Ace Combat 6

Anmeldt af: Christian Monrad (Kendtehans) - 12. december 2007 - kl. 19:17
Del denne artikel:
27 0

Prøv verdens vildeste og dyreste jagerfly, og slå fjenden tilbage til stenalderen med fremtidens højteknologiske våben.

Historien

I 1999 blev planeten Jorden ramt af et meteornedslag, der på sigt skulle få store konsekvenser for verdensfreden. Republikken Emmerian blev delvist ramt af stykker fra meteoren, men klarede stort set frisag og kom sig relativt hurtigt oven på naturkatastrofen. Derimod gik det værre for naborepublikken Estovakia, som blev hårdt ramt af meteornedslaget. Republikken havde svært ved at komme sig oven på naturkatastrofen, og landet blev efterfølgende ramt af økonomisk nedsmeltning og et samfundskollaps, der i sidste ende udløste en borgerkrig.

Disse to engang så stolte og venlige nationer på det Aneanske kontinent var med et blevet forandret fra hinanden. Den ene var meget rig imens den anden var kastet ud i armod og fattigdom. Truslen om ufred mellem de to republikker stod nu som en truende skygge over området de næste mange år.
I 2015 falder der endelig ro over Republikken Estovakia efter militæret og en militærjunta har vundet kontrollen over landet. I første omgang virker det som om, at det også vil betyde afspænding mellem de to republikker Estovakia og Emmerian på det Aneanske kontinent.






Men pludselig en skæbnens dag flyver en kæmpe formation af estovakiske militærfly ind over byen Gracemeria, Emmerians fredfyldte og storslåede hovedstad. Emmerianerne bliver taget på sengen, og det emmerianske luftvåben forsøger dybt overrasket at komme på vinger for at slå overraskelsesangrebet tilbage. Her er det, at du og dit ’Garuda Team’ kommer ind i historien. Du skal sammen med din flyeskadrille, som du helt eller delvist har den taktiske kontrol over, slå den estovakiske invasion tilbage og redde dit land og dine kære på jorden.

En vifte af fly

Ace Combat 6 giver dig muligheden for at prøve kræfter med en vifte af verdens vildeste og dyreste jagerfly. Hvem kan frasige sig at være imponeret over de tekniske vidundere til halve og hele milliarder, som kun ganske få mennesker af rette højde og drøjde får lov til at flyve.






Når du starter kampagnemodulet, som er spillets primære gamemode, bliver du sat i en old-school F-16 jæger, inden du bliver kastet ud i nogle af de nyere modeller. Men du finder hurtigt ud af, hvorfor F-16 stadig er det foretrukne jagerfly bl.a. hos det danske luftvåben og lang række andre NATO-lande. F-16 jagerflyet er en all-round jager af en særlig klasse, som mestrer alle funktioner ganske glimrende. Ganske vidst er det en fordel at kunne flyve ’stealth’ i en F-117 og nå uset ind bag fjendens linjer og bombe fjendens radarstation, så næste bølge af fly kan tage kampen op mod fjendens fly uden at skulle bekymre sig radar-lock og Sam-missiler fra jorden. Men du kan ikke selv deltage i de efterfølgende ’Dog-fights’ med fjendens MIG-jagere, for en F-117-jager er tung og langsom, som en amerikansk teenager med årskort til McDonalds. Derfor skal du gøre dig grundige overvejelser før hver mission og overveje, hvilke kompetencer du har brug for til den specifikke mission. Det er ikke usædvanligt, at man må genstarte en mission i et nyt fly og gribe missionen anderledes an.

Spilvarianter

Spillets vægt ligger på kampagnedelen, og efter mange timers god underholdning vil historien om den estovakiske invasion få en ende.

Hvis du ikke har lyst til at gennemspille kampagnen en gang til, eventuelt på et svære niveau, rummer spillet kun to yderligere muligheder for underholdning, nemlig muligheden for at gennemspille enkelte missioner fra kampagnen eller den udmærkede og underholdende onlinedel.






Onlinedelen er ikke særlig stor og udbygget, men den er til gengæld ganske underholdende. Tag en ’Quick-match’ og flyv imod en håndfuld andre flynørder ude i verden, hvor nogle tydeligvis allerede nu har brugt alt for meget tid på Ace Combat 6. Rammer man ind i en kamp fyldt med Top Gun-nørder og Tom Cruise-wanna bees’, er der kun en vej, og det er katapult og faldskærm mod Jorden. Men finder man en flok af fly-spassere som en selv, kan man hurtig brænde et par sjove timer af med at skyde varmesøgende missiler efter hinanden.

God grafik og Hollywood musik

Grafikken er overordnet god, og til tider tangerer den det virkelig gode. 3D accelerationen er sat på arbejde, uden at det går udover detaljerne i det grafiske landskab. Når du tordner tæt hen over jorden og ind gennem en åbning mellem 2 bjergkæder for at nå uset frem til dit mål midt i fjendeland, står superlativerne i kø for at beskrive følelsen af indlevelse og det grafiske mesterværk. Landskabet minder meget om det, man kan opleve på Google Earth uden at gameplayet af den grund mister fart eller momentum. Det er detaljeret og det går stærk, to ting som til tider har det svært med hinanden, men Ace Combat 6 klarer opgaven til højeste karakter.






