MicroBot

Skrevet af: Morten Skou - 10. november 2010 - kl. 21:08
Del denne artikel:
0 0
Under vores tur til EA’s november showcase fik vi blandt andet mulighed for at snakke lidt med Jason Harber, produceren bag det kommende Xbox Live Arcade spil; MicroBot. Der var naturligvis også rig mulighed for at prøve spillet, her er det første indtryk.

MicroBot handler om en højteknologisk nanorobot, der bliver skudt ind i en menneskekrop for at bekæmpe farlige virusser og bakterier. Spillet styres lidt på samme måde som det vi kender fra Geometry Wars, dog uden at spillene kan sammenlignes på andre måder i øvrigt. Spillet byder på fire forskellige banetyper, som hver har deres tema taget ud fra et bestemt sted på kroppen, nemlig blodårerne, skelettet, lungerne og hjernen. De forskellige temaer udmærker sig på hver deres måde, eksempelvis vil man i sin vej igennem blodårerne ofte møde modstand i form af blodstrømme – en ting der ikke er så meget af i skelettet.




Selv om man ikke er i tvivl om, hvilket af de fire temaer, man befinder sig i, så er spillet alligevel ikke så præcist, at det er et nøjagtigt billede af, hvordan en rigtig krop ville se ud. Det er således bare det overordnede i banerne, der er tilpasset de forskellige områder. En unik og ret fed ting ved spillet er, at banerne bliver dynamisk genereret, hver gang man spiller. Dette betyder, at man vil kunne spille igen og igen og aldrig opleve, at man befinder sig i en bane, som man tidligere har spillet i.

Der er to forskellige spiltyper i MicroBot nemlig ”History” og ”Challenge”. I history bevæger man sig stille og roligt igennem de forskellige dele af spillet og har mulighed for at leve op igen, når man dør. I Challenge-mode spiller man så længe man kan overleve og bliver hele tiden angrebet af nye bølger af bakterier, der forsøger at gøre det af med dig. Både historie og challenge kan spilles som co-op sammen med en ven, desværre er der kun mulighed for lokal co-op – hvilket egentlig er trist, da dette spil uden tvivl kunne være ganske sjovt at spille sammen med andre over internettet.





Efterhånden som man kommer længere og længere ind i spillet, samler man en masse dimser op, som giver dig penge. Disse penge kan på bestemte steder bruge til at opgradere din robot. Til at starte med har man mulighed for at have tre forskellige våben på en gang, men stille og roligt stiger antallet af de pladser på robotten, som man kan sætte våben på. Der er over 20 forskellige slags opgraderinger, som hver især har deres fordele, nogle af dem er deciderede våben, nogle er forsvarsmekanismer og så er der alle de andre muligheder. Der er ifølge udvikleren "millioner af måder man kan sammensætte sin robot på” – hvilket bidrager yderligere til den unikke spillestil, som de forsøger at give spilleren, hver gang man tænder for spillet.

Den tid som jeg havde med spillet, gav mig ret hurtigt indtrykket af, at der her er tale om et ganske underholdende spil, som er af den type, man med stor sandsynlighed vil have svært ved at stoppe med at spille igen, når man først er gået i gang. Det er selvfølgelig super ærgerligt, at der ikke er mulighed for at spille online co-op – en ting der vel nærmest skal og bør være i den slags spil. Men alt i alt var det en rigtig positiv oplevelse.

MicroBot forventes at udkomme i slutningen af 2011 til både Xbox 360 og Playstation 3.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.