Xboxlife – Best of 2015: Jakob Andreasen

Skrevet af: Palle Havshøi-Jensen - 27. december 2015 - kl. 08:36
Del denne artikel:
0 6
I dag ser Jakob Andreasen tilbage på hans spilår 2015 og nogle af de spil som han har hygget sig mest i året der gik, er måske ikke dem, vi andre har spillet mest. Se Jakobs top 5 fra 2015 her.


Xboxlife Share!
Et regulært sleeper-hit! Laserlife er et rytme-spil, hvor man som en alien, der ikke kender menneske-racen, forsøger at genskabe en astronauts minder. Det er rimelig syret og på sin vis mere spilværdigt for oplevelsen end for det egentlige gameplay, men det ramte mit indie-elskende hjerte hårdt, med mystik og musik for alle pengene. Det er en kort oplevelse i den dyre ende for indie-spil, men det har en stor dosis af det fe-støv, der simpelthen gør spil sjove og svære at slippe. Anbefalelsesværdigt, og bestemt værd at købe, når prisen engang får et hug nedad. Det er værd at nævne, at Laserlife ikke kan købes på den danske Xbox Store.


Xboxlife Share!
Crystal Dynamics har igen formået at designe et yderst velfungerende eventyr i bedste Indiana Jones-stil. Det er mere eller mindre skåret efter samme opskrift som forgængeren, bare med mere krydderi og det kan de sagtens koge god suppe på længe endnu. At vende tilbage til klassisk gravplyndring er et skridt fremad. Lara Croft er i mine øjne den mest interessante spilhelt i øjeblikket og jeg krydser fingre for, at Crystal Dynamics får chancen til at videreudvikle hende igen.


Xboxlife Share!
Jeg købte The Swapper på knaldtilbud, for det så okay ud og med 75% rabat går det vel. Det viste sig at være et af de mest fantastiske pusle-platforms-spil på Xbox One. Det er et spil med en vanvittigt interessant historie, som holder spilleren fanget lige til slutningen, veldesignede puslespil med en dejlig læringskurve og mange interessante designvalg. The Swapper er ikke særligt langt, men en skøn oplevelse og jeg ville gladelig smide fuld pris for en udvidelsespakke, der bare var mere af det samme og lige så lang som spillet.


Xboxlife Share!
Der er mange skuffende gratis spil på Xbox One – jeg kan derimod ikke forstå, at Smite ikke koster noget. Det er et vanvittigt veludviklet Multiplayer Online Battle Arena (MOBA)-spil, som fungerer forbløffende godt på Xbox One. Det er utroligt vanedannende og det er meget svært ikke at sige ”lige en runde til”, når man sidder med en gruppe af andre spillere og slås mod andre guder. Smite er let at lære, svært at mestre, gratis at spille og værd at prøve.


Xboxlife Share!
Der har sikkert været mange gode spil i år, som har fortjent pladser på denne liste. Sandheden er, at jeg ikke har haft tid til at spille dem, for jeg sagde ja tak til at anmelde dette her og så blev jeg suget ud på et vanvittigt eventyr, som jeg har brugt over 250 timer på – og langt fra er færdig med. Metal Gear Solid V: The Phantom Pain har noget af det mest finpudsede gameplay jeg længe har prøvet, et interessant plot og ser virkelig sprødt ud. Det er svært ikke at sidde fast i et spil som dette, der altid gør en glad når man spiller det. Hideo Kojima har ramt plet og alle bør tage Big Boss med ud på et (sidste?) eventyr i glohede Afrika og på Kabuls sletter. Et uundgåeligt must-have, der kommer til at holde på sigt.


Årets skuffelse: Microsofts håndtering af eksklusive tredje-parts-spil
Mens Microsofts nye strategi bygger på udvikling af første-parts-titler, så har Sony haft stor succes med at opkøbe eksklusive tredje-parts-titler, med investeringer i for eksempel Street Fighter V, som gør Sonys konsol til eneste fornuftige valg, når det kommer til at afholde turneringer i kampspil. Disse eksklusive titler skaber både hype hos Sony, får brugere til at vælge Playstation 4 frem for Xbox One og får mig til at savle over Street Fighter V-videoer, mens jeg forgæves venter på nyt om Below og Inside – øv!
Log ind og stem
6
Der er 6 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support