Men en serie af spillet har holdt ved og er nu nået til den syvende udgave. Ace Combat 7 Skies Unknown er nu udkommet og det viser, at man ikke helt skal afskrive denne genre endnu. Spillet foregår i en fiktiv verden, hvor der er udbrudt krig, og du bliver som kamppilot selvfølgelig en del af denne konflikt. Historien bliver fortalt imellem de missioner du udfører, og der er faktisk ikke så meget fokus på dig men på krigen og dens konsekvenser for andre personer. Det er en interessant og velfortalt historie, og jeg var positivt overrasket over, at der var lagt så meget fokus på denne del. Den bliver fortalt i flotte videosekvenser, og man bliver hurtigt interesseret i historien, som hele tiden udvikler sig og overrasker. For mig blev historien faktisk det, der drev mig gennem missionerne.
Missionerne er ellers ikke dårlige. Du får lov at flyve i forskellige moderne kampfly og får masser af variation i dine opgaver. Det kan være lige fra at være eskorte for andre til at skulle bombe landmål eller blot sikre luftrummet over en base. Masser af variation her, og inden missionerne får du en meget grundig briefing, og det er så op til dig at vælge fly og udstyr til missionen. Det er noget som i høj grad er med til at bestemme hvor godt det går. Det forkerte fly med det forkerte udstyr gør det svært at opnå sit mål. Når missionen er overstået optjener du point, som du kan bruge til at købe nye fly, opgraderinger eller våben til brug i fremtidige missioner. Det gøres i det såkaldte ”Flight Tree”, hvor visse opgraderinger er låste indtil andre er indkøbt. Det giver et ekstra strategielement til spillet uden at det på nogen måde er muligt at vælge helt forkert.
Når man er kommet i luften, skal man udnytte sit flys evner og våben til at opnå sine mål. Det er ganske underholdende, og min skepsis om, at det blot er at pege et fly i en generel retning og så lade missilsystemerne klare resten, holder i hvert fald ikke vand i dette tilfælde. Man skal for det første udnytte sit flys manøvredygtighed til det yderste for at få lås på fjenden, inden de får lås på dig. Dernæst skal man sikre sig, at man affyrer sine våben på det rigtige tidspunkt, for der er ikke garanti for at ramme, blot fordi målsystemet har låst sig fat. Flyver du i fuld fart mod fjenden mens de flyver mod dig, så nytter det ikke meget at affyre et missil, som aldrig vil nå at ramme sit mål inden det skal ændre 180 grader retning, og så er det ikke låst fast på fjenden mere.
Du kan vælge imellem 2 forskellige måder at styre dit fly på. Den ”nemme” arkadeagtige måde og så den mere realistiske, som er sværere at kontrollere, men også giver dig flere muligheder for at udmanøvrere fjenderne. Kampene er ret hektiske, da der er mange fjender og venner i luften omkring dig, så en stor del af udfordringen er at vælge rigtigt i de splitsekunder, hvor man har chancen for at gøre en forskel. Missilalarmen lyder, hvilket betyder at et missil er på vej mod dig i fuld fart, så nu har du det ene sekund der skal bruges på at beslutte om du skal få lås på fjenden eller om du skal undvige? Sådanne beslutninger er der rigtig mange af i missionerne, som varer alt fra 5 til 25 minutter. En ting er sikkert; man når ikke at kede sig. Der er fuld drøn på, hvilket måske også er en af grundene til at jeg nød historien, da det var en tiltrængt pause fra den hektiske action der ellers præger spillet.
Grafisk er spillet ganske flot, og det er tydeligt, at der er lagt vægt på så stabil en framerate som muligt, uden at man er gået alt for meget med kompromis med udseendet. Det er flot og især effekterne fra vind og vejr imponerer. Der er tydeligvis lagt meget fokus på at lave skyer, og det er virkelig en fornøjelse at flyve gennem et skydække. Cockpittet bliver dækket af små vanddråber, som langsomt bliver til is og gør udsynet mindre og mindre, indtil man kommer ud af skyen igen, hvorefter vanddråberne langsomt forsvinder igen. Det er ret godt lavet. En lidt underlig ting med skyerne er, at de kan bruges til at undslippe missiler. Det er vist ikke videre realistisk, men det virker i dette spil og giver skyerne et godt taktisk element ud over blot at skjule dig for fjenden. Med missiler i hælene vil man ofte kigge efter om man har en sky i nærheden, man kan bruge til at undslippe. Flyene er også meget detaljerede, realistiske og bestemt beundringsværdige. Men detaljerne ser man jo kun, når de står stille i hangaren, for oppe i luften er der for meget fart på til at kunne se ret mange detaljer.
Lyden er til gengæld meget imponerende. Der er masser af lyd på, og som pilot bliver man hurtigt afhængig af lydene til at guide sig om, hvad der foregår. Ens allierede opdaterer hele tiden situationen i radioen, og det kan betale sig at lytte efter. Alarmen lyder når en fjende får lås på dig, og en anden alarm lyder når et missil er på vej mod dig. En alarm der bliver mere intens jo tættere det er på, og man lærer efterhånden hvor meget tid man har inden missilet rammer, ved blot at lytte til alarmen. I det hele tager hjælper lydene meget. Samtidig er der tydeligvis lagt store kræfter i musikken, som er ganske imponerende og udvikler sig i takt med hvad der sker på skærmen. Det er blot ærgerligt, at den så dækker ret meget for de andre lydeffekter, hvilket gjorde at jeg slog den fra, selvom jeg egentlig nød den. Men det er helt klart at der er blevet lagt mange kræfter i lyd og musik, og det har medført et imponerende lydbillede.
Ud over kampagnedelen, hvor man også kan vælge at spille de enkelte missioner igen og igen, når først de er gennemført én gang, så er der også multiplayer. Her føler jeg dog, at udviklerne har sprunget lidt over hvor gærdet er lavest. Der er to måder at spille på: Battle Royale, hvor op til 8 spillere kæmper om at score flest point på tid eller Team Deathmatch, hvor to hold på 4 piloter kæmper om at score flest point. Det er ikke videre opfindsomt, og selvom man scorer point til at opgradere sine fly og sin rank, så fandt jeg det aldrig rigtig interessant. Samtidig var matchmaking ikke ligefrem imponerende, og det kunne tage lang tid blot at finde en spilsession man kunne joine. Man kan også selv lave sin egen spilsession og så lade andre om at finde den, men det virkede heller ikke ret godt. Jeg vil tro at 3 ud af 4 forsøg på at starte et spil gik galt af en eller anden ukendt grund. Det er min tålmodighed ikke til når selve multiplayerdelen heller ikke er videre interessant. Men kom man ind i en spilsession så virkede det godt, og der var ingen lag på trods af at 8 fly sværmede rundt og skød på hinanden.
Kampagnedelen og historien er ganske interessant, og Ace Combat 7 har tydeligvis fundet en god balance mellem arkade og realisme, som gør dette spil til den ubestridte konge i denne genre i øjeblikket. Det er ikke et spil for alle, men jeg er sikker på at dem der kan lide denne form for action vil knuselske det. Personlig blev jeg ikke helt overbevist, men jeg kan sagtens se at det er et godt spil som leverer god action. Det er bare ikke min type action, og det er med det i tankerne at man skal se den endelige karakter. Fans af genren kan roligt lægge en karakter til for Ace Combat 7 – Unkown Skies leverer lige nøjagtigt hvad det lover, og gør det rigtig godt.
Facebook
Twitter
