UFC 2009 Undisputed

Skrevet af: Tommy Ågren - 28. oktober 2008 - kl. 12:00
Del denne artikel:
0 0
Kampsportselsker se her - Ultimate Fighting Championship kommer på ny til konsollerne, vi har set nærmere på det.

Det er ved at være rigtig sent på eftermiddagen, og vi har sat os godt til rette til endnu en spildemonstration. Så træder Tim Mulligan ind af døren – han er 1 meter og 90 centimeter høj, muskuløs og toptrimmet atlet, så han fanger øjeblikkeligt min opmærksomhed. Jeg retter mig næsten ubevidst op, da Tim indtager rummet med sin første sætning ”Hej folkens! Hvis I er UFC fans, så kan I godt gøre jer klar til at se noget totalt fedt.”

Tim Mulligan er seniorchef for THQ’s Ultimate Fighting Championship mærke, og han er kommet for at vise os firmaets nyeste satsning på den blodige kampsport fra TV.






Ultimate Fighting Championship, der forkortes UFC, er en kampsport, der i USA tidligere har været heftigt ombrust og forbudt i mange stater. Kæmpere fra alle mulige former for kampstile, det være sig karate, muay thai, boksning eller brasiliansk judo, sætter hinanden stævne i en brutal kampform, hvor alle former for angreb gælder, og det kun er den stærkeste mand, der forlader ringen. UFC har været dækket heftigt på TV, og de som har fulgt turneringerne vil vide, at der er tale om heftige, blodige og dramatiske kampe.

UFC 2009 Undisputed er THQ’s forsøg på for første gang at skabe et UFC spil, som gør sporten ære og kan fange opmærksomheden hos fanskaren. Tim Mulligan var den første til at indrømme, at de tidligere UFC titler ”havde været noget bras.”. Alle på udviklingsholdet er enten kampsportsudøvere eller store UFC fans, så det er et team der ved, hvad de har med at gøre.

Tim Mulligan og en af hans folk kastede sig ud i en tospillerkamp for at demonstrere, hvad de mente, der skulle til for at få os op af stolene. Kampen vi så fremviste både flotte grafisk fremstillede kæmpere men også et kampsystem, der i ret overbevisende stil genskabte UFC fornemmelsen. Slag fra boksning og tunge lårspark blev flydende udskiftet med korte albueslag og muay thai knæspark og til sidst afsluttet med brydning og kvælertag fra judo, da kæmperne var kommet helt tæt på hinanden og fik fejet benene væk. Udover at styringen i brydningsdelen, som Tim Mulligan også åbent indrømmede godt kunne bruge en ekstra omgang finpusning, så havde teamet på ret forbløffende vis fanget essensen af UFC kampene.






UFC 2009 Undisputed bliver bygget fuldstændigt op fra bunden. Grafik og kampmotor er komplet udviklet fra ny. De kendte kommentatorer fra tv-showet kommer til at ligge stemmer til alt, hvad der foregår i ringen. Der vil være mere end 200 timers kommentarspor, og THQ forsikrede os, at man med garanti aldrig kommer til at høre de sammen kommentarer igen og igen, som det kendes fra andre sportsspil. Over 3000 angreb bliver medtaget i spillet, så der bliver masser af variation og mulighed for at kæmpe præcis som man vil.

UFC 2009 Undisputed har alle muligheder for at blive det første spil, der gør den intensive og hårde UFC kampsport ære. THQ har tid endnu til at få helt styr på kontrollen, men de har allerede helt sikkert fanget UFC kampstilene forbløffende godt, og undertegnede har fornemmelsen af, at THQ endelig har fået samlet et hold, som nok skal få UFC til at se godt ud på Xbox 360 og Playstation 3, når spillet engang udkommer i foråret 2009.

\"Xboxlife
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.