Prince of Persia: The Forgotten Sands

Skrevet af: Palle Havshøi-Jensen - 4. maj 2010 - kl. 22:11
Del denne artikel:
0 0
Prince of Persia vender tilbage til rødderne med The Forgotten Sands. Vi har spillet en preview udgave af Ubisofts nyeste spil i Prince of Persia serien – her er vores første indtryk af spillet.

I 2003 genoplivede Ubisoft Jordan Machner’s klassiske Prince of Persia serie fra slutningen af 1980’erne. Siden da er Prince of Persia blevet til en af Ubisofts største franchises, som nu er ved at blive filmatiseret til en spillefilm med bl.a. Jake Gyllenhaal og Ben Kingsley på rollelisten. I forbindelse med filmen kommer der naturligvis også et nyt spil – et spil, som i øvrigt ikke har noget som helst med filmen at gøre.


Prince of Persia: The Forgotten Sands udspiller sig plotmæssigt i den syv års periode, der ligger mellem Prince of Persia: Sands of Time og Prince of Persia: Warrior Within. Prinsen befinder sig i det royale palads, som er under belejring og tæt på at falde. For at slå fjenden tilbage, tager han nogle oldgamle kræfter i brug og begiver sig ud på et stort og farefuldt eventyr for at redde kongeriget. Vi kan desværre ikke fortælle ret meget mere om plottet, da den preview version vi spillede, ikke indeholdt nogle historieelementer, men kastede os direkte ud i spillets gameplay.

Stilmæssigt og gameplaymæssigt tager The Forgotten Sands Prince of Persia serien tilbage til The Sands of Time, hvilket vil sige det er et 3. persons actioneventyr, hvor der er stor fokus på akrobatiske spring og hop samt mindre gåder, som skal løses. Prinsen skal igen løbe op af og hen ad vægge, han skal hoppe og svinge sig fra afsats til afsats og lave massevis af akrobatiske manøvrer for at undgå fælder som roterende savklinger og lignede.


Der skal naturligvis også kæmpes mod et utal af fjender, faktisk helt op til 50 på én gang lover Ubisoft. Kampsystemet er simpelt og let at gå til, og prinsen har et par nye moves oppe i ærmet - generelt føles kampsystemet mere let og adræt end i Sands of Time. Så man har ikke noget problem med at hoppe over fjenderne, løbe udenom dem og hakke dem til sanddynger (de er jo lavet af sand, see?), mens man hænger med hovedet nedad. Den store nyhed er prinsens evne til at kontrollere verdens fire elementer; ild, vand, luft og jord. Han kan f.eks. fryse vand, så springvand bliver til massive søjler, han kan klatre op af, og vandfald bliver til massive vægge og han kan dække sig selv med uigennemtrængelige klipperstykker.

Hvis man har spillet Prince of Persia fra 2008, vil man sikkert gerne vide, om dette spil er lige så let. Det kan vi naturligvis ikke svare helt endegyldigt på endnu, men ud fra de dele vi har spillet af denne preview udgave, virker spillet ikke specielt svært, men alligevel noget mere udfordrende end det forrige spil. Kampene er ret hektiske pga. mængden af fjender, og nogle af dem er da også ret sejlivet. Dummer man sig, kan man igen spole tiden tilbage til et tidligere punkt, hvorfra man så igen fortsætter. Gameplayet er en fin blanding af action og gode gåder, hvor man ofte får lov til at bruge indersiden af hovedet.


Helt overordnet fungerer spillet godt, og det hele virker mere flydende og helstøbt i forhold til Sands of Time, som altså er det spil, dette bedst kan sammenlignes med. Grafikken er nydelig, styringen stram og præcis, og lydsiden var fin - som forventet af et spil af denne kaliber. Selv om The Forgotten Sands udkommer kort før Prince of Persia filmen, har spillet, som nævnt tidligere, heldigvis ikke noget med filmen at gøre, så vi behøver nok ikke frygte en skidt film-til-spil konvertering – og det ser da heller ikke sådan ud, ud fra denne preview udgave. Jeg var personligt meget begejstret for Prince of Persia: The Sands of Time, og derfor ser jeg ekstra meget frem til The Forgotten Sands, da det ser ud til, at serien vender tilbage til udgangspunktet, som for 7 år siden genoplivede Jordan Mechner’s legendariske spilserie. Min eneste bekymring kan være, om Ubisoft får tilført The Forgotten Sands nok nyt til, at spillet føles friskt, eller om det kommer til at føles som en udvidelse til The Sands of Time – hvilket vel egentlig heller ikke er så skidt endda.

Prince of Persia: The Forgotten Sands udkommer til Xbox 360, PlayStation 3, PC, Wii, Nintendo DS og PSP d. 21. maj. PC-versionen kommer i løbet af juni.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support