsages af et øresønderrivende brag, der kan garantere en plads i venteværelset hos den nærmeste ørespecialist, hvis man skruer for højt op. Problemet er at man har lyst til at skrue op. Der er geværild, eksplosioner og kampråb i det fjerne, som overdøves af den dybe torden fra sidekammeratens M-249 maskingevær, mens en kugle piver lige hen over hovedet. Hvis ikke grafikken hensætter en til en slagmark, så gør lydbilledet det helt sikkert. Hvis man da vel at mærke vælger den rigtige opsætning i Options menuen. War Tapes var et populært valg i Bad Company 2. Det er stadig højt, men mangler surround sound. Headset virker simpelthen for lavt, selv i et headset, så prøv dig frem. Find den lydopsætning, og så vil din Battlefield 3 oplevelse ikke skuffe.

Så kom vi til vejs ende. Der var både plusser og minusser undervejs, men når de tælles sammen, er der en klar overvægt på plus-siden. Hvis man kun spiller single player, så vil jeg anbefale at leje spillet. Kampagnen er for kort og kedelig til at retfærdiggøre et køb på 400-500 kroner. Er man til online multi player så køb det. Ja, der er netværksproblemer og det trækker selvfølgelig lidt ned i helhedsindtrykket, men det værste ser ud til at være overstået, og spillet kører efterhånden ganske godt, og så ligger der altså en rigtig skæg multi player oplevelse og venter - især hvis man kan lokke vennerne til også at købe Battlefield 3.
Gameplay:9.0
Grafik:9.5
Online:9.0
Holdbarhed:9.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.