Assassin's Creed Unity

Anmeldt af: Jakob Tofte - 19. november 2014 - kl. 19:31
Del denne artikel:
9 0

I fire år har Ubisoft på tværs af et væld af deres studier arbejdet med Assassin’s Creed Unity. Visionen har været at søge tilbage til de gamle dyder. Resultatet er et fremragende spil, men også et spil med en markant mængde fejl og svagheder.

Vi tager hul på en ny gren af historien i Assassin’s Creed serien, og retter denne gang vores blik imod Paris, tiden omkring Den Franske Revolution og en ny hovedperson, den unge og kække Arno Victor Dorian. Ganske som det efterhånden er blevet kutyme for spilserien når vi skal sige goddag til en ny hovedperson, gælder det også i Unity, at Arno bliver udsat for en voldsom, skelsættende og traumatisk udvikling i sit unge liv – en udvikling, der resulterer i mødet med snigmorderordenen. Vi vil ikke gå i detaljer med historien og derved ødelægge plottet for kommende spillere, men som de fleste på forhånd nok kan gætte, så bliver Arno optaget som medlem af snigmorderordenen, hvorefter en række mere eller mindre fremtrædende personer skal skaffes af vejen til gavn for både hans egen hævntørst og andres vinding.

Undervejs spindes en historie, hvor kærligheden til Arnos barndomskæreste, Elise, hans søgen efter hævn, klarlæggelse af sandheden, snigmordernes evige krig mod tempelridderne og den tiltagende konflikt i Paris, som kulminerer med revolutionen, alle er toneangivende elementer. Historien er god på mange områder, men også rimelig forudsigelig i sine grove træk. Selvfølgelig er der overraskelser, men generelt kan man vel sammenligne det lidt med en James Bond film, forstået på den måde, at selvom der er en ny historie og en ny scene for eventyret, så er der visse grundsten og elementer, man bare fra begyndelsen ved er tilstede når man har fingrene i et spil fra Assassin’s Creed serien. Om det er godt eller skidt, at historien og hele rygradden i spillet lægger sig så tæt op ad tidligere spil må være op til den enkelte at bedømme. Sommetider kan man godt ønske sig fornyelse, men i visse tilfælde gælder det også om at holde fast i det, som spillerne elsker. Det kan virke en smule udvandet, men det ændrer ikke på, at konceptet jo i hvert fald ikke er blevet så populært som tilfældet er uden grund.




Arno som spilkarakter er ung, kæk og smart i en fart, men også en seriøs ung herre, som måske lidt for hurtigt bliver tvunget ind i et liv med voksne problemer og bekymringer. Der ses hurtigt en lang række lighedspunkter med spilseriens måske til dato mest elskede karakter, Ezio Auditore da Firenze, men desværre når Arno aldrig helt at bide sig fast i min bevidsthed på samme måde som Ezio gjorde. Jeg ved ikke helt hvad der mangler, og om der overhovedet mangler noget. Sandheden er nok bare, at når man i en serie én gang har ramt sømmet på hovedet og skabt det særlige usynlige ”bånd” mellem spiller og spilkarakter, så er det noget nær en umulig opgave, at genskabe det med en ny karakter. Når det er sagt, så fandt jeg mig absolut mere draget af Arno end jeg har gjort af både Connor, Aveline og Edward Kenway i mellemtiden.

Undervejs i eventyret følger spillet den sædvanlige åbne formel, hvor hovedhistorien flankeres af et væld af sidemissioner og en stor portion kister og andre samleobjekter, der skal findes. Igen viser Ubisoft stor historisk snilde når flere af historiens største personligheder, blandt andre Napoleón Bonaparte og Marquis de Sade finurligt flettes ind og ud af historien, som vi oprindeligt også så det med Leonardo da Vinci og senere George Washington og Edward Teach. Sidemissionerne er som oftest veludviklede og afvekslende. Naturligvis kan hovedelementer gå igen, men fordi de fleste missioner er pakket så fint ind i deres egne små historier, så virker de for det meste vedrørende og afvekslende.




Også når det kommer til spillets styring og gameplay, er der søgt tilbage til rødderne. Her er ingen søslag og snigmordere man kan kalde på eller skal sende på usynlige missioner til andre lande og byer, med ren parkour og kamp i sin mest klassiske form set siden Assassin’s Creed II. Dog er det samtidig tydeligt, at udviklerne har trukket på de mange erfaringer, de unægtelig har gjort sig i løbet af de sidste mange spils udvikling. Parkoursystemet er nu videreudviklet så det også omfatter nedadgående bevægelser. Hvor det før kun var muligt at springe ned eller hænge sig i mure og slippe med hænderne, så kan man nu på ganske simpel vis bevæge sig ligeså flydende og hurtigt nedad, som man kan opad. Det er dejligt at være kommet væk fra det frustrerende og uinteressante etknaps-system, som blev introduceret i Assassin’s Creed III og tilbage til den gamle styring. Den fungerer upåklageligt, og når man med lidt øvelse begynder at mestre styringen eller genvinde fortroligheden med den, så er der ikke meget, der føles federe end af suse op og ned og henover Paris’ tage med høj fart og kvikke manøvrer.

