Vinderne af controllerne er fundet

Vi har gennemlæst alle historier og fundet frem til de 2 som skal have en splinter ny controller til gengæld for de stræbasser de har gennemgået...

Det var ikke nemt at finde frem til vinderne da mange overraskende nok har haft utallige "slåskampe" med de stakkels sorte controllere.

Første vinder af konkurrencen er:

cavi

som ikke nok med at være syg, men som også måtte lide den skæbne at se en controller drukne i en kop suppe.

"Her forleden ik ! der var jeg syg, så tænkte jeg...nu laver jeg omgang varm suppe det er jo godt hvis man er syg...så jeg tændte boxen og skulle lige lukke op for en omgang listepike (splint 2)
men da jeg skulle´have fat i controlleren under bord'et sad ledningen fast rundt om bordbenet, og det resulterede i at den eneste controller jeg har havnede lige i SUPPEN ! FU**
og så men analogerne nedad. ret NEDEREN !"

Anden vinder af konkurrencen er:

Arring

som oplevede en hel kærlighedsroman med alt hvad det indebar, kærlighed, jalouxi, had og død. En virkelig rørende historie som fortjener en controller som plaster på såret.

"Dette er ikke blot historien om de mange timer, som jeg har spenderet med min Xbox. Dette er mere end historien om antallet af akutte anfald af snart den ene snart den anden ekstrem følelse, hvoraf samtlige er katalyseret af de sublime xbox spil, der til tid og evighed formår at lade mig flyde væk fra denne tyngdekraftsplagede verden, hvor night googles er dyre og magi ikke fremføres med sprudlende auraer og fantastiske eksplosioner. Dette, mine mange herrer og få damer, er historien om Mulle.
Mulle var (må han hvile i fred) et glad lille hamster. Min onde tvillingesøster, der måske ikke er så ond endda, havde anskaffet sig ham for lidt under et år siden, og hele familien faldt pladask for hans lange, bløde og hvide pels, de små sorte øjne og en tilsyneladende uvirkelig tilstedeværelse af sorte huller i hans kindposer. Det var en fryd at betragte ham, mens han utrætteligt gav den lille knirkende trædemølle mere opmærksom, end det nogensinde gav ham retur. Ligeledes var der latter i hele huset, når min måske-onde tvillingesøster forsøgte at erfare, hvor mange rosiner det bette skarn egentlig kunne have i kindposerne, hvilket kun resulterede i et meget sølle hamster med utrolig meget ræsermås (min tvillingesøster har aldrig været specielt videnskabelig anlagt).
Men som I nok kan læse mellem linjerne, så var Mulle elsket, beundret og praktisk talt et medlem af familien. Et langhåret, rosinædende og trædemølle-fanatisk medlem rettere sagt. Også jeg havde en blød plet i mit hjerte for denne gnaver, og i samme åndedrag, som jeg skriver dette, beder jeg Dem, ærede læser, om at lægge mærke til brugen af datid. Jeg HAVDE.
For stakkels Mulle skulle lide en krank skæbne. En krank skæbne der desværre også involverede min Xbox. Allerede nu kan man spørge sig selv om, hvilke af disse jeg elskede mest: Mulle eller Xboxen? Og efter at have spenderet kolde timer og ensomme nætter med bøgerne som mit eneste selskab (eftersom mine venner tilsyneladende kun gad besøge mig, da det var muligt at spille på Xboxen) kan jeg konkludere således på det: Et hamster lever ca. 2½ år. En god spiloplevelse lever for evigt. Og har man valget mellem at dyrke en kærlighedsfølelse i 2½ år eller ud i evighed, hvad ville man så vælge? Et spørgsmål, der er ganske let besvaret.
Tilbage til sagen vedrørende den oh så kranke skæbne, der overrumplede stakkels strømførende Mulle såvel som strømforbrugeren Hr. Xbox. Det kan siges såre enkelt: Mulle havde tilsyneladende gennem længere tid været yderst jaloux på min Xbox. Måske fornemmede han, hvordan jeg forandrede mig, til sidst foretrak at tæske løs på controlleren frem for at proppe ham med rosiner. Måske han frygtede, at resten familien ville gå samme vej. Måske var det derfor, han gjorde, som han gjorde.
På et eller andet plan forstår jeg ham, Mulle, hvis det var sådan det forholdte sig. For uanset om Xboxens stilfulde design har smittet af på ledninger, og således fået dem til at fremstå ganske appetitelige, eller om det virkelig galdt om en decideret rosin-dreven hævnakt, så blev Mulle ristet, så hårene stod ud fra hans krop, idet han satte de lange tænder i et af Xboxens kabler, mens denne var tændt. Luften blev tyk af den søde duft af strøm-stegt hamster, og der lød et knapt hørbart piv, der kom fra Mulles favorit gemme sted - bag reolsystemet, hvor Xboxen havde bosat sig. Ganske som en uanseelig røgsøjle steg op bag fjernsynet, slukkede min xbox med et "zak" og deltog derefter i dette makabre post-mortem relaterede rygeri. Alle savegames gik til spilde, begge controllere gav op, og Unreal Championship var lige pludselig endnu mere voldeligt i min bevidsthed end før i tiden, nu da det egentlig havde haft nærkontakt med en så grum skæbne. Således døde mulde, således mistede jeg min første Xbox.
Jeg er udmærket klar over, at denne historie ikke handler om decideret slid. Men den handler om sorg, afmagt og dét at miste én eller flere, som står én nær (i særdeleshed Xbox-relaterede effekter). Ydermere handler det om at være en fattig studerende, der er for nærig til at sætte et par ugers kost til side for endnu engang at kunne invitere vennerne over. Det handler om at have fundet venner, der værdsætter en for at være, det man er (svaret til dette er fattig, men her gør teksten virkelig indtryk, hvis du forestiller dig celloer, der fodrer stilheden med deres indre gråd. Violioner kan også gå an). Tak for Deres tid.

*bukke*"

Vi ønsker begge mange gange tillykke og må jeres nye controller lide en bedre skæbne end den gamle!

Med venlig hilsen

xboxlife.dk.