Assassins Creed

Skrevet af: Mikkel Vinther (vinterbird) - 3. oktober 2006 - kl. 20:52
Del denne artikel:
0 0
Fra folkene bag Prince of Persia: Sands of Time kommer nu Ubisofts store næstegenerationstitel, Assassins Creed.

Vores demonstration af Assassins Creed bringer os i skoene på en lejemorder, som rejser rundt under korstogstiderne for at dræbe bestemte personer og ændre slagets gang.

I vores demonstration begyndte vi i en by fyldt med en masse mennesker, og det første der slår en, når man ser Assassins første gang, er hvordan alting ser utroligt realistisk ud. Menneskerne går rundt og gør deres daglige ting, de er ikke hjernedøde personer, som venter på, at du bliver færdig med dine ting. De tænker selv, og de reagerer på dine handlinger.

Vi fik det vist ved, at hvis man selv opfører sig som en tosse og hopper op og ned og løber rundt i cirkler, så vil byens beboere kigge meget underligt på dig og begynde at undgå dig. Hurtigt vil et rygte sprede sig, og du vil være knap så populær i byen.





I andre tilfælde kan du gøre gode gerninger. Vi så f.eks., at en ung pige var ved at blive voldtaget af nogle soldater, og vi valgte at gå ind og redde hende, og efter hun havde takket os, løb hun ud og fortalte, at hun var blevet reddet af os.

Disse små ting kan hjælpe dig igennem de enkelte missioner og i sidste ende gøre livet en del lettere for dig, når du skal flygte fra de mange vagter, hvis du bliver opdaget under et mord.

Men vores mission var ikke at redde unge piger i nød, derimod var det at dræbe en chef for en deling soldater, som netop har hængt en bunke uskyldige mennesker. Så for at få os et overblik over vores opgave, løb vi hen til den nærmeste væg, og uden videre problemer var vi i gang med at kravle op af væggen.

En af de mest imponerende ting i Assassins er denne ”Free Climb”, som udviklerne kalder det. Hvis du ser en kant eller en murbrok, der stikker ud, så kan du tage fat i den og kravle videre op til den næste udstikkende kant. Det er utroligt imponerende at se hovedpersonen tage fat i kanterne og rent faktisk bruge dem i stedet for blot at gribe fat i en flad væg.





Efter vi havde kravlet op af væggen og lavet nogle akrobatiske manøvrer over nogle tage, blev vi overrasket af en soldat, og her fik vi demonstreret det utroligt flydende og imponerende kampsystem i Assassins. Uden de store problemer bevægede vores helt sig rundt på akrobatisk vis, og til sidst fik han overrumplet soldaten og sendt ham flyvende ud over toppen af bygningen.

Efter at have hoppet fra bygning til bygning og løbet lidt over nogle hustage, var vi nu endelig ved vores mål. Og her blev endnu en interessant feature vist frem i Assassins.

Ved et hurtigt tryk på en knap skiftede kameraet til førstepersonsperspektiv, og her kunne vi se hvordan alle personerne på gaden, enten var grå eller lysende, og dem der lyset var folk som holdte med os, og dem kunne vi stole på, ikke ville afslører os.

Efter at have fået et godt overblik, kastede vi os ned til masserne, der stod foran de nu hængte mennesker, og vores mål stod og proklamerede hans sejr over disse mennesker.





Imens vi stille og roligt gik igennem menneskemassen, oplevede vi, hvordan de mindste ting kan ændre en masse, for da vi var på vej op til vores mål, kom vi til at støde ind i en anden mand, og han stirrede meget underligt på os, og pludselig begyndte han at råbe efter vagter, og så havde vi intet andet valg end at trække vores sværd og kaste os direkte efter vores mål.

Efter et hurtigt angreb var han nedlagt, men missionen var alt andet end slut, for før vi nåede at opdage det, var vi omringet af soldater, og vi valgte at tage flugten i stedet for at kæmpe.

Efter et dristigt flugtforsøg gennem byens mange snævre gader blev vi dog overrasket af en lille gruppe soldater, som hurtigt voksede, og før vi vidste af det, blev vi overmandet.





Men der var ingen game over skærm, til gengæld vågnede vi op et helt andet sted, nemlig i fremtiden. Og hvad fremtiden har med middelalderen at gøre, det finder vi ud af i første kvartal af 2007, hvor Assassins Creed ankommer til Xbox 360 og Playstation 3.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.