Kampsystemet er forbedret, men stadig ikke uden sine svagheder. Der bruges et simpelt system, som er let at lære, men svært at mestre til perfektion. Det handler om timing og bevægelse. Udviklerne har efter eget udsagn gjort fjenderne mere dødbringende og sværere at kæmpe imod, og dette mærkes tydeligt. Der er stor forskel på fjendernes styrker, og det er vigtigt at kæde sine bevægelser klogt sammen, hvis man vil besejre især de hårdeste af fjenderne. Desværre er det ikke lykkedes for Ubisoft at gøre op med problemet, hvor fjenderne angriber på tur. Til tider bliver man angrebet af to på en gang, men for det meste vil man kunne se, hvordan fjenderne nærmest stiller sig pænt op og venter på, at det bliver deres tur til at angribe. Sådan ville en række skrupelløse soldater nok næppe gribe en dødsensfarlig snigmorder an i virkeligheden.




Økonomien i spillet er inddelt i flere forskellige ”valutaer”, som bruges til forskellige ting. Man vinder hurtigt hævd over et gammelt teater i byen, og her kan man bruge penge på at sætte teatret i stand. Dette vil øge ens indtjening pr. tyve minutters spil, hvilket minder meget om det vi før i tiden så med istandsættelse af forskellige butikker. Man kan også bruge penge på at opgradere våben, købe nye rustninger og som noget nyt kan man bruge én af spillets andre valutaer til at opbygge ens evner. Ved mange missioner optjenes der point, som kan fordeles på et evnetræ, for der igennem at tilrette karakteren efter ens spillestil. Om man ønsker at være rigtig dygtig til at dirke låse op, hellere vil kunne slå to fjender ihjel ad gangen med sine skjulte klinger eller om man føler behov for flere bjælker i sin livsbar, det er således nu blevet mere et spørgsmål om overvejelser og valg end det var før i tiden. Evneudviklingen er en kærkommen tilføjelse, som giver mening og fungerer godt.

Økonomien bruges også når vi kommer til spillets implementerede co-op del. Man kan nemlig i Assassin’s Creed Unity invitere og spille med op til tre andre snigmordere. Spillene foregår i værtsspillerens spilverden, og der er her mulighed for at deltage i en række samarbejdsmissioner samt en række såkaldte heists, hvor man skal have fat i varierende genstande af en vis værdi. Alle belønninger og udviklinger deles og tages med tilbage til eget spil. Her bruges økonomien til at købe forskellige evner, som de andre spillere i spillet vil kunne drage nytte af. Hvis jeg for eksempel køber evnen til at dele mit Eagle Vision, så vil de andre også kunne drage nytte af dette. Det er en fin tilføjelse, og det kan absolut mærkes, at man som hold har en fordel, hvis man hver især deler sin evne med de andre. Så føles hele enheden stærkere. Jeg savner dog en smule mere dybde i denne del af spillet, idet der kun er fire forskellige evner. Der er derfor kun én kombinationsmulighed, hvis alle fire spillere vel at mærke medbringer en forskellig evne.

Ubisoft er gået væk fra den ellers efterhånden velkendte kompetitive multiplayer og har i denne omgang udelukkende fokuseret på co-op. Det vil nok i nogens øjne være en ærgerlig nyhed, idet multiplayerdelen i Assassin’s Creed tilbød noget, som ingen andre spil tilbød. Min tid med spillets co-op har fungeret fint og uden de store problemer i forhold til tilslutning og stabilitet. Spillets gængse problemer går igen i onlinespil, men det lader ikke til at være værre.




Ubisoft har også udviklet en såkaldt Companion App, som kan hentes til langt de fleste telefoner og tablets. Udover at man kan tilslutte appen og synkronisere med Smartglass imens man spiller, og derved hele tiden følge Arno på sin telefons kort, så kan man også her løse mindre gåder, der låser op for forskellige opgaver. Disse løses ved at sende sine snigmordere afsted på tidsbestemte missioner. Løbende bliver man så belønnet med kister i spillet. Dette minder faktisk lidt om måden man sendte sine snigmordere afsted på i tidligere spil, så da jeg skrev, at dette ikke længere eksisterede i spillet, så var det faktisk en mindre løgn. Men det er flyttet ud af selve spillet og ind i app’en. Jeg ser umiddelbart app’en som en lidt overflødig ting, der sikkert bare er lavet fordi det er trendy at implementere telefoner og tablets i øjeblikket. Jeg har brugt lidt tid på at sende mine snigmordere afsted imens jeg har været væk fra Xboxen. Men jeg har primært gjort det fordi jeg kunne og fordi jeg skulle kunne skrive om det i denne anmeldelse. Hvis muligheden ikke have været der, havde jeg med sikkerhed heller ikke savnet den.

