Denne gang er Ubisoft draget til Ægypten for at fortælle historien om hvordan gruppen af snigmordere opstod. Det er en ret god historie med to interessante hovedpersoner, ægteparret Bayek og Aya. Man styrer primært Bayek, men der er også få sekvenser, hvor det er Aya man kontrollerer. Bayek er medjay, en slags politibetjent/beskytter i Siwa området. Dette område bliver involveret i magtkampen mellem Cleopatra og hendes lillebror Ptolemy, som begge ønsker at være farao for hele Ægypten. Det fører til en intens, spændende og ganske underholdende historie. Det er egentlig ikke så overraskende, da de forrige spil i serien også har haft fokus på en god historie med kendte historiske personer, og det har Ubisoft heldigvis ikke pillet ved. Denne gang har de endda også haft fordel af, at plottet starter her, så de har ikke skullet tage så meget hensyn til, hvad der er sket i de forrige spil. De har altså haft lidt mere frie hænder til at skrue et godt plot sammen.
En ting de har pillet ved er måden historien udfolder sig. I tidligere spil blev man ført fra område til område med rimelig fast hånd, men denne gang er spillet meget mere åbent. Man har frihed til at gå lige hvor man vil, og dermed også frihed til fuldstændig at ignorere hovedhistorien hvis det er hvad man ønsker. Det er der nok mange der vil gøre - ikke fordi historien ikke er god, men fordi Ubisoft, som sædvanligt, har spækket spillet med masser af andre aktiviteter at give sig til. De har drysset en masse side-quests ud over områderne, og de er faktisk ganske interessante historier i sig selv. Til forskel fra tidligere spil i serien skal man ikke kravle højt op og synkronisere for at åbne op for aktiviteter. Man støder blot ind i dem, efterhånden som man går eller rider rundt i områderne, og det giver et meget bedre spil i mine øjne. Et spil som ikke føles så ensformigt som de tidligere i serien. Man kan stadig kravle op på udsigtspunkterne, men nu giver synkroniseringen blot lidt ekstra xp samt et bedre syn til ens trofaste følgesvend; en ørn, som man bruger til at udforske og rekognoscere for én.
Der er som sagt masser af aktiviteter; huler, krypter, skibsvrag, ruiner og lignende der gemmer på skatte eller fjender, militærlejre, kaserner, befæstninger og røver-skjulesteder, der ud over at gemme på skatte også ofte gemmer på civile der skal reddes. Dyrelivet er heller ikke helt ufarligt i Ægypten. Ofte støder man på krokodiller, flodheste, hyæner, løver og andre farlige dyr, som udover at true dig også ofte er i færd med at genere lokalbefolkningen. Man kommer kort sagt ikke til at kede sig. Kamp og snigmord er selvfølgelig en vigtig ingrediens, og her har Ubisoft også ændret lidt på konceptet.
Kampsystemet er ændret så det ikke længere føles så mekanisk som det ofte kom til. Nu har man ikke blot fokus på sine egne angreb, men skal reagere mere på hvad fjenden laver, og ikke mindst hvilke våben fjenden er i besiddelse af. Man er nødt til at ændre sin taktik efter modstanderne og huske at blokere og dukke sig, hvis man vil klare sig igennem kampene. Du kan have 2 forskellige nærkampsvåben og 2 buer med dig af gangen og hurtigt skifte imellem dem i kampene. Det giver nogle mere dynamiske kampe, hvor man kan og skal reagere på begivenhederne. Dine våben har nu også egenskaber som kan opgraderes, og du kan finde sjældne og legendariske våben med specielle egenskaber. Det er en god tilføjelse, som får ACO til at føles mere som et rollespil end tidligere. Nu er der pludselig en god grund til at udforske krypter og ruiner, for man finder måske et brugbart legendarisk våben. I forrige spil i serien var det mere for at kunne sætte endnu et kryds i tjeklisten.
En stor del af det at være en snigmorder går selvfølgelig ud på at undgå at komme i åben kamp, og den del har Ubisoft også fået forbedret. Inden man går ind på et forbudt område, kan man nu bruge sin ørn til at udforske området og markere mål og fjender. Så kan man lægge en taktik for, hvordan man skal snige sig ind og ud uden at blive opdaget. Man kan snige sig igennem det høje græs, klatre højt op eller blot time sine bevægelser rigtigt for at forblive uset, eller tage den mere radikale løsning og snigmyrde alle så man har helt fred og ro til sit forehavende. Bliver man opdaget, kan man selvfølgelig vælge at kæmpe, men man kan også flygte eller gemme sig og prøve at snige sig ind igen. Der er masser af muligheder for at føle sig som en farlig snigmorder, og dermed lever spillet jo fint op til sit navn.
