Turtle Beach XO Four til Xbox One

Skrevet af: Morten Skou - 24. juni 2014 - kl. 20:27
Del denne artikel:
0 0
Hvis du er i gang med at undersøge markedet for at finde et fornuftigt headset til din nye Xbox One konsol, så kan et af de to officielt licenserede headsets fra Turtle Beach være en mulighed. I denne anmeldelse vil jeg kigge nærmere på det lille af de to headsets, nemlig Turtle Beach XO Four – men hvis du vil smide omkring 500 kroner ekstra efter et headset, så kan det være en rigtig god ide også at kigge nærmere på vores anmeldelse af Turtle Beach XO Seven.

Billedet viser et Turtle Beach XO Four headset til Xbox One med mikrofonen sat til.

Formmæssigt ligner Turtle Beach XO Four og XO Seven hinanden ret meget, der er dog alligevel en række markante forskelle, som jeg absolut mener er med til at retfærdiggøre den lidt højere pris for det store af de to headsets. Med det sagt, så er XO Four helt sikkert også et rigtig fornuftigt stereo headset, som kan give dig en knivskarp lyd fra din Xbox One konsol.

Det indeholder pakken:
- Turtle Beach XO Four headset
- Aftagelig mikrofon
- Officiel Xbox One audio adapter
- Quickstart guide
- Et Turtle Beach klistermærke

Det første indtryk jeg fik af XO Four var, at det, selvom det ligner XO Seven, generelt ser lidt mere plastikagtigt ud. Der, hvor XO Seven har noget blødt imiteret læder på ørekopperne, der har XO Four noget kraftigt stof, og selvom det egentlig er behageligt nok at have XO Four på ørene, så føles det imiterede læder meget blødere. Den næste forskel imellem de to er, at bøjlen, som går hen over hovedet, både er bredere og blødere på XO Seven.

Til at starte med kan nye headsets godt stramme lidt, når man har dem på. Dette er også tilfældet med XO Four, men det er dog en fornemmelse som bør forsvinde, efterhånden som man får brugt dem – jeg kunne alligevel godt have tænkt mig, at de var lidt mere løse i det fra starten. På grund af den ovale form og størrelsen på ørekopperne, er der stadig fin plads til at de sidder godt og dækker ørerne. Ligesom på så mange andre headset er det selvfølgelig muligt at forlænge eller forkorte bøjlen på headsettet, så det passer perfekt med placeringen af dine ører.



Headsettet er udstyret med to kraftige 50mm højttalere, som giver den samme lydkvalitet, som vi har set i de tidligere headsets fra Turtle Beach. Det betyder altså også, at det på dette område matcher det lidt dyrere XO Seven headset. Der er dog ikke mulighed for at justere på lyden, andet end at man selvfølgelig kan skrue op og ned for lydstyrken for både spillyd og stemmelyd.

Selvom der selvfølgelig er noget isolering, som skal forhindre alt for meget støj ude fra, så er dette også et af områderne, hvor jeg synes, at XO Four adskiller sig fra det dyrere alternativ, men egentlig så bliver det nok først for alvor et problem, hvis man rent faktisk spiller steder, hvor der er meget larm, og i så fald tror jeg også, at det større headset vil få lidt problemer.

Med Turtle Beach XO Four kommer der også en aftagelig mikrofon, og kvaliteten af den er super god. Selvom der på billedet på pakken sidder en skumgummi-”vindhætte” på mikrofonen, så får man den altså ikke med i pakken. Selve mikrofonstangen er desværre ikke helt så nem at bøje, som jeg godt kunne have ønsket mig, men man kan sagtens få den bøjet, så den passer hen foran din mund. Det er dog igen to af de ting, som du kan få en langt bedre udgave af, hvis du investerer i det lidt dyrere XO Seven headset.

Tilslutningen af headsettet er hurtigt overstået, da man bare forbinder ledningen fra headsettet til den officielle Audio adapter fra Microsoft, som selvfølgelig er med i pakken. Herefter sættes adapteren i bunden af din Xbox One controller, og så kan du ellers gå i gang med at spille uforstyrret. Audio adapteren løser også et af de kritikpunkter, som jeg har haft i forbindelse med en række andre headsets, som jeg har anmeldt, nemlig at det nu er muligt at skrue op og ned for lydstyrken samt mute mikrofonen, uden at man skal fjerne hænderne fra controlleren. Det gør det nemt, hvis du ligesom mig, bruger mute-knappen, hver gang du ikke siger noget.

I øvrigt synes jeg, at det er værd at nævne, at ledningen ikke er i så god kvalitet, som på det større headset, da den ikke er dækket med et kraftigt stof. Til gengæld er den også udstyret med et mini-jack stik, så du kan tilslutte headsettet din telefon. Der er dog ikke mulighed for at besvare telefonen via XO Four, som der er med XO Seven.

Sixty Second Shooter Prime gameplay - Se videoen i HD her


Konklusionen på denne anmeldelse af Turtle Beach XO Four er, at vi har at gøre med et ganske fint headset, men som måske nok burde have kostet en smule mindre end det er tilfældet, eftersom headsettet kun gengiver lyden i stereo – en ting der dog også gælder XO Seven.

Der er, som jeg også har skrevet, en hel del kvalitetsforskel på XO Four og XO Seven, når det kommer til det fysiske headset, men lydkvaliteten for både spillyden og stemmelyden vil jeg vurdere som værende den samme for de to headsets. Om man vælger at købe det ene eller det andet af de to headsets, afhænger selvfølgelig i høj grad af, om man har økonomien til at smide 500 kroner ekstra efter et headset eller ej. Jeg ville personligt nok vælge at gøre det.

Læs også vores anmeldelse af Turtle Beach XO Seven.

Turtle Beach XO Four kan købes i følgende butikker:
CDon.com - 649 kroner
Gamebits.dk - 869 kroner
UGX.dk - 933 kroner
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne artikel..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.