Grafikken i Assassin’s Creed Unity vil uomtvisteligt være noget af det, der kan blive talt længst om. Den er nemlig både noget af det smukkeste vi har set, men desværre også noget af det mest fejlfyldte vi har set. Lad os med det samme slå fast, at grafikken overordnet set er smuk og detaljeret, og det er en fornøjelse at observere, hvordan byen ændrer sig i takt med, at Den Franske Revolution nærmer sig sit højdepunkt. Folkemængderne flokkes, barrikader bliver bygget og konflikten tager til. Paris er den største by set i et Assassin’s Creed spil til dato, og med udviklernes sædvanlige sans for historisk præcision og Xbox Ones tekniske formåen, er det blevet muligt at fylde skærmen med op til 5.000 ikke-spilbare karakterer ad gangen. Detaljegraden, lyssætningen, dag/nat rytmen, vejrforhold, og de utroligt varierende bydele Paris har at byde på, er alt sammen med til at gøre denne spilverden til den flotteste og efter min mening også mest interessante vi har set i Assassin’s Creed nogensinde.




Desværre er grafikken som nævnt ikke uden fejl. For bag alle de rosende ord jeg lige er kommet med, ligger der desværre også et vidne om, at Ubisoft endnu ikke har magtet at udnytte grafikmotoren til fulde. Spillet hakker voldsomt til tider. Det har ikke ødelagt spiloplevelsen for mig endnu, men det er for markant til ikke at nævne. Der er som nævnt et imponerende antal detaljer og karakterer på skærmen ad gangen til tider, og det kræver selvfølgelig en del. Men den hakkende grafik viser sig også på tidspunkter, hvor man burde mene, at det ikke skulle ske. Dertil kommer en række teksturfejl, som desværre går igen lidt for tit. Man ser med jævne mellemrum mennesker, der står flettet ind i hinanden, hunde, der svæver i luften, mennesker, der lige pludselig forsvinder eller popper op og lignende. Meget af det håber vi på kan løses med opdateringer, men det ændrer ikke på, at lige nu står vi rent grafisk med et spil, der uden tvivl er bjergtagende smukt, men også alt for fejlfyldt. Krydrer man dette med nogle loadtider, der er fuldstændig uacceptable, så synes jeg ikke det er godt nok. Det er ikke unormalt, at spillet skal loade i mellem et og to minutter når man skifter scene, område eller begynder på en mission.

På lydsiden leveres der et sædvanligt stemningsfyldt soundtrack, og stemningen i gaderne er god og levende. Stemmeskuespillet over hele linjen er generelt solidt og i top, men én ting undrer jeg mig over, og det forstyrrer min oplevelse af troværdighed i spillet. Jeg undrer mig nemlig over, at så mange mennesker i Frankrig angiveligt talte ærkebritisk eller irsk. Jeg er godt klar over, at det selvfølgelig nok er gjort for at engelsktalende spillere kan forstå hvad der bliver sagt, men det havde i min bog klædt spillet, hvis det engelske trods alt blev talt med lidt fransk dialekt. Spillet skaber på så mange andre områder en meget overbevisende ramme, og derfor knækker filmen for mig når der bliver talt som om, at alle tilhører det bedre borgerskab i London eller Dublin. Til tider glemte jeg næsten, at Frankrig ikke var en britisk koloni. Det har for mit vedkommende resulteret i, at jeg har ændret spillets talte sprog til fransk og nu udelukkende læner mig op ad underteksterne. Simpelthen for at kunne blive i stemningen.




På bundlinjen er Assassin’s Creed et solidt og godt eventyr i den allerede velkendte spilserie. Springet tilbage til de gamle dyder tager jeg personligt godt imod, og det giver en følelse af tilfredshed at kunne spille endnu et eventyr i spilserien, der tog så mange med storm. Jeg følte, at serien var ved at løbe af sporet, men at udviklerne nu har bragt den tilbage på ret kurs igen. De tekniske vanskeligheder, med primær fokus på hakkende grafik, lange loadtider, og forstyrrende glitches, er desværre for store til at overse, og den endelige karakter afspejler derfor også dette. Karakteren skal dog ikke afskrække folk fra at prøve kræfter med et spil, der meget let kunne have ligget et par karakterer højere oppe. Dette føles som en ny start på serien på den nye generation af konsoller, og det bliver spændende at se, hvor Ubisoft bringer serien hen de næste fem til ti år.
+ Smuk spilverden, videreudviklet parkoursystem, underholdende co-op
Dræbende loadtider, fejlfyldt grafik, fjenderne er stadig for dumme
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:8.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.