Xbox Live Vision

Skrevet af: Rasmus Abildgaard Slot (Gamemakerman) - 2. oktober 2006 - kl. 22:07
Del denne artikel:
0 0
Der har altid været en vis form for fascination i at kunne se dem man taler med og spiller mod online. I disse moderne tider kan vi nemt snakke med folk over nettet, når vi spiller et spil over Xbox live, men vi kan ikke se hinanden ? hvilket gør, at det ikke er nær så ’levende’ at spille mod en anden på nettet. Microsoft står som altid parat til at nedbryde denne barriere med det meget ventede Vision kamera.

Xbox Live Vision kameraet

Pakken
Hvis man kender indpakningen til andet Xbox 360 tilbehør, så er indpakningen til Vision helt den samme: Kameraet er pakket ind i irriterende hårdt plastic, som tager en del tid at få ordentligt op. Inde i pakken finder vi en lille manual, som beskriver kameraets funktioner og hvordan man sætter det op.

Der er også en lille folder med, som indeholder Xbox Live koder til 1 måneds Live og UNO. Specielt inkluderingen af UNO skuffede undertegnede lidt, da det hele tiden har virket som om det var Totem Ball vi skulle have haft med i pakken ? og fordi dette spil skulle vise os hvad Vision kan. Men et spil er et spil, som man jo siger. Der er også et almindeligt Xbox 360 headset med, som de fleste kender fra Premium pakken. Det sidste og mest interessante i pakken er selve Xbox Live Vision kameraet.

Vision
Første gang man holder kameraet i hånden, så ved man, at det er noget specielt, da designet fuldt ud følger det vi ser på selve Xbox 360 maskinen; altså bløde former i en dejlig hvid farve. Det, der gav undertegnede et mindre chok må siges at være selve størrelsen på kameraet, som virker utrolig smalt. Vi snakker om et kamera, som er smallere end et almindelig AAA batteri. I midten stikker selve linsen ud, og omkring linsen er der en cirkel, som lyser op når kameraet bruges.

På selve linsen er der også, som vi kender det fra andre billige web-kameraer, en lille fokus-justeringsenhed, så billedet bliver rigtigt skarpt. Kameraet kan dog også selv justere lysstyrken, så billedet altid er velbelyst.

Kameraet føles robust, og der er intet der knirker eller sidder løst som man kunne forvente af et så billigt webcam. Hvis man har en fladskærm og tænker på hvor kameraet skal stå, så skal man ikke falde helt i fortvivlelse, da standeren har en rigtig god gummibund, som holder den stående på skærmen. På papiret ser Vision også ret imponerende ud, da den kan tage billeder på op til 1,3 megapixels (1280x1024). Den kan desuden bruges til flydende chat i VGA opløsning (640x480), men hvor godt virker det så i brug?

I brug
Når man slutter Vision til sin konsol så vil man lægge mærke til at baggrunden begynder at hoppe lidt rundt. Det er fordi kameraet automatisk zoomer ind på det sted, hvor man er placeret i rummet. Og hver gang du bevæger dig i billedet, vil det hoppe lidt rundt. Sjov lille feature, men det kan nogle gange godt resultere i at det tager lidt længere tid at logge ind og ud. En anden sjov lille feature er, at du kan lave dit eget gamerbillede, som kun dine venner kan se.

Du kan også vedhæfte billeder på de beskeder du sender til andre Xbox Live brugere. Billederne er i rigtig god kvalitet, og du kan smide en masse effekter på billederne, såsom blur, spejling, sort/hvid, sepia, og en masse andre. Jeg savnede dog muligheden for at kunne sende små videoklip.

Det sidste man kan bruge Vision til på Xbox 360, er videochat. Billedkvaliteten er faktisk rigtig god, men knivskarpt bliver det dog aldrig. Selve brugerfladen er nem at betjene. Desværre er man bundet til denne brugerflademenu mens man videochatter. Man kan altså ikke lavet andet imens. Irriterende, men bestemt ikke noget der trækker meget ned. Men hvordan kan Vision så bruges i forbindelse med spil?

Spil & Vision?
Der er i skrivende stund kun ét spil der understøtter Vision og det er UNO fra Carbonated Games. Selvom UNO har været at finde på Live i en hel del tid, så er det stadig det eneste spil man kan bruge Vision med. I UNO bliver ens gamerbillede skiftet ud med det billede Vision optager. Så kan man, hvis de andre har et Vision kamera, se dem.

I fremtiden skulle der komme en opdatering til Texas Hold’em, så man, som i UNO, kan se hinanden når man spiller. Der kommer som sagt også Totem Ball og Classic Board Games, som også vil understøtte Vision. Af store udgivelser vil vi se spil som World Series of Poker og Tom Clancy’s Rainbow Six ® Vegas.

Overall
Kameraet er ganske fint i sig selv og fejler bestemt intet, men der er simpelt hen for lidt at anvende kameraet til på Xbox 360 i skrivende stund. Leder man efter et godt PC webkamera kan Vision godt anbefales, og man får et rigtigt godt webcam til pengene.



Køb Xbox Live Vision
Du kan købe Xbox Live Vision hos Coolshop.dk ved at følge dette link. Samtidigt støtter du også Xboxlife.dk.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne artikel..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.