Lyden er ok, den lyder som den slags vist skal lyde og lidt til. Forstået på den måde, at Ace Combat 6 giver dig mulighed for at drage fuld nytte af dit surroundanlæg og gøre brug af alle sanser. Når du bliver jagtet af en MIG-jager eller i sidste øjeblik får drejet af fra et bagfrakommende missil, som du kan høre suse lige hen over hovedet på dig, bliver man i en sjælden grad imponeret. Surroundmuligheden er virkelig god og giver helt klart spillet en ekstra dimension.






Men når det så er sagt, må spillets og lydsidens helt store fejl nævnes. Under kamphandlingerne og under selve gameplayet afspilles en lydfil af den heroiske genre. Vi kender den alle sammen, den her lidt højtflyvende strygermusik, som Hollywood bruger, når heltens heroiske handlinger skal understøttes af musik. Den heroiske og højtflyvende musik kan hurtig blive meget trættende at høre på, så der er selvfølgelig mulighed for at slå den fra. Men nu er det, at spillets helt store hjerneblødning får afgørende indflydelse på spillet som helhed, for slår man gameplayets perfide underlægningsmusik fra, kvæler man også lyden i de mellemsekvenser mellem missionerne, der fortæller spillets historie og plot. Det vil sige, at man kan vælge mellem højtflyvende og kvalmende musik under selve gameplayet og lyd i de stort anlagte mellemsekvenser eller ingen lyd overhovedet. Det er rent ud sagt virkelig dårlig og meget klodset lavet af Namco. Der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en sjuskefejl af de størrer, for det giver jo slet ingen mening at skulle trækkes med ensformigt musik for at få lov at høre, hvad der bliver sagt i mellemsekvenserne.

’Missile-cam’

Vi har før set ’bullet-cam’, som følger et affyret projektil, i diverse FPS-titler. I Ace Combat 6 har udviklerne hos Namco implementeret dette koncept som ’missile-cam’ under selv kamphandlingerne og i replaydelen. Under en kamphandling holder man knappen til missilaffyringen nede for at følge i hælene på et eller flere af sine affyrede missiler. Det er simpelthen for sindssygt vildt at følge sit affyrede missil, der tordner af sted med flere tusinde kilometer i timen og se det smadre fjenden i en kæmpe ildkugle under den klare blå himmel et sted over Emmerian.






Udviklerne har i det hele taget et godt øje for det nervepirrende øjeblik inden et korrekt affyret missil smelter fjenden om til smadret og vredet metal. Vi kender det fra CNN og de korte tv-indslag i dårlig kvalitet, hvor et kamera på et fly højt oppe på himlen har fanget øjeblikket, hvor et missil smadrer et objekt på jorden eller i luften med en eksplosion. Under kamphandlingerne har du hele tiden et lille kamera oppe i venstre hjørne af skærmen, der viser et lille videobillede af det fjendtlige objekt, som din missilradar er låst fast på, hvad enten det er en tank på jorden, en helikopter der svæver mellem høje bygninger i byen eller en af de store bombemaskiner højt oppe under himlen. Når du har affyret et missil imod et objekt i det fjerne, kan du læne dig tilbage og lade teknologien klare resten, imens du ser objektet eksplodere til atomer oppe på din lille skærm i hjørnet.

Replay

Spillet har en replayfunktion, som automatisk går i gang efter hver endt mission, hvad enten du har gennemført missionen eller er blevet skudt ned. Mange spil af enhver genre har en eller anden form for replayfunktion, og alle ved, at det hurtigt kan blive meget kedeligt at se sine gamle tacklinger i fodboldspil og ligeså kedeligt at se sine foregående sammenstød i diverse bilspil. Men det er faktisk pænt blæret at se sig selv styre en F-16 lige i rø… på en panisk pilot i et bombefly, der bare venter på, at han skal springes i luften af din dødssalve fra din maskinkanon. Hvilket slet ikke er at sammenligne med det replay, som du kan fange, når du bliver så habil på styringen, at du kan udkæmpe en vaskeægte Dog-fight med en fjendtlig MIG-jager. Replayfunktionen er en rigtig lille stjerne i spillet, der forvandler din forgangne mission til en lille filmperle a la Hollywood.






Ace Combat 6 er en eksklusiv titel til Xbox360, som er godt købt. Ikke alene er der langt imellem denne slags titler til spilkonsollerne, men Namco har leveret varen til langt over middel karakter. De har ikke bare sendt en halvflad titel på gaden og troet på et godt salg, fordi der er godt med albuerum på markedet og konkurrencen er lig nul indenfor genren. Namco har gjort noget ud af Ace Combat 6 og har leveret en titel, som hele vejen rundt præsenterer action og godt håndværk.
Ace Combat 6 er et godt julegaveønske, som giver dig en god historie, pæn grafik og et underholdende gameplay på alle niveauer.


Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:8.0
Holdbarhed:7.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.