Call of Duty Modern Warfare 3 – Spec Ops Survival

Skrevet af: Morten Skou - 21. august 2011 - kl. 16:28
Del denne artikel:
0 0
Når man nævner datoen den 8. november, så kommer der med stor sandsynlighed julelys i øjnene på rigtig mange gamere verden over. Det er naturligvis denne dag, at den ottende titel i Call of Duty-serien udkommer, den tredje titel med undertitlen Modern Warfare.

Call of Duty-serien har været en af de bedst sælgende spilserier nogensinde, og meget tyder på, at selv om det originale team fra Infinity Ward mere eller mindre er væk, så er der alligevel en lang række forbedringer, der umiddelbart ser ud til at berettige denne tredje udgivelse.





Co-op spiltypen Spec Ops vendte tilbage til Call of Duty-serien i forbindelse med Modern Warfare 3. Og under dette års Gamescom fik undertegnede mulighed for at prøve kræfter med det. Inden vi kom ind til spilsessionen fik vi at vide, at der ikke umiddelbart var nogen tidsgrænse på det, men at man bare spillede, indtil man døde - deraf det fulde navn på spiltypen, nemlig Spec Ops Survival.

Ligesom man tidligere har set i en masse andre spil, eksempelvis Gears of War 2 og diverse spil, hvor der er en ”Zombie”-spiltype, så fungerer Spec Ops Survival på den måde, at man skal gennemføre en række forskellige ”waves” af angreb – dette kan man gøre enten alene eller sammen med en ven. Hver gang man skyder en fjende, tjener man penge, som man efter den første wave kan bruge i en slags butik i selve spillet. I denne butik kan man købe ammunition og alle de forskellige våben, som man kender fra Call of Duty, og kan på den måde købe bedre våben, efterhånden som man kommer længere og længere ind i spillet.

Netop opgraderingen af våbnene er en vigtig ting, efterhånden som man kommer længere ind i Spec Ops Survival. Fjenderne begynder selvsagt at komme i større mængder og blive mere og mere sofistikerede. Eksempelvis kommer der i wave 5 to kamphelikoptere, som man skal skyde ned, senere møder man fjender og hunde med påmonterede bomber, så de eksploderer, når de dør. Den sidste wave jeg fik lov til at prøve, var den tiende, her mødte vi en gammel kending fra Modern Warfare 2, nemlig den pansrede Juggernaut. Jeg fik at vide, at der var et ”uendeligt” antal waves – og da jeg egentlig synes at ”uendeligt” lyder ret vildt, fik jeg produceren fra Sledgehammer til at bekræfte det under et interview dagen efter – jo der er et uendeligt antal waves. Dermed er der lagt op til en overordentlig omgang gaming. Der er endvidere mulighed for at spille på flere forskellige sværhedsgrader, men præcis hvor mange der var, kunne jeg desværre ikke se.





Spec Ops Survival gør brug af de baner, som også er tilgængelige for den normale multiplayerdel af Call of Duty: Modern Warfare 3. Det betyder også at når der fremover kommer nye baner, så vil en del af dem – altså de baner som passer til Spec Ops - også blive spilbare i Spec Ops Survival.

Spiller man sammen med en ven, er der en række fordele frem for at spille alene. Selvfølgelig er det altid sjovere at spille sådan noget sammen med andre, men man får også mulighed for at genoplive hinanden, hvis man skulle være så uheldig at dø – og så kan man dele penge med sin co-op partner, så man eventuelt kan udligne forskellen, hvis man spiller sammen med en mindre erfaren Call of Duty-spiller.

Der er ingen tvivl om, at Spec Ops Survival kan gå hen og blive ganske morsomt i længden. Alene det, at jeg hyggede mig gevaldigt, da jeg spillede sammen med en repræsentant fra Activision, siger lidt om, hvor sjovt det så er, hvis man spiller det sammen med en kammerat. Desværre er det kun muligt at spille Spec Ops med op til 2 spillere – her ville det have været fedt hvis der var mulighed for eksempelvis 4 spillere samtidig.





Der er selvsagt ikke den store nyskabelse i den måde, de har lavet Spec Ops Survival på, det er jo reelt bare en ”Horde”- eller Zombie-spiltype, som i stedet gør brug af de omgivelser, som er til rådighed i Modern Warfare 3. Men ikke desto mindre, så var det meget underholdende at spille det, og det er jo i bund og grund det vigtigste.

Se Modern Warfare 3 Spec Ops Survival traileren her
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.