Turtle Beach Ear Force X42

Skrevet af: Palle Havshøi-Jensen - 21. juni 2012 - kl. 10:42
Del denne artikel:
0 0
Vil man gerne have det meste ud af sine spil, så er der ingen tvivl om at det er et plus at lukke verden ude og spille med et headset. Vil man lige sikre sig at underholdningen får et ekstra pift, så er det selvfølgelig nødvendigt med et surround headset. Turtle Beach X42 tilbyder denne oplevelse og har samtidig en pris der er overkommelig for de fleste.

Ear Force X42 er en nyere udgave af det super populære X41, som mange Xbox-gamere verden over uden tvivl har været rigtig glade for igennem tiden. Headsettet er trådløst og anvender samme dual-band Wi-Fi 5Ghz teknologi som eksempelvis den dyerere XP400-model gør. Det betyder også, at du ikke vil forstyrre eventuelt eksisterende trådløse netværk - en ting der var et problem med X41-modellen. Derudover anvender det to stk. AAA-batterier, som pænt bliver gemt af vejen i den højre hørebøf.

Turtle Beach Ear Force X42 headset til Xbox 360

Det indeholder pakken:
- X42 Headset med mikrofon der kan fjernes
- X42 wireless transmitter
- Xbox 360 voice kabel med styreenhed
- Digitalt optisk kabel
- 2 x AAA batterier
- Manual og et klistermærke

At sammenligne den fysiske kvalitet af X42 med de øvrige surround headsets fra Turtle Beach vil være en dårlig ide, for selv om kvaliteten af X42 faktisk er ganske fin, så er førstegangs intrykket langt fra det man får fra de dyrere headsets - og det er selvfølgelig helt ok, når man har prisforskellen med i sine overvejelser.

Det kan derimod undre mig lidt, at pasformen på hørebøfferne på X42, har en anden og helt rund form, som jeg personligt synes sidder dårligere end de billigere X12 som vi også lige har anmeldt. Det er selvfølgelig en smagssag, og som jeg også nævnte tidligere, så har forgængeren til X42 været ganske populære - og det er der ingen tvivl om at X42 også er.

Lydkvaliteten er til gengæld præcis som den skal være, også X42 har nogle store 50mm højtalere - og der er endda mulighed for at justere bas og diskant ved at trykke på "effects"-knappen der sidder på den venstre høretelefon. Der er i alt fire forskellige indstillingsmuligheder: flad, ekstra bas, ekstra diskant og ekstra bas og diskant. Igen er jeg personligt endt ud med at synes bedst om den fjerde indstillingsmulighed - men det er selvfølgelig en smagssag.

Med i pakken får man den nye model af transmitteren, og Turtle Beach er altså også her gået væk fra at bruge det "tårn" som de ellers har brugt til både X4 og X41-modellerne. Den nye transmitter er nemmere at gemme væk og slukker i øvrigt selv når man slukker for headsettet. På selve transmitteren er der mulighed for at slå surround sound fra, jeg har dog lidt svært ved at finde en situation hvor man skulle have lyst til det. Derudover er der ligesom på de dyrere modeller, muligheden for at indstille højtaler vinklerne for surround-sound. Det er en meget fin feature som giver nogle ganske markante ændringer i lyden - der er i alt seks forskellige indstillinger. For at forbinde transmitteren med Xbox 360-konsollen, for at vi rent faktisk kan få noget lyd, skal man anvende det medfølgende optiske kabel. Strømmen til transmitteren får man ved at slutte den til Xbox 360-konsollen via et USB-kabel.

Turtle Beach Ear Force X42 headset til Xbox 360

Headsettet er som sagt trådløst, men helt slipper man dog ikke for at bruge ledning. Vil man snakke med andre over Xbox Live, så er det nemlig nødvendigt med en ledning fra selve headsettet og ned til Xbox 360-controlleren. Det er egentlig ganske normalt, og gør som sådan ikke noget. Denne ledning kan i øvrigt tages af, så hvis man ikke skal snakke med nogen, så hænger den ikke og irriterer. På samme ledning, sidder der en lille styreenhed, hvor man kan skrue op og ned for voice-styrken eller helt mute mikrofonen. Der er ikke nogen mulighed for at ændre på den normale lydstyrke - dette skal du gøre på selve headsettet.


Turtle Beach X32+ X42 produkt video


Når alt kommer til alt, så er X42 et virkelig fornuftigt headset som uden tvivl vil kunne gøre mange gamere glade. Prislejet er nogenlunde tilpas for et par høretelefoner med surround sound, og man får fin værdi for sine penge. Personligt er jeg dog ikke så glad for de helt runde høretelefoner, da jeg ikke synes at de sidder lige så behageligt over ørene som de mere ovale modeller gør.

Turtle Beach X42 er for dem som gerne vil have lidt mere ud af deres spilleoplevelse, end et par normale stereo-høretelefoner kan tilbyde, men samtidig ikke har lyst til at bruge alle sine sparepenge på en af de større Turtle Beach modeller som eksempelvis XP400 eller XP500.

Køb headsettet hos en af vores partnere:
Turtle Beach X42 kan købes hos Gamebits.dk
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne artikel..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support