Saints Row 2 hands-on preview

Skrevet af: Morten Skou - 12. september 2008 - kl. 07:00
Del denne artikel:
0 0
Skulle der stadigvæk være nogen, der ikke har hørt om Saints Rowspillet, så er det et såkaldt ”sandkasse”-spil, hvor man bevæger sig rundt i 3. person og skal gennemføre en række missioner, stjæle biler og forsøge at udrydde rivaliserende bander. Genren, som spillet befinder sig i, er den samme som eksempelvis Grand Theft Auto – dog er det vigtigt at understrege, at Saints Row absolut ikke blot er en billig kopi af førnævnte konkurrerende titel.

Saints Row 2 tager os tilbage til byen Stillwater. Handlingen starter fem år efter, at man som hovedperson var blevet bedraget af sine egne bandemedlemmer i Saints Row. De tidligere medlemmer af ”3rd Street Saints”, banden som man var medlem af tidligere, er gået hver til sit, og en række nye bander er kommet til byen for at få en bid af kagen.

Netop på grund af måden, som Saints Row 1 sluttede på, får man mulighed for at designe sin karakter via den enormt omfattende karaktergenerator, hvor man kan tilpasse sin karakter helt ned til mindste detalje. Skulle man senere hen fortryde det udseende, som man har fået lavet, kan man altid ligesom i den virkelige verden besøge en plastikkirurg, som er at finde forskellige steder i spillet.





Lige fra starten bliver man kastet ud i hæsblæsende action. Man vågner op i en seng på et fængselshospital, og på samme stue ligger der en anden fange, som tilbyder at hjælpe med at undslippe fængslet. Efter at have kæmpet sig fri og skudt en lang række politibetjente, befinder hovedpersonen sig atter i byen Stillwater og begynder hurtigt at samle en ny bande, som kan bekæmpe de tre nye rivaliserende bander; ”Brotherhood of Stillwater”, ”Sons of Samedi” og ”Ronin”.

Selve byen Stillwater ligner på mange områder sig selv fra det oprindelige Saints Row spil, dog er det hele blevet shinet gevaldigt op. Byen er ifølge udviklerne blevet cirka halvanden gang større end tidligere, og der er ligeledes kommet en del nye byzoner til, blandt andet et universitet, et kraftværk og selvfølgelig fængslet, hvor man undslipper fra til at starte med. I modsætning til andre spil i ”sandkasse”-genren er hele kortet i Saints Row 2 låst op til at starte med – man kan dermed bevæge sig frit rundt i hele Stillwater fra starten. Dette er naturligvis næsten et krav, eftersom spillet igen indeholder flere forskellige historielinier med startpunkter placeret forskellige steder i byen. Det geniale er, at de tre forskellige historier i spillet kan spilles uafhængigt af hinanden, og at man derfor kan vælge enten at gennemføre én historie af gangen eller tage en del af hver alt efter, hvad man har lyst til. De enkelte historier er naturligvis stadigvæk lineære.

Nu skal man jo ikke bevæge sig igennem livet helt alene, det samme gør sig gældende i Saints Row 2, der ligesom forgængeren giver mulighed for, at man kan samle en bande, som kan supportere en i forbindelse med de forskellige missioner. Man kan rekruttere de personer, der er på gaden og i ens gemmesteder (bulerne) og som har samme tøjfarve på som en selv – det vil sige lilla. Og nu hvor vi er ved tøjet, så er der selvfølgelig også butikker i Stillwater, hvor man kan købe nyt tøj, smykker, biler og hvad hjertet ellers måtte begære for de penge, som man optjener igennem spillet.





De butikker, som ligger i områderne, som man selv styrer, har man mulighed for at købe. Det koster en pæn sjat penge, men så får man også en del af omsætningen hver uge. Disse penge kan hentes i pengeskabene, som findes i gemmestederne. Man kan også vælge at røve butikkerne. Dette gøres ved, at man peger med et våben på ekspedienten og følger med ud til pengeskabet. Det er faktisk også muligt at købe nye gemmesteder igennem spillet og endda pimpe dem op ved at købe nyt interiør, som eksempelvis en ny seng og en stripperstang.


De forskellige historiedele foregår, når man spiller de forskellige missioner i spillet. For at komme i gang med en mission, skal man først have fundet frem til missionsmærket, som man kan finde på kortet. Der er dejligt mange forskellige missionstyper, og det er rigtigt lækkert, at hvis man er så uheldig at dø under en mission, kan man blot vælge at starte missionen om igen – uden at skulle finde tilbage til missionens oprindelige startsted. Netop dette gør, at man undgår det med at køre hele vejen igennem byen flere gange blot for at komme i gang med en mission, som man ikke formåede at gennemføre i første forsøg. Spillet kan fra starten spilles igennem på tre forskellige sværhedsgrader, og det er endda muligt at ændre sværhedsgraden som man måtte lyste igennem hele spillet.

