Du starter spillet som skibsbruden på en umiddelbart øde ø. Eller ikke helt øde, for sammen med dig er en fyr i et antræk, som kendere af serien nok vil genkende. Snart er du på i fuld firspring efter vedkommende, en jagt som kun kan ende i, at han ligger død for dit sværd. Det mest naturlige er vel så at klæde ham af, og klæde dig hans tøj hvilket naturligvis er det man gør næst. Klæderne er dem som vi efterhånden er bekendt med at spillets Assassins bærer. Nu vil man gerne videre fra øen. Havana er den ønskede havn, og man spotter snart et købmandsskib, der ligger til anker ud for kysten. Udfordringen er at soldater bevogter jollen, men nu har man jo bevist sit værd med en kårde, så vejen frem synes ligetil.
Man føler sig hurtigt hjemme i det nye Assassins Creed. Styringen er gammelkendt, med alle de fordele og udfordringer denne fører med sig. Det varer dog ikke længe inden man første gang står på dækket af et skib. Vinden susene i sejlene, og en bardehval der elegant kaster sig gennem vandoverfladen inden den atter bryder vandet med et plask. Det er her man virkeligt føler sig hjemme, og heldigvis får man siden sin helt personlige båd og mange mængder af frihed til at udforske spillets omfavnende verden.
Modsat tidligere er vores hovedperson denne gang lidt tredje part imellem snigmorderne og tempelridderne. Faktisk i en sådan grad, at man planlægger helt selv at smutte med den skat, der snart bliver spillets omdrejningspunkt. Inden man når så langt, er der dog masser af ting som skal opleves og udforskes. Første stop er Havana, der efter den korte sejltur, hiver os tilbage til spillets grundrødder. Inden længe sniger man sig efter ofre igennem slørende menneskemængder, vi klatrer energisk op af murværk og vi deltager i intens sværdkamp.
Det er ikke fordi der er skiftet så meget i de tandhjul som spillet drejer rundt ved, men det føles bare mere fokuseret, end vi har været vant til på det sidste. Det skyldes helt sikkert det prægtige skib, som man inden længe har ventende på en. Herfra har man konstant muligheden for at komme lidt fast fra den faste trummerum, og i stedet begive sig ud på eventyr. Det kan være manøvrering efter et skattekort, jagt på et handelsfartøj som har noget man har brug for, intensiv hajfiskeri, jagt efter mayaskatte, dykning ned på havets bund efter forliste skibe og ikke mindst intensive skududvekslinger med kanonerne buldrende.
Afvekslingen mellem spillets to fløje er reelt det, som bærer hele spillet. Man får jo nærmest to selvstændige spil, og ikke nok med det, så supplerer de hinanden virkeligt godt. Muligheden for at gå i land på en øde ø, hvor man ikke skal kæmpe med menneskemyldre men i stedet bare fokusere på opdagelse er det diskrete skridt mellem de to yderpunkter. Det giver en rigtig god balance mellem historiebærende missioner og frit spil. Samtidig er det lykkedes for Ubisoft at gøre det meget givende at gå på opdagelse. De ting man jagter er reelt noget man godt kunne tænke sig, og det giver et klart incitament til at fortsætte ud i det ukendte.
Til at give yderligere afveksling kan man stadigvæk gå online og kæmpe med eller mod sine venner og bekendte. Det er et område, som jeg faktisk allerede synes fungerede rigtigt godt i AC3, men man har formået at optimere yderligere. Nu er der sågar også mulighed for at spille coop med den kunstige intelligens, hvilket er god underholdning. Dertil er de nye kort virkeligt interessante og afvekslende.
Selv om man efterhånden har presset maskinen til det yderste, så er det stadig en yderst nydelig titel. Man kan gnidningsløst bevæge sig rundt i rimeligt store områder, som alle byder på særegne detaljer. Det kan være de frodige caribiske øer eller de spraglede byer, der også byder på interessant arkitektur. Animationerne er stadig lidt et svagt punkt, hvor især den manglende interaktion mellem din figur og de omgivelser man støder ind i fanger øjet. Det ser lidt tosset ud, at en gren eksempelvis ikke bøjer, når du i fuld fart løber ind i den. Lydsiden er til gengæld virkelig god, hvor der over en bred palette bliver leveret meget professionelt. Musikken rammer perioden rigtigt godt, og ændrer sig fint i forhold til adrenalinniveauet på skærmen.
Assassins Creed IV var for mig en artig overraskelse, som har formået at løfte sig sent i et ellers langt forløb. Historien er fortsat lidt knudret, hvor den fremtidige del er utroligt svær at finde hoved og hale i. Heldigvis er historien med Edward Kenway meget mere interessant, og han fungerer virkeligt godt som antihelt. Samtidig så udvikler han sig i løbet af spillet, og når faktisk at kigge på sine egne handlinger med andre øjne. Begivenhederne på vand er virkeligt et friskt pust, og det giver et rigtigt godt modspil til dine affærer mens på land. Bestemt en tillokkende titel her hvor den nye generation konsoller ellers puster os i nakken.
Facebook
Twitter
