Glæden var stor her for et år siden, da Telltale annoncerede, at de ville lave en spilserie baseret på Game of Thrones, i samme stil som deres mesterværk baseret på The Walking Dead.
Nu er første episode ud af 6 snart på gaden, med titlen "Iron from Ice". Telltale har tidligere bekræftet at første episode kommer i løbet af 2014, og har nu udtalt sig om, at det udkommer "snart" - en vag, men lovende beskrivelse. I samme omgang har de også annonceret hvilke platforme spillet udkommer på, deriblandt både Xbox 360 og Xbox One.
I Game of Thrones følger vi fem forskellige medlemmer af House Forrester, et hus i Norden, som er blevet nævnt sporadisk i George R. R. Martins bøger. House Forrester har et monopol på en speciel type træ, som bruges til praktisk talt alt i Game of Thrones' verden - og det er deres rivaler fra House Whitehill ikke særligt glade for.
Spillet er baseret på HBO's serie af samme navn, og foregår mellem slutningen af sæson 3 og starten af sæson 5. Som spiller styrer man fem forskellige personer fra House Forrester, som alle sammen skal gøre deres, for at sikre sig, at House Forrester kan overleve. De valg, man træffer med en af figurene, vil naturligvis også påvirke de andre figurer i det lange løb - i bedste Telltale-stil.
Historien tager os både forbi nye steder, såsom Ironrath, hvor House Forrester hører hjemme, såvel som steder man har set i serien, såsom The Wall og King's Landing.
Når du spiller Game of Thrones, skal du huske en ting - enten vinder du, eller også dør du. Glæder du dig til at kaste dig tilbage i det fængende univers som House Forrester, senere på året?