Batman: Arkham Origins Blackgate

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 15. april 2014 - kl. 14:26
Del denne artikel:
0 0

Den maskerede hævner tæsker sig atter ind på din Xbox 360. I en moralsk efterløber til det lettere problemplagede Origins, ændres der lidt på synsvinklen

Som det har været tilfældet i filmens verden, har Batman også samlet sig pænt med succes i digital form. Det mørke miljø i Batman: Arkham spillene har ramt tidsånden utroligt godt. Sidste års Origins var godt nok det svageste skud på stammen, da det blev lanceret med en del tekniske problemer og samtidig for første gang gav indtrykket af en serie, som var gået lidt i stå. På samme tid gjorde Batman: Arkham Origins Blackgate sit indtog på Playstation Vita. Nu vælger man så at opskalere denne oplevelse til den store skærm.

Historiemæssigt er vi røget i forlængelse af Origins, hvor man er lykkedes med at smide Batmans fjender bag lås og slå. I Gotham Citys univers fungerer fængselsvæsenet dog ikke videre effektivt, og det er tilsyneladende lykkedes The Joker, The Penguin samt Black Mask at besætte det fængsel, der ellers skulle holde dem fra at lave unoder. Catwoman lokker vores helt i armene på dem, og det bliver startskuddet på et slå på munden eventyr i Blackgate Prison.




Fængslet er delt op i tre dele, som hvert styres af en af nævnte superskurke. Du vælger frit i hvilken rækkefølge du vil tackle dem. Som det fremgår af skærmbillederne er synsvinklen noget anderledes end man er vant til fra de andre Batman spil. Blackgate betragtes nemlig fra siden i noget, der vel nærmest kan betegnes som 2,5D. Vores kære hovedperson er dog ikke begrænset i sine evner. Kampsystemet virker nemlig meget som det man kender. Kontraangreb, snig-angreb og kamp mod et hav af lakajer er nemlig vejen frem.

Det som fungerer så godt i tre dimensioner, fungerer dog lidt værre her. Det skyldes mest af alt, at vores hovedperson og begivenhederne generelt føles en anelse tunge. Årsagen hertil er helt klart, at gameplayet er vægtet over mod at give dig muligheder i kampene – men synsvinklen understøtter bedre hurtigt, flydende gameplay. Ikke at det decideret er uspilleligt, rent faktisk vænner man sig relativt hurtigt til begrænsningerne, men det er tilvænning og ikke noget som forekommer naturligt. Negativt, så er kortet noget nær ubrugeligt. Man har valgt at give det dybde, og det gør det unødigt besværligt at manøvrere rundt. Positivt har man implementeret en del af de gadgets, som vi efterhånden har lært at elske. De bruges til at løse simple gåder, hvilke fint passer ind i det lidt nedskruede tempo.




Grafisk er Blackgate en lidt blandet oplevelse. Det er tydeligt, at man har taget originalen fra Playstation Vita og mere eller mindre konverteret denne direkte til Xbox 360 bare i højere opløsning. Spillet er fyldt med tegneserieinspirerede billeder, der bruges til at fortælle historien. Stilen på disse er virkelig god, selv om nogle af bevægelserne ser lidt kluntede ud. Selve spillet er lidt mere ærgerligt. Umiddelbart er vores hovedperson fint gengivet og animeret, men det holder ikke når kameraet bevæger sig tættere på. Så minder det mere om hovedet på en voksmannequin. Endnu værre står det til for den ensformige tsunami af banditter, som skyller ind over dig. De er udtværede grå i grå og bevæger sig ubehjælpeligt kluntet. Man føler sig nærmest hensat til et afsnit af The Walking Dead.

Underligt nok morede jeg mig alligevel med Blackgate. Det skyldes måske mest af alt, at det er ligetil underholdning, som er let at samle op og sætte sig ind i. Reelt minder det ikke så lidt, om de sidescrollende beat’em-ups, der var dominerende på hjemmeunderholdningssystemerne for nogle generationer siden. Historien har ikke meget vægt, men en regnvåd aften fanget i et mørkt fængsel sammen med superskurke er vel også fint nok som tematisk oplæg. Teknisk kan man godt se, at det er løftet fra et inferiørt system og givet en HD glasering, men tegneseriestilen er stadig god. Et fint lille spil til at fordrive tiden mellem de store, tunge udgivelser.

Batman: Arkham Origins Blackgate kan købes på Xbox Games Store, fylder lidt over 2,5 GB og koster 155 kr.
Fakta
Batman: Arkham Origins Blackgate

Batman: Arkham Origins Blackgate

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerArmature Studio
UdgiverWarner Bros.
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Ligetil underholdning, fede gadgets, god tematisk stil
Synlig opgradering fra dårligere platform, ikke overvældende variation
Gameplay:6.5
Grafik:6.0
Online:-
Holdbarhed:5.5
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.