Plants vs. Zombies: Garden Warfare

Anmeldt af: Morten Skou - 25. februar 2014 - kl. 09:00
Del denne artikel:
8 0

Vi har leget krig i haven, i det nye Plants vs. Zombies fra den populære udvikler Popcap. Kan det leve op til forventningerne fra deres andre spil?

Popcap Games har indtil videre været kendt for en række meget populære og ikke mindst vanedannende spil, som eksempelvis Bejeweled, Peggle, Zuma og så selvfølgelig Plants vs. Zombies – alle spil som man fristes lidt til at kalde for en slags minispil. Nu er Popcap klar med Plants vs. Zombies: Garden Warfare, der er meget anderledes end de spil, som vi indtil nu har set fra dem, det er nemlig et tredjepersons skydespil.

Plants vs. Zombies: Garden Warfare indeholder to forskellige spiltyper; Garden Ops og multiplayer. Førstnævnte kan du spille alene eller sammen med op til tre andre spillere i co-op. Garden Ops går ud på, at man skal forsøge at bekæmpe den ene bølge af zombier efter den anden. Man spiller selv som en ud af fire forskellige karaktertyper; Peashooter, Chomper, Sunflower eller Cactus, som hver især har deres fordele, ulemper og forskellige skudtyper.




Til sin hjælp kan man plante en række forskellige planter de steder på banen, hvor der er en tom blomsterpotte – hvis man altså har husket at købe dem via opgraderingspakkerne før kampen. De planter, som man kan bruge, er meget lig dem, som er i de andre Plants vs. Zombies spil, men for at give et par eksempler, er der naturligvis forskellige typer af ærte-skydere, der er en solsikke som kaster energi fra sig og et utal af andre forskellige planter, som alle på hver deres måde er sjove at have med på sit hold.

Den anden spiltype er naturligvis multiplayer, hvor der gemmer sig mulighed for at spille Welcome Mat som er en slags begynderspiltype, Team Vanquish som er det, vi bedre kender som Team Deathmatch og Gardens & Graveyards, hvor det handler om at indtage eller forsvare en række forskellige haver – alt efter om man spiller som plante eller som zombie. Ligesom det var tilfældet i Garden Ops, er det også muligt at bruge forskellige opgraderingskort i de normale multiplayermodes. Dette betyder, at hvis man spiller som zombie, så kan man bruge sine opgraderingskort til at få flere zombier til at hjælpe dig – og hvis du spiller som plante, så kan du ligesom i den anden spiltype bruge dem til at beskytte dine områder.

Man kan også vælge at spille i ”boss”-mode, her ser man hele kortet oppe fra og skal så samle enten hjerner eller sole ind som kommer ned fra toppen af skærmen. Hver ting man indsamler giver 25 points og man kan så bruge disse points til eksempelvis at sende luftangreb ind, sætte radarer op og et par andre ting som kan give taktiske fordele for sit hold.




Multiplayerdelen af spillet fungerer faktisk ganske godt og måske fordi spillet, omgivelserne og ikke mindst karakterne, er så anderledes i forhold til, hvad vi ellers har set i spil i samme kategori, så er det også ganske sjovt. Der er dog også nogle underlige ting, eksempelvis hvis man søger efter en Team Vanquish kamp, og den ikke kan finde nogen server du kan komme på, så får du lov til bare at starte kampen op helt alene – her burde spillet i stedet have ladet dig vente i en lobby eller lignende.

Ligesom i mange andre spil, har man mulighed for at få de karakterer som man spiller med, til at stige i rang. For at stige i rang skal man løse en række udfordringer, som hører til den enkelte rang – det kan eksempelvis være, at du skal skyde tre fjender, at du skal skyde dem imens du er højere oppe i luften end dem og lignende. Efterhånden som man stiger i rang med sine karakterer, bliver det selvfølgelig også sværere at udføre de forskellige udfordringer. Multiplayer understøtter op til 24 spillere samtidig, altså op til 12 spillere på hvert hold.

