Historien i Abyss Odyssey er inspireret af chilenske folkehistorier, men det kan man ikke rigtig mærke, for historien er der ikke fokus på efter prologen. Her bliver man introduceret til sin figur, som gerne vil ned og dræbe den sovende skurk, The Warlock, som drømmer sig til alle spillets fjender – og faktisk også til den figur man spiller som. Af den grund drager man, sammen med en række soldater med gammeldags rifler og blå uniformer, ned i The Abyss, for at dræbe The Warlock, som er nede i bunden af den. Lige så snart man hopper ned i The Abyss slår spillet direkte over i, at man simpelthen bare bevæger sig igennem forskellige baner i The Abyss og dræber fjenderne man møder på vejen, indtil man når ned og kan tage sig af The Warlock også. Banerne i The Abyss bliver genereret som man skrider frem, hvilket gør, at hver tur ned igennem det store hul er anderledes end den før.
Desværre er Abyss Odyssey bestemt ikke et godt spil – på trods af nogle gode idéer kan det faktisk bedst beskrives som forfærdeligt. Grafikken er helt igennem hæslig at se på, specielt med de grafiske bugs, f.eks. en af de kvindelige figurers hår, som bugger ud og bliver helt forskruet, når man starter igen efter at man er hoppet i en afgrund. Det samme gælder animationerne, som er dårligt lavede og hæslige at se på.
Gameplaymæssigt er der heller ikke meget at komme efter. Kampsystemet er bygget på en fin idé, men det virker overhovedet ikke og føles hverken sjovt eller intuitivt og er noget man meget hurtigt bliver træt af, specielt fordi det ikke belønner spillerne får at forsøge at lave en fed kombo af angreb, men derimod for at få slået fjenden ind i et hjørne og så bruge samme special-angreb indtil fjenden dør.
Der er dog nogle rigtig gode idéer i Abyss Odyssey, som faktisk passer fint ind i den vision som nogle spiludviklerne har for den nuværende konsolgeneration, deriblandt Xbox One. Det er blandt andet evnen til at samle mana, som man derefter kan bruges på at forsøge at fange en fjende. Hvis fjenden overlever det magiske angreb man laver med al sin mana, så begynder den at lyse blåt, og når man får besejret den, kan man samle dens sjæl op og derefter forvandle sig til den pågældende fjende, som naturligvis har nogle helt andre angreb end man selv har. Det er en fin idé, og det er da også meget sjovt, men i sidste ende fungerer det ikke, fordi at fjendernes styring og angreb er endnu mere kluntede end ens egne.
En anden ting er, at spillet hele tiden udvikler sig. Nede i The Abyss finder man The Warlocks maske. Når en spiller klarer spillet, så bidrager han eller hun til at ødelægge masken – og når den bliver ødelagt, så får The Warlock nye evner som påvirker alle spillere på fremtidige gennemspilninger, mens der popper en ny maske op. Det betyder altså at spillet udvikler sig i takt med, at flere og flere spillere gennemfører det. Det er en spøjs feature, men det bidrager til spillet, og så er det nytænkning, som man til tider godt kan savne i de spil, som holder sig inde for en enkelt genres rammer i stedet for at mixe 4 forskellige, som man ser her.
Desværre er det primært gode idéer, som Abyss Odyssey scorer point på. Spillet har ganske vidst fat i de rigtige ender med ting som co-op hvor spiller 2 til hver en tid kan hoppe til eller fra, men det bidrager ikke så meget til spillet, for det bliver jo ikke bedre af at man udsætter endnu en spiller for det sjælsforladte gameplay og den kluntede styring. Spillet er også bygget op omkring en genspilningsfaktor, med baner som bliver genereret når man går ind i dem og efter sigende aldrig er ens, samt en skurk som ændrer sig i takt med at flere og flere spillere klarer spillet, men igen er det ikke sådan spillet charmer sig ind på en, for det er ikke det værd at spillet det igennem første gang.
Grafisk set er Abyss Odyssey ligeledes en god idé, men det er simpelthen bare ikke pænt at se på. Det skær i øjnene og er faktisk helt hæsligt. Det ligner bestemt noget fra sidste årti og er slet ikke oppe omkring den standard man burde kunne forvente i konsolgenerationens sidste par åndedræt. Mange af spillets fjender, specielt kentaurerne, ser decideret latterlige ud og er ikke ligefrem frygtindgydende.
Der er en del gode idéer i Abyss Odyssey, men at udgive spillet var ikke en af dem. Jeg håber bestemt at se visse mekanikker fra Abyss Odyssey igen, såsom spillet der udvikler sig i takt med at flere spillere klarer det, muligheden for at fange – og spille som – diverse fjender, men i bund og grund er spillet her et katastrofalt produkt, som bestemt ikke kan anbefales som spil, men dog egner sig, hvis man bare gerne vil opleve eller fremvise nogle interessante spil-mekanikker.
Abyss Odyssey er ude nu på Xbox Games Store og koster i spillets første uge 77 kr., men ryger derefter op på den fulde pris, på omkring 110kr.
Facebook
Twitter