Man kan betale smeden for at opgradere sine våben, hvilket er rart, når man nu har fundet et yndlingsvåben, så er man nemlig ikke tvunget til at skifte det ud, når man selv stiger i niveau. Derudover kan man også selv opgradere sit udstyr, hvilket kræver materialer, som man finder på sin rejse. Det er et ret simpelt system, men det fungerer godt. Ofte har denne type systemer det med at blive for indviklede, og den fælde falder ACO ikke i. Det kan betale sig at indsamle ressourcer, og man føler, at man bliver belønnet for at opgradere sine ting uden at det tager al for meget fokus. Det samme gør sig gældende for ens karakter, Bayek, som har tre forskellige retninger man kan udvikle ham i, når man stiger i niveau. Det fører til nogle hårde beslutninger om hvordan man vil udvikle ham. Der er plads til masser af variation, men det virker ikke overvældende. Der er ikke nogle obskure færdigheder, hvor man er i tvivl om hvad effekten er. Det er forholdsvist simpelt, men giver god variation og alle vil kunne skabe en karakter, som passer til lige netop deres måde at spille på.
Lad os nu snakke lidt om Ægypten, for ved at placere spillets handlinger her har Ubisoft begået en, i mine øjne, lille genistreg. Det er et kæmpe område fyldt med variation og detaljer. Der er masser af kendetegn, såsom pyramiderne og sphinxen, som det er en fornøjelse at udforske. Men magien består virkelig i variationen i områderne. Det ene øjeblik er man i ørkenen og kort tid efter i en ægyptisk storby, en sump, et landbrugsområde, et goldt klippelandskab eller noget helt andet. Det virker som en meget realistisk gengivelse af det gamle Ægypten, og jeg er meget imponeret. Jeg nød virkelig at udforske områderne og red ofte rundt på må og få uden noget egentligt mål. Assassins Creed Origins er et utrolig flot spil. Masser af variation, masser af detaljer, masser af liv, og man føler sig virkelig hensat til det gamle Ægypten. Der er en funktion i spillet til at tage billeder, og den brugte jeg ret ofte. Jeg var nemlig ofte imponeret af hvad jeg så og måtte lige gemme det. Der har været en del spil til Xbox One som har imponeret rent grafisk, og dette hører så absolut til blandt de mest imponerende.
Skal jeg hælde lidt malurt i bægeret her til sidst - det skal jeg ikke nødvendigvis, men når man når min alder kan man godt lide at brokke sig lidt, så det vil jeg gøre - så er der et par småting, der generede mig lidt. Nogle af knapperne er ikke helt gennemtænkt. Når man støder på en ny quest, kan man holde Select inde for at gøre den aktiv. Holder man Select inde på andre tidspunkter, så beder man Bayek om at vente til solen går ned eller op – ofte var jeg i færd med at holde Select inde for at gøre en quest aktiv og inden det skete, gik spillet videre i teksten og pludselig sprang tiden frem i stedet for. Eller da jeg ville stige op på min hest og i stedet for myrdede en uskyldig mand. Det er nemlig samme knap, der bruges til begge ting – hvilket ikke er så heldigt. Jeg oplevede også et par gange eller tre, at spillet frøs i nogle sekunder. Jeg kunne ikke rigtig se noget mønster i det, og det skete heldigvis sjældent, vel nok en 3-4 gange i løbet af de 34 timer jeg har spillet. Men det gav lige et chok hver gang, hvor jeg lige troede at spillet var gået ned. Mit sidste brok går på søslagene, for selvfølgelig skal man sejle et skib og udkæmpe krig til søs. Det fandt jeg ret kedeligt, og det virkede ikke som et helhjertet forsøg fra Ubisofts side, men mere som om de følte, at det skulle med, fordi det tidligere har vist sig at være populært.
Assassins Creed serien har haft godt af et års pause, hvor konceptet er blevet gentænkt og finpudset. Jeg har altid været glad for denne serie, selvom jeg da også begyndte at kunne mærke mætheden, da spillene kom hvert år. Nu er jeg endnu gladere for serien, for Assassins Creed Origins er, i mine øjne, det bedste i serien indtil nu. Det er trukket mere i retning af Witcher serien eller Skyrim serien, og det klæder det at springe ud som fuldbyrdet action-rpg. Det føles mere som en levende verden end de tidligere spil i serien. Kan man lide Assassins Creed serien, så vil man ikke blive skuffet. Leder man efter et godt action-rpg til sin Xbox One, så vil man heller ikke blive skuffet. Der har været mange gode spiludgivelser i år, og Assassins Creed Origins er endnu et spil til den liste. Absolut anbefalelsesværdigt.
Facebook
Twitter