Uanset om man spiller Garden Ops eller multiplayer, optjener man ”PvZ coins”, som man skal bruge til at købe de tidligere nævnte opgraderinger for imellem kampene. Opgraderingerne købes i pakker, hvor man ikke på forhånd kan se indholdet, og det er derfor meget forskelligt, hvad der gemmer sig i dem. Pakkerne kan fås fra 1000 og op til 40.000 PvZ coins – forskellen på de dyre frem for de billige er, at de indeholder mere sjældne opgraderinger. Fælles for dem alle er, at du kun kan bruge dem én gang, så hvis du får en meget sjælden opgradering, så er det med at bruge den på det rigtige tidspunkt, for den er væk for altid, når du har brugt den.

Det, som egentlig undrer mig i forbindelse med disse opgraderingspakker er, at man kun kan købe dem for de penge, som man optjener i selve spillet. Jeg synes ellers at det ville have været et oplagt sted at gøre brug af de ellers så populære micro-payments, for på den måde at lade spillerne købe nye kort uden nødvendigvis at skulle have optjent PvZ coins i spillet. Men sådan har Popcap altså ikke valgt at gøre her i starten, men mon ikke de kommer på et senere tidspunkt, det virker næsten for oplagt til at lade være.




Har du fået fingrene i Xbox One Smartglass-appen til eksempelvis iPhone, så giver Plants vs. Zombies også mulighed for, at man kan bruge den i såkaldt ”companion”-mode, hvor du via din iPad kan styre den føromtalte boss-mode samtidig med, at du spiller på konsollen. Dermed kan du altså være to steder på én gang, og når man bruger boss-mode på en tablet ved siden af Xboxen, kan man få en taktisk fordel. Companiondelen fungerer ganske fortræffelig, og selv om det kan være svært at holde styr på to skærme samtidig, så er det nok et af de spil, hvor jeg synes at den har fungeret bedst indtil videre.

Når det kommer til holdbarheden af Garden Warfare, er der ingen tvivl om, at det er multiplayerdelen, som man skal købe spillet for. Garden Ops-delen, altså der hvor du kan spille alene eller sammen med tre andre, går kun op til i alt 10 bølger, derefter er spillet overstået, og eftersom der kun er fem forskellige baner man kan gennemføre, så går det sjove desværre ret hurtigt af den del af spillet. Multiplayerdelen derimod er rigtig sjov, og man kan sagtens komme til at bruge mange timer i den. På trods af dette mener jeg ikke, at Plants vs. Zombies: Garden Warfare kan nå samme højder som nogle af de tidligere spil fra Popcap – det er ganske enkelt slet ikke vanedannende på samme måde, desværre.




Grafisk er spillet i den lidt specielle tegneserieagtige stil, som vi kender fra de andre Plants vs. Zombies-spil. Der er rigtig mange flotte detaljer rundt omkring, men hvis man sammenligner med hvad motoren bag spillet, Frostbite 3, ellers har lagt kræfter til – eksempelvis Battlefield 4 og Need for Speed: Rivals, så er der ingen tvivl om, at den ikke ligefrem bliver presset i forbindelse med Garden Warfare.

Lydsiden består som i de andre spil fra Popcap mest af underlige gryntelyde fra de forskellige karakterer samt sjove sange, som man næsten ikke kan lade være med at trække lidt på smilebåndet af. Når det er sagt, så virker det egentlig ikke som om, at der er gjort noget ekstraordinært ud af lyden i spillet, og soundtracket kunne mere eller mindre lige så godt være taget fra iOS udgaven af spillet.

Konklusionen på hele herligheden er, at jeg faktisk morede mig ganske godt i selskab med både zombierne og planterne. Det er sjovt at se de kendte figurer på en anden måde end vi tidligere har set dem, og det er da også modigt af Popcap at kaste sig over en helt ny genre. Det største problem er, at der kun er fem forskellige baner, man kan spille på – det betyder selvsagt, at man hurtigt lærer dem at kende og det kunne nu være rart med lidt flere muligheder. Med et prismærke på omkring 350 kroner, synes jeg dog alligevel, at man får en del underholdning for pengene, dog uden at det kommer i nærheden af den intensitet og vanedannende effekt, som vi har set i de mange andre spil fra Popcap Games.
Fakta
Plants vs. Zombies: Garden Warfare

Plants vs. Zombies: Garden Warfare

PlatformXbox One
UdviklerPopcap Games
UdgiverElectronic Arts
Spillere1-24
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Skærmmende Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Sjovt gameplay, god multiplayer, 4 spillere i co-op
For få baner
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:7.5
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.