Elgato Game Capture HD

Skrevet af: Morten Skou - 27. juli 2012 - kl. 16:46
Del denne artikel:
0 0
Elgato Game Capture HD device picture

De seneste par år er det begyndt at blive mere og mere populært at optage video fra sine spil og ligge det online. Dette skyldes uden tvivl, at onlinetjenester som eksempelvis YouTube har gjort det nemt og bekvemt at uploade og dele disse videoer med resten af verden, uden at man skal betale for andet end det udstyr, man skal bruge for at optage.

Der findes efterhånden en lang række forskellige produkter af varierende kvalitet, som kan bruges til at optage fra Xboxen. Elgato er en af de spillere på dette marked, som gerne vil levere noget i en god kvalitet, som samtidig er nemt at bruge. Deres nyeste produkt til hjemmebrug er deres Elgato Game Capture HD, som vi vil kigge nærmere på i denne test.

Det indeholder pakken:
- Elgato Game Capture HD enhed
- HDMI kabel
- USB kabel
- PlayStation 3 kabel
- Quick Start guide

Krav til din computer:
Mac: Mac OS X 10.7, 2.0GHz Intel Core Duo CPU
PC: Windows 7, 2.0 GHz dual core CPU, lydkort
- 4GB ram, og en USB 2.0 port.

Da jeg først begyndte at kigge nærmere på Elgato Game Capture HD, var en af de ting jeg virkelig godt kunne lide, at det software som følger med, rent faktisk både findes til PC og Mac. Derudover gør den brug af HDMI, hvilket ellers er en ting, vi typisk kun har set hos de lidt dyrere produkter fra eksempelvis producenten Black Magic. For dem, som vil optage fra PlayStation 3, så er der også et ekstra kabel med, da det ikke er muligt at optage via HDMI fra PlayStation 3 på grund af den digitale copyrightbeskyttelse HDCP, som spil på Xbox 360 heldigvis ikke er beskyttet af.

Som du kunne se i beskrivelsen af, hvad der var med i pakken, står der, at der medfølger en Quick Start guide, og når Elgato skriver "Quick start", så mener de det. Opsætningen af Elgato Game Capture HD er så nem, at alle kan være med og består helt basalt af 4 trin, hvor det trin, der tager længst tid, er at hente softwaren via Elgatos hjemmeside. Softwaren fylder lige omkring 22MB alt efter, om du skal bruge den til PC eller Mac. Når softwaren er installeret, kan man ellers bare gå i gang med at spille og selvfølgelig optage - nemmere bliver det ikke.

Elgato Game Capture HD device picture

Tilslutningen af enheden foregår ved, at man tager HDMI-kablet fra sin Xbox 360 og sætter ind i Elgato Game Capture HD enheden, et andet HDMI kabel forbinder man så fra enheden og videre til dit fjernsyn. Til sidst tilslutter man bare enheden via et USB-kabel til din PC. Det er USB 2.0 der anvendes, så hvis ellers din computer lever op til de øvrige hardwarekrav, så burde der ikke være nogle problemer med tilslutningen. Strømmen til enheden får den via USB-kablet, så der er altså ikke brug for andre strømkilder end det. Det betyder til gengæld også, at hvis du har forbundet Elgato enheden imellem din Xbox 360 og dit TV, så skal din PC være tændt, før du kan se noget på skærmen. Dette er et klassisk dilemma, som de fleste af denne slags videoenheder desværre har.

Når du spiller, bliver billedet fra din Xbox 360 sendt direkte og uden forsinkelse til dit TV, som når du normalt bruger din Xbox 360. Billedet bliver samtidigt vist i Elgato softwaren, dog med et par sekunders forsinkelse på både lyd og billede. Det er altså ikke muligt at bruge Elgato Game Capture HD til at spille direkte på din PC-skærm, da forsinkelsen ganske enkelt er for voldsom. Det er i øvrigt ikke nødvendigt at have softwaren startet, for at du kan få billede og lyd på dit TV.

