Alien Breed Evolution: Episode 1

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 30. december 2009 - kl. 23:58
Del denne artikel:
4 0

Alien Breed var en action-klassiker på Amigaen i starten af 1990‘erne - og nu er serien tilbage, denne gang på Xbox 360. Vi har mærket nostalgiens vingesus, men er ikke ubetinget begejstret.

Alien Breed var en action-klassiker på Amigaen i starten af 1990‘erne - og nu er serien tilbage, denne gang på Xbox 360. Vi har mærket nostalgiens vingesus, men er ikke ubetinget begejstret.

Det originale Alien Breed udkom på Amiga tilbage i 1991 - og jeg husker tydeligt, da jeg første gang satte spillet i min Amiga 500. Det var en helt speciel oplevelse, da det bød på en intens stemning, fremragende grafik og hektisk action, som jeg ikke havde oplevet tidligere. Spillet fyldte dengang hele tre disketter, hvoraf den første udelukkende indeholdte introen og de to andre selve spillet. Jo, Alien Breed var på mange måder et imponerende spil tilbage i 1991.


De efterfølgende fem år, udkom der mere end en håndfuld spil i Alien Breed serien, men desværre sluttede det hele brat, med de forfærdelige Alien Breed 3D og Alien Breed 3D II: The Killing Grounds. Nu har folkene bag 90‘ernes succes-serie vækket bæstet til live igen, og nu er første episode i Alien Breed Evolution trilogien udkommet til Xbox 360, via Xbox Live Arcade. Alien Breed Evolution, der til sammenligning med originalen, ville fylde 532 Amiga disketter, tager afsæt i 90‘ernes spil og det kan mærkes på gameplayet, som virker noget gammeldags - men det er dejligt at se den gamle klassiker i ny flot HD grafik.

Det må være svært at lave nutidige udgaver af klassiske spil, for på den ene side skal man bibeholde originalens kendetegn, men på den anden side, skal spillet også målrettes de moderne spillere her på kanten af 2010. Team 17 har faktisk formået at gøre begge dele med Alien Breed Evolution; har man spillet originalen, vil man helt sikkert kunne genkende dele af 90‘ernes spil, men på samme tid, er få elementer opdateret, så det føles mere moderne - så de fleste af nutidens spillere kan være med.


Historie er der ikke meget af i Alien Breed Evolution; rumskibet Leopold er på mystisk vis er kollideret med et spøgelsesskib ude i rummet og nu hænger de to rumskibe sammen. Leopold er godt smadret og det brænder - og for at gøre skaden værre, bliver det nu overrendt af aliens af den værst tænkelige art. Man spiller soldaten Conrad, som nu skal forsøge at redde de sørgelige rester af rumskibet, ved at aktivere computere, genstarte generatorer, slukke ildebrande men også redde strandede besætningsmedlemmer og ikke mindst finde massevis af våben, ammunition, granater og medical kits rundt omkring - og naturligvis skyde massevis af aliens.

Team 17 har formået at få en del af den klaustrofobiske følelse fra originalen med over i Evolution; man bliver nærmest konstant overrendt af aliens, både store og små - og mens man forsøger at overleve deres angreb, gør man på samme tid klogt i, at passe godt på sin ammunition, for der er ikke overvældende meget af den.


Desværre føles gameplayet noget gammeldags; man bliver sendt rundt til bestemte punkter for f.eks. at tænde eller reboote en computer, slukke en generator eller aktivere det automatiske brandslukningssystem. Man kan dog være helt sikker på, at den sidste dør, som leder ind til den computer eller generator man skal have fat i, altid er låst. Man bliver derfor sendt videre til et andet sted, for at finde et nøglekort, aktivere den låste dør eller lignende - og når det er gjort, kan man begive sig den samme vej tilbage som man kom fra. Man føler hurtigt, at man bliver trukket rundt ved næsen og mod slutningen af spillet, er man nærmest ligeglad med hvad man skal gøre rundt omkring, det går bare ud på at finde frem til ens bestemmelsessted, så man kan få et nyt.

Man kan dog gå en smule på opdagelse på rumskibet for at finde ammunition, men i langt de fleste tilfælde, bliver man standset af låste døre, nedfaldne vragdele eller måske en ildebrand. Så der sættes ofte en stopper for ens lyst til at udforske omgivelserne ret meget.


Spiller man alene, kan man spille historiedelen, som består af en prolog (der fungerer som træningsbane) og fem kapitler, der hver kan gennemføres på en times tid, alt efter hvor grundig man er. Efterfølgende kan man spille de enkelte kapitler i den rækkefølge man ønsker i Freeplay, hvis man f.eks. vil forsøge at placere sig bedre på online ranglisterne. Man kan også spille side om side med en ven i Co-op Assault, enten via Xbox Live Arcade eller lokalt på samme maskine. I Assault er der flere aliens og endnu mere action end i historiedelen og begge spillere vil få rigeligt at se til. Hvis man dør - og det gør man - vil man respawne efter 10 sekunder, hvis altså den overlevne spiller kan overleve de 10 sekunder alene. Co-op Assault fungerer som sådan fint, men den byder ikke på noget nyt i forhold til historiedelen.

Stemningen i Alien Breed Evolution: Episode 1 er der bestemt ikke noget galt med. Grafikken er dyster og mørk og tilpas metallisk, mens lydeffekterne og det dystre soundtrack, ligeledes er meget stemningsfuldt. På den ene side, er jeg lidt skuffet over Alien Breed Evolution - og på den anden side, er det et dejligt gensyn. Fans (som jeg), der kan huske originalen fra starten af 90‘erne, vil mærke lidt at nostalgiens vingesus når man spiller Alien Breed Evolution, men det noget begrænset og gammeldags gameplay, begynder at irritere uforholdsvis meget mod slutningen af spillet. Man kan blive lidt nervøs for de resterende to episoder i trilogien, hvis Team 17 kører videre i samme spor som i denne første episode. Tilføjelsen af online co-op og den nye flotte grafik, er dog gode plusser, der gør Alien Breed Evolution til lidt mere end en simpel opdatering af et 18 år gammelt spil.



Alien Breed Evolution: Episode 1 kan kun købes via Xbox Live Arcade og det koster 800 Microsoft Point, hvilket svarer til lidt over 70 kr. - og kvaliteten, spilletiden (mellem 5-7 timer) og det generelle prisniveau på Xbox Live Arcade taget i betragtning, så må prisen siges at være i orden.
Fakta
Alien Breed Evolution: Episode 1

Alien Breed Evolution: Episode 1

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerTeam 17
UdgiverTeam 17
Spillere1-2
Udgivelsesdato16-12-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:6.0
Grafik:8.0
Online:7.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.