Historien foregår imellem de forskellige baner og er egentlig en række ret simple mellemsekvenser, hvor en kvindestemme fortæller den meget simple historie. At de har valgt at have en historie som optakt til hver bane er fint nok, men man ender desværre med bare gerne at ville forbi den, fordi selve spillet er så sjovt og ikke mindst vanedannende, som det er.
Som jeg skrev før, så handler det som oftest om, at man skal få baggrundsfarven til at blive samme farve over hele brættet ved at matche brikker, der ligner hinanden, men der er flere forskellige udfordringer end bare det. Der er nemlig også baner, hvor der eksempelvis er gået ild i brættet og hvor udfordringen så er, at man skal matche brikkerne rundt om ilden for at få ilden til at gå ud – det lyder nemmere end det nødvendigvis er, for ilden spreder sig ret hurtigt, hvis man ikke sørger for at gå lidt taktisk til opgaven. En anden type udfordring er hvor en række biller befinder sig i bunden af brættet, hver bille har en bestemt mængde energi, som er angivet med et tal på ryggen af dem. Opgaven går nu ud på, at man skal matche brikker der rører billerne, så man får slået dem ihjel, inden de kommer helt op i toppen af brættet – igen lyder det meget nemmere end det nødvendigvis er, for der er ingen garanti for, at brikkerne i nærheden af billerne har samme farve og dermed kan matches.
Efterhånden som man kommer længere og længere igennem spillet, låser man op for en række forskellige powerups, som hver især giver forskellige fordele. Der er frit valg for, hvilke af de tilgængelige powerups man har lyst til at bruge, man vælger blot de to, man vil have med – en fra de aktive og en fra de passive - inden man starter på banen. Powerupsne er som nævnt opdelt i to forskellige kategorier: aktive og passive. De aktive fremgår på skærmen, ligesom de normale felter man skal koble sammen, forskellen er bare, at når man kæder dem sammen, så bliver deres evne aktiveret. Der er i alt otte forskellige aktive powerups og for bare at nævne et par stykker, så er der dynamit, som fjerner en del af de omkringliggende felter, når man matcher dem sammen og de eksploderer. Andre af dem tilføjer mere tid, oplader tesla coilsne i toppen af skærmen og hjælper med at fjerne bestemte områder fra kortet.
De passive powerups er der ligeledes otte af, men i modsætning til de aktive er det noget, som giver generelle fordele på banerne. Det kan eksempelvis være mere tid på uret, færre typer af brikker der kan matches og andre ting, der modificerer gameplayet.
Generelt er sværhedsgraden i spillet ikke super høj, så hvis bare man har lidt tålmodighed til at prøve banerne et par gange, så skal man nok komme igennem dem indenfor en overskuelig periode. Dette er også årsagen til, at jeg personligt synes, at spillet føles en anelse kort – husk på, at man fra lignende spil som Bejeweled og Hexic virkelig skulle have tålmodighed, hvis man ville igennem dem.
Til gengæld kan man så bare kaste sig over Challenge spiltypen, når man er færdig med historien. Der er to forskellige Challenge muligheder, en hvor det gælder om at score så mange point som muligt, blandt andet ved at lave store matches på over seks brikker for at oparbejde en høj multiplier. Den anden Challenge type går ud på, at man skal gennemføre alle banerne fra historien på halv tid, hvis man når det, får man en medalje per bane.
Challenges er rigtig sjove at spille, og man får en god omgang adrenalin banket igennem kroppen på grund af tidspresset. Det største problem er dog, at der ikke er online leaderboards – det er virkelig en skam, for det ødelægger lidt holdbarheden i at spille disse Challenges. Umiddelbart burde det have ligget lige til højrebenet også at få lavet det, men det har 10 Tons Entertainment så valgt ikke at gøre af uransagelige årsager.
Nu når vi er ved de knapt så gode ting ved spillet, bliver jeg også nødt til at nævne selve styringen. Selvom den er nogenlunde nem at gå til; man navigerer rundt på brættet med venstre thumb-stick og holder A-knappen nede for at markere og giver slip igen, når man er klar til at matche brikkerne, så er den nogle gange så upræcis, at man mister kostbar tid, bare fordi man er kommet til at køre ind over en forkert brik på sin vej, det kunne de helt sikkert godt have lavet bedre.
Lydsiden er faktisk ganske fin, soundtracket i baggrunden er noget afdæmpet klassisk musik, som intensiverer, når man nærmer sig det punkt, hvor tiden er ved at løbe ud. Det er selvfølgelig med til at gøre spilleoplevelsen mere intensiv, men er samtidig lavet på en måde, så man ikke bliver irriteret over at høre på det, selvom det kører i baggrunden hele tiden.
Det grafiske er der heller ikke så meget at komme efter, da det jo bare ligner det, vi tidligere har set fra andre spil i samme kategori. Mellemsekvenserne, som jeg tidligere har fortalt om, er billeder med meget simpel animation, men det er som sagt heller ikke på dette område, at det interessante ved spillet skal findes.
Azkend 2: The World Beneath er et rigtigt underholdende spil, som uden tvivl vil falde i god jord hos dem, der i forvejen bare ikke kunne få nok af titler i samme puzzle-genre som Bejeweled og Hexic. Jeg fik gennemført det på et par dage og var rigtig godt underholdt hele vejen igennem.
Spillet kan købes til Xbox One nu, og koster 59 kroner, hvilket må siges at være en udemærket pris for så mange timers underholdning.
Facebook
Twitter
