FIFA 10

Skrevet af: Morten Skou - 15. juli 2009 - kl. 00:02
Del denne artikel:
0 0
Tiden er igen ved at være inde til, at Electronic Arts årlige udgivelse af deres populære fodboldspil, FIFA, rammer hylderne. Vi var for nylig en tur i Guildford nær London for at få et første sneak-peak på, hvad det kommende spil egentlig har at byde på. Spillet, som blev vist frem, var cirka 70 % færdigt, og på grund af den relativt korte spilletid på et par timer, var det selvfølgelig ikke muligt at nå hele vejen rundt om spillet.

Ifølge David Rutter, der er producer for Xbox 360 og PlayStation 3 udgaverne af FIFA 10, så betyder communitiet omkring FIFA meget for udviklerne. Dette kan blandt andet ses ved, at 70 % af tiden, der er brugt på den nye udgave, er blevet brugt på at forbedre eksisterende ting i spillet, og en stor del af dette er sket ud fra feedback fra spillets fans. Det betyder selvfølgelig også, at der er brugt 30 % på udvikling af nye features i spillet.

Til trods for ovenstående er det alligevel lykkedes at bruge de 30 % til noget rigtig fornuftigt. En af de vel nok største og mest fascinerende nye features er den nye mulighed, som kaldes for ”Create set pieces”. Med ”Create set pieces” er det muligt på forhånd at indøve eller designe standardsituationer som frispark og hjørnespark. Man optager ganske enkelt på forhånd, hvordan man vil have en given situation til at udvikle sig, vælger hvem der skal løbe hvorhen og hvad de skal gøre - og kan så efterfølgende aktivere situationen i kampene, når muligheden byder sig via D-pad. Det er muligt at gemme op til 32 forskellige indøvede situationer pr. profil.

Det næststørste på listen over forbedringer er uden tvivl muligheden for at lave 360-graders driblinger. I de tidligere spil var det selvfølgelig også muligt at lave driblinger, men man har tidligere været begrænset af, hvor mange retninger man kunne gøre det i. Dette åbner blandt andet op for et mere flydende spil og mere frihed med bolden, hvor de rigtig dygtige spillere kan lave endnu flere frække detaljer, som eksempelvis at drible imellem små huller i modstandernes forsvar, som ikke tidligere var muligt.

Spillerne har også fået egentlige reflekser, der medfører, at de pludselig kan finde på at forsøge at erobre bolden ved at stikke en hæl ud eller lignende. Dette oplevede undertegnede flere eksempler på, faktisk rimelig ofte, imens jeg på magisk vis formåede at tæve de øvrige journalister, og det virker faktisk ganske godt. Målmanden og dine medspillere har også fået lidt mere hjerne. For målmandens vedkommende betyder det blandt andet, at han nu er blevet bedre til at vippe bolden over topbjælken, og at den nye feature ”sekundære redninger” er kommet med. Sekundære redninger betyder, at hvis målmanden allerede har kastet sig i græsset for at redde et skud, så er han nu langt hurtigere til at komme op igen og formår endda at kaste sig efter andre skud lige efter den første redning. Disse ting er uden tvivl noget, som alle, der har spillet bare en lille smule FIFA, har bandet højlydt over. På et enkelt område er målmanden også blevet gjort lidt dårligere, det er nemlig blevet nemmere at drible uden om ham – altså en mere realistisk tilgang til målmanden end det vi har set i de tidligere udgaver, hvor han nærmest klistrede til bolden så snart den var inden for rækkevidde.

De øvrige medspillere har som sagt også fået et nøk op, blandt andet bliver dit forsvar nu hængende tilbage i forbindelse med eksempelvis hjørnespark. Dette lukker lidt bedre af for de ellers meget brugte kontraangreb, hvor man kunne se modstanderen spæne mod sit mål med kun målmanden som sidste håb. Tacklinger, rene såvel som beskidte, har også fået en overhaling. Det betyder, at timingen nu er mere kritisk for, om en tackling går godt eller dårligt.

Den sidste store nyhed i forbindelse med selve spillerfunktionaliteten, som jeg vil nævne, er hurtige frispark. Hurtige frispark fungerer på den måde, at når der er tale om mindre forseelser, kan man hurtigt skyde til bolden og på den måde undgå, at spillet går helt i stå. Det er uden tvivl med til at give et mere flydende gameplay.

Replay-funktionen er der desværre ikke blevet gjort noget ved, dette skyldes rent faktisk en hukommelsesbegrænsning på Xbox 360, fordi de har et krav om, at spillet også skal kunne køre uden harddisk, og dermed er længden på replays begrænsede. Havde spillet kun været til PlayStation 3, ville de kunne være væsentligt længere, fordi der som standard er indbygget harddisk. Der vil heller ikke være mulighed for at optage dem, men David Rutter lovede, at omkring juletid, vil featuren helt sikkert være at finde i FIFA 11.

Manager mode er også med i FIFA 10 og er denne gang blevet mere autentisk. Der er 50 store forbedringer, herunder de vel nok største, som er mere realistiske transfers og det, at ungdomsspillere ikke automatisk bliver superstjerner med tiden.

En egentlig ”practice arena” er det også blevet til, her kan man træne kampe med op til 11 mod 11 deltagere, endda med support for multiplayer. Præcis hvordan denne nye feature virker, fik jeg desværre ikke mulighed for at prøve – men det skulle være en slags udbyggelse af den normale ”load arena”, som vi kender fra FIFA 09, og den skulle blandt andet give mulighed for at træne frispark og andre finurligheder.

Til det store spørgsmål om, hvorvidt der var danske kommentatorer eller stadions i FIFA 10, så var svaret fra David Rutter, at det som altid var et spørgsmål om økonomi. Reelt er det Electronic Arts i Danmark, der skal fortælle udviklerne, at de enten ikke kan sælge spillet uden, eller at de kan sælge endnu flere.

Afslutningsvis er det værd at nævne, at David Rutter nævnte, at der om kort tid vil komme endnu en stor annoncering i forbindelse med FIFA 10. Præcis hvad det er han hentyder til, må tiden vise, for han ville ikke komme nærmere ind på det på daværende tidspunkt.

Vi håber på at kunne præsentere jer for et mere omfattende hands-on preview af FIFA 10 et stykke tid inden spillet udkommer. Indtil da, håber jeg, at ovenstående har besvaret en masse af jeres spørgsmål og måske bekræftet, at FIFA 10 med stor sandsynlighed bliver den mest revolutionerende udgave, der længe har set dagens lys i FIFA-serien.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support