Når missionen er gennemført, kommer markøren for den næste mission op på kortet, dog er det nødvendigt at man gennemfører såkaldte ”Activities” eller sidemissioner om man vil, for at opsamle nok respekt til, at man kan få lov til at give sig i kast med en ny mission. Dem, der har spillet det første Saints Row, vil kunne nikke genkendende til mange af de forskellige aktiviteter, eksempelvis ”Forsikringssvindel”, hvor man skal gøre så stor skade på sig selv som muligt - typisk ved at kaste sig ud foran biler, og ”Prostitution”, hvor man skal køre rundt og indsamle ludere og bringe dem tilbage til en pimp. Af nye aktiviteter kan nævnes ”Crowd control”, hvor man skal passe på at kendte folk ikke bliver overfaldet og ”Heli Assault”, hvor man flyver rundt og skyder ting i en helikopter. Desværre er hijacking af biler med passagerer i ikke blevet taget med over i Saints Row 2.





Våben er selvfølgelig også en stor del af et spil som Saints Row. Man kan bære rundt på i alt 8 forskellige våbentyper af gangen, og der er mulighed for at have to våben af samme slags, altså én i hver hånd samtidigt med et par enkelte af våbentyperne. Man skifter hurtigt imellem de forskellige våben ved at holde ”B”-knappen nede for at aktivere våbenoversigten og derefter den venstre analogstick for at vælge våbenet. Ekstra energi i form af mad og lignende får man adgang til ved at holde ”B”-knappen nede for derefter at vælge med D-pad. Det er muligt at bære rundt på fire forskellige madgenstande af gangen.

Når man nu har kastet sig ud i en af de mange hæftige skuddueller, så kan man ofte drage fordel af et af de nye elementer i spillet. Det er nu muligt at tage en anden person som gidsel og bruge denne som et menneskeskjold. Det er ganske effektivt overfor politiet, som på de første to ”efterlyst”-niveauer ikke skyder, når man har et gidsel. Har man været lidt for voldelig og kommer op på 3 stjerner eller derover, så bliver politiet mere og mere ligeglade, og man vil således opleve, at de ofte ser stort på om man står med et gidsel. Fra 3 stjerner og op vil de ofte også forsøge at køre dig ned. Jo højere et ”efterlyst”-niveau man har, jo heftigere bliver politiets indsats også for at få fingrene i en. I de højere niveauer bliver der eksempelvis indsat helikopter og naturligvis vejblokeringer.

Styringen er ganske udmærket, der har ikke været nogle mærkbare problemer med kameraet, og specielt er det lækkert, når man ændrer vinklen, så man ser det over skulderen på hovedpersonen – eksempelvis når man er i kamp. En ny ting i Saints Row 2 er, at det nu er muligt at slå fartpilot til i bilerne, dette gør, at det nu er nemmere at skyde efter modstanderne i biljagter og endnu mere oplagt er det at bruge til drive-by’s, hvor man langsomt ruller op på siden af sit offer og pløkker hovedet af vedkommende. Eneste ulempe ved styringen er, at bilerne til tider kan opføre sig lidt urealistiske, og det kan tage lidt tid at vænne sig til styringen af dem.

Helt unik for denne genre er, at THQ har valgt at få lokaliseret Saints Row 2, det vil sige at hvis man helst vil have menuerne og underteksterne på dansk, så er der mulighed for det. Desværre er stemmerne i de forskellige filmsekvenser stadigvæk på originalsproget, men alene det, at de har afsat udviklingstimer til at lave undertekster på flere sprog, er virkelig lækkert at se. Det kunne være rart, hvis andre udviklere begyndte at gøre det samme. Desværre er de danske oversættelser ikke helt så optimale, som man kunne ønske sig, eksempelvis er det engelske ord ”Crip” blevet oversat til ”Bule”, og ”You are History” (når man dør) er blevet oversat til ”Du er historie” – en frase man da vidst aldrig ville bruge i det danske sprog. Det skal dog nævnes, at den udgave af spillet som dette preview er skrevet ud fra er en ikke helt færdig udgave – dog tillader undertegnede sig at tvivle på, at der bliver rettet noget ved lokaliseringen.





Det er på mange måder naturligt at et spil som Saints Row bliver sammenlignet med Grand Theft Auto. Men som jeg startede med at skrive, er Saints Row alt andet end en efterligning, Volition, som har udviklet spillet, lader til at have tænkt sig rigtig godt om. Bare det, at man kan starte forfra på en mission uden at skulle bruge 15 minutter på at finde stedet i byen, hvorfra missionen skal aktiveres for femte gang i træk, gør, at spillet undgår mange af de trivielle ting, som hurtigt gør et spil kedeligt og langtrukkent.

Den store ulempe som Saints Row 2 muligvis har er, at det på rigtig mange områder ligner det første Saints Row spil. Tag dog ikke fejl, Saints Row 2 er uhyggeligt vanedannende og virkelig underholdende – hvad enten man vælger slavisk at gennemføre missionerne, eller man bare vil slappe af med at slagte de uskyldige indbyggere i den ellers stille by Stillwater.

Saints Row 2 udkommer den 14. oktober, og som du måske har bemærket indeholder ovenstående preview ikke nogen omtale af multiplayerdelene i spillet – dette skyldes en embargo på netop dette, der løber frem til den 26. september, hvor vi naturligvis vil være klar med yderligere omtale af multiplayermulighederne, som spillet har at byde på.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support