Ubekræftet: Xbox One understøtter ikke dansk stemmestyring

Skrevet af: Morten Skou - 1. september 2014 - kl. 17:47
Del denne artikel:
28 0

Meget tyder på, at vores aprilsnar fra tidligere i år, er blevet til virkelighed - man kan muligvis ikke snakke dansk til Kinect på Xbox One når den udkommer i Danmark på fredag.

Da vi den første april i år, skrev en aprilsnar hvor vi blandt andet drillede med, at Kinect ikke ville understøtte at man snakker til den på dansk, så tyder meget på, at vi desværre ramte rigtigt.

Opdateringen som tilføjede en række nye sprog til Xbox One, herunder dansk, har som bekendt været ude i et stykke tid, og her er det godt nok muligt at vælge Danmark som land og sproget som dansk - men hvis man vælger den kombination, så er der ikke mulighed for at vælge noget "Talt sprog" - hvilket betyder, at stemmestyring via Kinect, ikke ser ud til at være en mulighed, hverken på dansk eller engelsk.



En af årsagerne der blev givet til at Microsoft valgte at udsætte lanceringen af Xbox One i en lang række lande, var at de ønskede at give Xbox-fansne i de enkelte lande den bedst mulige oplevelse når konsollen udkom, blandt andet med lokalt indhold og apps - en ting der vel næppe kan siges at leve op til deres egne udmeldte ambitioner for de nye lande, hvis Kinect-delen ikke er ordentligt på plads.

Der er selvfølgelig stadigvæk nogle dage til, at Xbox One officielt udkommer her i Danmark og vi håber naturligvis, at Microsoft en af de nærmeste dage, får åbnet op for muligheden med at tale dansk - eller i det mindste engelsk til konsollen, så danske Xbox-fans kan få den optimale mulighed.

Hvis ikke stemmestyringen er tilgængelig på udgivelsesdagen, den 5. september, så kan vi selvfølgelig håbe på, at det bliver muligt kort tid efter og at det ikke går ligesom Kinect til Xbox 360, hvor dansk aldrig blev en mulighed.

En af de andre ting, der har været uhyggeligt stille omkring, er muligheden for at anvende TV-funktionaliteten her i Danmark, herunder Xbox One TV-guiden. Microsoft Danmark har elleres tidligere udtalt følgende i vores Xbox One Q&A med dem:
Microsoft: Netop hvor Xbox One adskiller sig fra andre konsoller, er muligheden for at tilslutte tv signalet. Derfor glæder vi os til at kunne fortælle mere om mulighederne, når vi er tættere på lanceringen i Danmark.

Hvis hverken stemmestyringen eller de lokale apps er tilgængelige den 5. september, så kan man jo undre sig over, hvad der har været den rigtige årsag til, at Microsoft valgte at svigte en række lande i forbindelse med den oprindelige udgivelse af Xbox One i 2013.

Vi har kontaktet Microsoft Danmark og afventer et svar på, om der vil være dansk - eller engelsk stemme understøttelse på den danske del af Xbox One, når konsollen udkommer her hjemme den 5. september og opdaterer jer så snart vi har et svar.

Opdatering:
Vi har nu fået en bekræftelse fra Microsoft, den kan du læse i denne nyhed.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne nyhed..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.