
Det første spil i serien foregik i Kina, det sidste kommer til at foregå i Rusland og dette spil foregår, som navnet afslører, hovedsagligt i Indien. Det udspiller sig ca. 300 år efter første afsnit, i 1841, hvor spændingerne mellem Sikh imperiet og The East India Company tager til. Man tager rollen som Arbaaz Mir, der er splittet mellem at blive ved hans store kærlighed, prinsesse Pyara Kaur, eller gøre hvad der forventes af ham, nemlig at finde den enorme 105 karat store diamant Koh-i-noor, som tempelridderne angiveligt har stjålet. Historien er måske ikke den dybeste, men den er fint i tråd med historieforløbet i hele Assassin’s Creed universet generelt.
Assassin's Creed Chronicles: India kan bedst beskrives som et to og et halvt dimensionalt platformspil – det vil sige, at man spiller to planer, men det er muligt at bevæge sig ind i baggrunden for at skjule sig bag stolper og i blomsterbede. I forhold til det første afsnit af Chronicles serien, følges India udgaven mere afbalanceret og gameplayet er mere flydende og velfungerende. Det føles nu i virkeligheden mere som en blanding af Assassin’s Creed og Prince of Persia og det er da ikke en helt skidt blanding.

Man skal snige sig igennem en række baner uden at blive set, undgå og uskadeliggøre fælder, dræbe udvalgte mål og ikke efterlade sig andet end et par fodspor – dog skal nogle få baner gennemføres på tid. Banerne er inddelt i nogle usynlige sektioner og efter hver sektion, bliver man vurderet ud fra hvor usynlig man har været og om man er kommet igennem sektionen for eksempel uden at dræbe nogen eller uden at være blevet opdaget. Efter banen er gennemført, lægges alle sektionerne sammen til en endelig score.
Denne endelige score bestemmer, om man får adgang til nye egenskaber eller opgraderinger af ens våben og egenskaber. Arbaaz kan fløjte for at tiltrække sig fjendernes opmærksomhed og han er udstyret med blandet andet røgbomber, så han kan snige sig uset forbi vagter og det indiske kastevåben Chakram, som kan bruges til at nå fjender eller andet, som ellers ville være svære at nå frem til.
Som noget nyt er kan man låse op for en række Challenge Rooms, som er inddelt i tre kategorier; Collect, Contracts og Assassinations. Der kan tjenes op til fire stjerner i hver challenge room, for eksempel en stjerne for at gennemføre banen og en anden for at gennemføre den under tidsgrænsen. I Collect får man yderligere stjerner for at gennemføre banen uden på noget tidspunkt at stoppe op eller bevæge sig igennem områder af banen, som er markeret med gult. I Contracts får man yderligere stjerner hvis man ikke bliver opdaget og dræber ens mål på en bestemt måde og i Assassinations er der ekstra stjerner at hente, hvis man dræber ens fjender på mange forskellige måder. Disse Challenge Rooms er ganske sjove at spille og vil for alvor sætte dine evner på prøve.

Styringen fungerer i mange situationer fint – og i andre situationer ikke. Når man skal snige sig rundt og springe fra platform til platform, fungerer den fint, men når man bliver opdaget og skal tage kampen op med fjenderne, er man stort set prisgivet, fordi kampsystemet er noget tungt og klodset at arbejde med. Hvis man ser bort fra Syndicate, som har et fremragende kampsystem, så er det et typisk Assassin’s Creed træk, at kampsystemet er noget klodset, så man bliver svunget til at snige sig uset rundt, hvis man vil have succes. Det betyder så også, at gameplayet bliver meget trial-and-error baseret, hvilket jeg bestemt ikke bryder mig om. Det er surt at skulle genstarte igen og igen, fordi man ikke har en chance for at gennemskue en situation, før man er død og så kan se hvordan man skal klare sig igennem den.
Grafikken i Assassin’s Creed Chronicles: India er ganske nydelig. Rent teknisk imponerer det ikke, men æstetisk og designmæssigt er det meget flot. Omgivelserne er flotte og der er mange detaljer i baggrunden, for eksempel figurer og illustrationer inspireret af indisk kultur – de har ikke noget at gøre for eksempel på himlen over et tempel, men de er med til at give spillet et helt specielt udseende, som er rigtigt dejligt at se på. De nye Challenge Rooms foregår formentlig inde i Animus computeren og de er langt mere hightech at se på, men bestemt også flotte, blot på en helt anden måde. Helt generelt er der ikke noget at sætte fingeren på rent designmæssigt på spillet her, men det tekniske fungerer, men ikke imponerer. Lydsiden er også fin, med et indisk inspireret soundtrack, fine stemmer og passende lydeffekter. Ikke noget man vil huske i lang tid, men lydsiden fungerer som den skal.

Assassins Creed Chronicles: India er en fin blanding af snige-action og et platformspil – tilsat de ingredienser, som vi kender og elsker fra Assassin’s Creed seriens store spil. Det er en forbedring i forhold til det første spil i Chronicles trilogien, men der er bestemt stadig plads til forbedringer. Som fan af Assassins Creed serien er det ganske sjovt at se denne 2,5D platform spin-off og det fungerer faktisk fint uden på nogen måde at sætte nye standarder for genren.
Er du fan af Assassin’s Creed og trænger du lige til en pause fra Assassin’s Creed Syndicate, så er Assassin’s Creed Chronicles: India et fint bud på et sidespring, som koster 75 kr. på Xbox Games Store. Det skal nævnes, at det sagtens kan købes og spilles, selv om man ikke har spillet det første spil i Chronicles serien.