Alone in the Dark

Skrevet af: Mikkel Vinther (vinterbird) - 13. maj 2008 - kl. 00:01
Del denne artikel:
0 0
I slutningen af marts måned indtog vi Atari for at få et nærmere kig på en næsten færdig udgave af spillet, som dog stadig har nogle måneders finpudsning foran sig før det bliver smidt på gaden i slutningen af juni.

Med dette afsnit i Alone in the Dark serien bliver der gjort et forsøg på at genstarte serien. Væk er det klassiske horrorelement, som vi finder i Silent Hill og Resident Evil titlerne. Nu er fokussen i stedet lagt på den gode historie, mens spilleren sidder med en klump i halsen.


Annonce:



Vores historie starter i midten af New York City. Hovedpersonen fra de forrige spil, Edward Carnby, vågner i et mørkt lokale, og man ved ikke helt hvad der foregår. Fra første sekund man lægger hænderne på Alone in the Dark, går det op for en, at det her er en anderledes spiloplevelse. Mens man langsomt vågner op i starten af spillet, skal man trykke på højre analog for at blinke med øjnene, så man kan fokusere igen. En simpel ting som at skulle blinke lyder på papiret måske ikke overdrevent genialt, men når man som spiller skal gøre præcis, som man ville i virkeligheden, skaber det en helt unik følelse af indlevelse.

Det at Alone in the Dark vil være så virkeligt som muligt bliver meget hurtigt klart for en. For efter vi vågnede op og fik styr på os selv, begyndte der at ske nogle meget mystiske ting rundt omkring os. En underlig ormelignende skabning begyndt at kaste sig igennem væggene, og bygningen vi befandt os i begyndte at falde fra hinanden. Mens bygningen falder fra hinanden bliver det en kamp mod elementerne og selve bygningen, hvor det gælder om at tænke som man ville gøre i virkeligheden.

Når man møder en lukket dør i Alone in the Dark er det ikke ensbetydende med, at man pludselig skal ud og jagte specielle nøgler eller lignende for at komme videre. Derimod kan man bare samle den første og bedste brandslukker op og bruge den som rambuk til at komme igennem døren. Mentaliteten bag det gør, at man pludselig kan begynde at tænke, som man ville gøre i virkeligheden, og for at overleve bliver man nødt til at tænke realistisk og ikke mindst kreativt. Et af de mere kreative eksempler vi fik lov til at prøve var, at vi havde en flaske med brandbar væske, som vi puttede noget papir ned i, hvorefter vi bandt dobbeltsidet gaffatape rundt om flasken, så den nu kunne sætte sig fast på overflader eller fjender. Nu havde vi en fin ”sticky bomb” i hænderne, men for at sætte prikken over i’et satte vi en pakke patroner fast på flasken, og nu havde vi ikke blot en bombe - men en bombe som sendte projektiler ud, når den eksploderede.

Alone in the Dark

Denne form for kreativitet med bomben gav os et indblik i, hvordan man kunne udvikle sine helt egne våben og flugtveje igennem spillet. De virkelighedstro elementer i spillet er der dog ikke kun, når det gælder måden man kommer forbi døre og dræber fjender på, det handler også om, hvordan man løser gåder. For alle spillets gåder vil tage udgangspunkt i, hvordan man påvirker miljøet. En af de helt store spillere i dette er ild. Ild er nemlig dynamisk. Den opfører sig præcis, som man ville forvente den gjorde i virkeligheden. Hvis man sætter ild til en stol og render rundt og bruger den som fakkel, så kan man sætte ild til alt andet, der er brændbart. Dette kan bruges til at vælte træbjælker eller lignende. Men det bruges også som det eneste rigtigt effektive våben mod spillets fjender.

Når man første gang bliver introduceret til spillets fjender begynder det at gå op for en, at Alone in the Dark har givet slip på sine horror rødder, for fjenderne er ikke få og skræmmende, men derimod en god håndfuld fjender, der kommer efter en, når det går løs. Dette betyder, at Alone in the Dark ikke handler om det store gys, men derimod kampen om overlevelse med at tænke hurtigt. Det at tænke hurtigt bliver nødvendigt, for fjender kan kun dræbes ved at sætte ild til dem. Man kan skyde dem, men det nedlægger dem kun. For at få dem til at forsvinde helt og aldeles skal der sættes ild til dem, hvilket betyder, at hvis man ikke lige har en åben flamme i nærheden, er man nødt til at lave f.eks. patroner, der er dyppet i benzin og dermed brændende projektiler, eller man er nødt til at hælde benzin ud over fjenden for så at sætte ild til dem. At skulle afbrænde de næsten døde fjender gør, at det er ikke bare er nok at være god til at skyde, der skal også tænkes over, om man rent faktisk kan gøre det helt af med fjenderne.

Alone in the Dark

Skydedelen af Alone in the Dark fungerer ikke i tredjeperson, som Resident Evil eller Silent Hill gør. Derimod bliver man sendt i førstepersons perspektiv for at gøre det af med fjenderne, og det er her vores største bekymring er omkring spillet. For når man går i førsteperson, så fungerer det ikke specielt godt. Styringen virker utrolig sløv, og det er meget svært at sigte på fjenderne, ikke mindst fordi der er en meget kraftig autoaim i effekt, som centrerer på fjenden næsten med det samme. Det kompenserer en smule for den sløve styring i førsteperson, men Eden Games har stadig et stykke arbejde at gøre, før det er helt flydende.

Det samme kan også siges om spillets bilsekvenser, som på trods af brugen af samme motor som Test Drive Unlimited stadig føles en smule som en tændstikæske med hjul på. Styringen føles en smule tung, og kameraet er endnu ikke helt på plads i disse sektioner.

Alone in the Dark

Franske Eden Games har endnu to måneder til at finpudse Alone in the Dark, og hvis de får styr på sigtemekanikken og får pudset de sidste grafiske detaljer af, så kan Alone in the Dark gå hen og blive en helt ny start på serien og potentielt en af årets helt store overraskelser.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.