Softwaren, som selvfølgelig kan hentes ganske gratis på Elgatos hjemmeside, hedder Game Capture HD. Det er dejligt intuitivt at bruge, og der er egentlig ikke særlig mange indstillinger som kan forvirre, helt basalt kan du indstille, hvor dine film skal ligge, efter at de er optaget - og du har selvfølgelig mulighed for at navngive dem og angive forskellige former for meta-data. For at optage fra din Xbox 360 trykker du blot på en stor rød "record"-knap, og når du er færdig med at optage, så trykker du bare på den igen for at stoppe.

En af de lidt mere fancy features er, at du faktisk også kan spole frem og tilbage i din livestream, uden at du optager den. Dette betyder også, at hvis du har lavet et eller andet fedt på din konsol, men ikke lige fik trykket på optageknappen, så kan du altså spole tilbage og bare optage det efterfølgende. En anden lækker ting, som jeg personligt har savnet i forbindelse med både Hauppauge HD-PVR og mit Black Magic-kort, er muligheden for at tage screenshots direkte fra, hvad jeg ser på skærmen. Dette kan man i Elgato softwaren bare gøre ved at trykke på en genvejstast eller ved at vælge det fra menuen. De screenshots, som du tager på denne måde, ender ud på skrivebordet i .png formatet.

Programmet indeholder også en såkaldt "Edit"-mode, hvor du kan lave lidt simpel redigering, som eksempelvis at klippe i filmene eller ligge speak på, hvis du har en mikrofon tilsluttet. Redigeringsmulighederne er ikke særlig omfattende, så hvis det er noget, man har ambitioner om at bruge meget tid på, så bør man kigge efter alternative programmer, som kan tilbyde flere redigeringsmuligheder end det er tilfældet med dette software.

Via "Edit"-mode er der mulighed for at dele dine film med en række af de populære sociale netværk som YouTube, Facebook og Twitter - der er også mulighed for at dele til andre platforme som eksempelvis iPad, iPhone og selvfølgelig også til videoredigeringsprogrammer - i mit eksempel, iMovie, da jeg har testet softwaren på min Mac.

Enheden understøtter optagelse af 480ip, 576p, 720p og 1080i. En cirka 2 minutter lang film, som filmen fra Zuma's Revenge! herunder, fylder 338MB og er i MPEG-4 (H.264) og med AAC stereo.


Optagelse fra Zuma's Revenge! Xbox 360



Designet af den lille enhed er ganske flot og nutidigt, ikke mindst set i forhold til konkurrenten fra Hauppauge, altså Hauppauge HD-PVR, som mildest talt er en ret stor og uhandy kasse. Elgato enheden kan nemt gemmes væk, og da der ikke er nogle knapper på den, så har du reelt aldrig brug for at kunne nå den, så den kan faktisk godt bare ligge sammen med alle de andre kabler i bunken, hvis man vil det.

Undertegnede har i en længere periode både anvendt konkurrerende produkter fra Black Magic (Intensity Pro) og Hauppauge HD-PVR, og selv om Elgato Game Capture HD ikke helt har samme kvalitet som Black Magics produkter - som dog også stiller helt andre krav til hardwaren, så er der ingen tvivl om, at Elgatoen med stor sandsynlighed er et af de mest velegnede produkter til normal hjemmebrug, som man kan købe lige nu.

Sagt på en anden måde; hvis du har lyst til at optage dine egne videoer, og vil du gerne i gang med noget, der er nemt og absolut uproblematisk at anvende, og samtidig har en ganske fornuftig kvalitet til prisen, så er Elgato Game Capture HD det produkt, du lige nu bør købe.

Som en afsluttende kommentar omkring systemkravene har jeg testet produktet og den medhørende software på min MacBook Air med en 1.7GHz Intel Core i5 CPU og 4GB RAM. Jeg kan godt høre, at blæseren starter med at køre hurtigere, når jeg optager, men synes egentlig, at det kører ganske udemærket.

Du kan købe Elgato Game Capture HD her.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne artikel..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.