Dark Sector

Skrevet af: Morten Skou - 11. februar 2008 - kl. 05:47
Del denne artikel:
0 0
I mandags hoppede undertegnede på morgenflyet til London for at kigge lidt på Digital Extremes kommende 3. person shooter: Dark Sector. Digital Extreme er bestemt ikke et nyt navn indenfor spiludvikling, de har tidligere stået bag titler som Pirah, Unreal Championship og Unreal Tournament 2003 og 2004.

Historien i spillet ønsker Digital Extreme ikke at røbe alt for meget om, men man antager rollen som Hayden Tenno, en specieltrænet kold morder, der arbejder for ”The Agency”. Normalt har han været deres topagent, men i den sidste mission begyndte han at vise, at han havde en samvittighed, hvilket fik missionen til at fejle. For at få oprejsning igen og imod lovning om, at det bliver hans sidste mission, bliver han sendt af sted til Lasria. Imens historien i spillet udvikler sig, finder man hurtigt ud af, at Lasria er et område, der er inficeret med en slem virus, der får sine ofre til at mutere. Hayden bliver fanget af Robert Mezner, som med hjælp fra en muteret ”fætter” får inficeret Hayden med virusen.

Dark Sector

Virusen betyder, at Hayden’s højre arm får en speciel mutation i form af den såkaldte Glaive, en slags 3-armet boomerang, som spiller en stor rolle igennem spillet. Til at starte med er Glaiven rimelig basal men stadigvæk dødelig for dem, som møder den. Igennem spillet bliver den opgraderet med nye features, som eksempelvis muligheden for at man kan kaste den, hvorefter den henter ting som våben og lignende tilbage til dig. En af de federe opgraderinger er muligheden for at lave ”Aftertouch” med Glaiven – dette gør, at man kan følge og styre den dødbringende kniv imens den suser igennem luften. Man fristes lidt til at sammenligne det med bullettime, og det ser rigtigt godt ud, når man lige skærer hovedet eller benene af en fjende.

For lige at spice det hele lidt mere op, så kan man også bruge venstre hånd til at skyde med – også imens Glaiven farer igennem luften. Dette giver mulighed for nogle ret effektive angreb, specielt når man får mere og mere avancerede våben. Netop våben er der en del forskellige af, og man finder de mest traditionelle våben, som efterhånden alle spil i denne genre indeholder: pistol, shotgun, raketkaster og så videre. Igennem spillet kan man ligeledes finde opgraderinger til de konventionelle våben, hvilket gør dem mere effektive.

Der er ingen tvivl om, hvor udviklerne af Dark Sector har hentet deres inspiration henne, spillet har til trods for, at det ikke er bygget på samme motor, enormt mange ligheder med Epic’s Gears of War. Specielt ting som rullefald, måden man søger dækning på og ligeledes måden som ens karakter bevæger sig på, virker som om det nærmest er tyvstjålet fra Gears of War. Digital Extreme havde dog også planlagt at benytte Unreal motoren, men den nyeste udgave nåede ikke at komme ud før de gik i gang med udviklingen, hvilket resulterede i, at de måtte lave deres egen.

Dark Sector

Dynamisk sværhedsgrad
Selv om spillet på mange måder ligner en sammensmeltning af Gears of War, The Darkness og måske Resident Evil, så er der alligevel lavet en del nyskabende ting. En af de ting, som vi nok kommer til at se mere og mere til, er den dynamiske sværhedsgrad. Spillet giver ikke spilleren mulighed for at vælge imellem flere forskellige sværhedsgrader i starten af spillet, derimod stiger sværhedsgraden i takt med, at man gør det godt – og omvendt falder den naturligvis, når man gør det knapt så godt.

Dermed er længden på spillet naturligvis også afhængig af, hvor god man er, og for en gangs skyld er det måske endda hurtigere at gennemføre spillet, hvis man er decideret dårlig til at ramme. Dog skal alle igennem i alt 10 forskellige kapitler – hver med deres antal underliggende baner af forskellig længde. Mange af banerne bliver afsluttet med et stort boss-monster, som efter at man har besejret det vil resultere i, at man får en af sine evner opgraderet. Evnen som bliver opgraderet vil typisk være den samme evne, som monsteret besidder, er monsteret usynligt, så vil du efterfølgende selv få evnen til at gøre dig usynlig.

Derudover er der heller ingen form for permanent HUD eller indikering af energi, antal skud og lignende. I stedet har man valgt, meget i stil med Gears of War, at lade skærmen blive mere og mere rød, når man bliver skudt, og våbene, som man bærer rundt på, bliver vist direkte på karakteren, som for øvrigt er ganske udmærket lavet rent grafisk. Helt undvære HUD’en må man dog ikke, den dukker op engang imellem, eksempelvis når man samler flere skud op eller skifter våben.

Til dem som har lyst til at spille online, så vil spillet også have forskellige multiplayerspil. Dog er der embargo på dette indtil den 26. februar, så det er ikke muligt lige nu at præcisere, hvilke online multiplayer features, spillet har at byde på.

Dark Sector

Har jeg været her før?
Der er efterhånden uhyggeligt mange forskellige spil i denne genre ude til næste generation af konsollerne. De fleste af dem har endnu ikke rigtigt formået at forny genren på nogen måde og har derfor mere eller mindre udelukkende bidraget med en eller anden form for historie. Dark Sector lader ikke til at være den store undtagelse. Til trods for, at man har forsøgt at tage det bedste fra et par af de tidligere titler, så synes fornyelsen alligevel ikke stor nok til at gøre spillet til noget specielt. Alene det at de elementer, som man har ”lånt” fra blandt andet Gears of War og The Darkness, er så tydelige efterligninger gør, at man føler, at man allerede har spillet titlen flere gange før.

Om den endelige udgave af spillet formår at bidrage med endnu mere til genren er svært at sige. Dette preview er skrevet ud fra at have spillet igennem fire forskellige chapters, dog på en ikke helt afpudset udgave af spillet.

For dem, som gerne vil se lidt til den lidt dystre stemning i spillet, så kan I med fordel besøge www.visitlasria.com – det kan anbefales at have lidt tålmodighed, da sandheden om Lasria så vil blive afsløret for jer.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.