WWE 2k14

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 21. november 2013 - kl. 00:08
Del denne artikel:
1 0

Ny udgiver, men frygt ikke - WWE-serien slår stadigvæk hårdt! Læs vores anmeldelse lige her.

Så er der wrestlingkampe for det helt store mesterskabsbælte. WWE-serien vender tilbage, og efter overgangen fra THQ til 2K Games tidligere i år, skriver vi nu 2K14 efter WWE-titlen. Læs vores anmeldelse af WWE 2K14 her..

WWE 2K14 bygger på de wrestlingshows man kan se på TV, hvor wrestlere simpelthen tæver hinanden, indtil den ene kan tælle den anden ud eller få ham til at give op. Sådan foregår de fleste kampe naturligvis også her i spillet, selvom der er utallige variationer, både mht. antallet af spillere i ringen, om man må bruge våben eller ej, eller selvfølgelig om det skal være en af de specielle kamptyper man kender fra de store Pay-Per-View-shows. Det er helt igennem overvældende, så mange forskellige variationer der er, mht. hvilken slags kamp man skal spille.





Til dem, der ønsker en længere oplevelse end bare en enkelt kamp, findes der heldigvis WWE Universe, hvor man selv kan styre sine egne wrestlingshows og selvfølgelig spille med i kampene. Der er store muligheder her: Man kan starte sine egne fjendskaber og venskaber mellem forskellige spillere, skifte spillere ud og ind af forskellige shows og designe sine egne mesterskaber og events. Det er alt sammen meget godt - når det altså virker. De fjendskaber man starter burde resultere i, at de indblandede personer kæmpede en masse mod hinanden, ofte også om mesterskabsbælter, hvis en af dem har sådan et. I visse tilfælde resulterer et startet fjendskab dog i, at de indblandede spillere simpelthen bare bliver taget af programmet, som følge af en glitch, indtil fjendskabet slutter af sig selv, efter nok in-game tid.

I år afholdes Wrestlemania 30, nemlig det 30. i rækken af en omgang traditionsrige, årlige events - det allervigtigste inden for WWE. Derfor er der lagt ekstra kræfter i spillet i år, og det kan mærkes. En af de ting, der er med i år, er Defend the Streak og Defeat the Streak. I Defend the Streak spiller man som wrestleren Undertaker, som er kendt for at være ubesejret ved de 21 Wrestlemania’s han har deltaget i. Her kæmper man mod en lang række fjender i streg, og hver gang man eliminerer en, så kommer en ny løbende - tydeligt inspireret af den traditionelle Survival-mode, som man ser i kampspil. Fjenderne bliver naturligvis stærkere og stærkere, jo længere frem man kommer, og til sidst bliver det dejligt udfordrende. Det er godt skruet sammen, og det eneste negative her er, at sådan en omgang sagtens kan være op imod en time lang, hvilket kan føles langtrukkent. Defeat the Streak er beklageligvis mindre veludviklet. Det handler naturligvis om at besejre en meget stærk udgave af The Undertaker, men så er der egentlig heller ikke mere til det. Man kan sådan set lige så godt spille en ganske almindelig kamp, da der ikke er samme følelse af, at det er en stor, vigtig ting man er en del af.





Derudover kan man også spille, og genskabe, kampe fra alle de tidligere Wrestlemania-events. Man kan altså spille sig gennem nogle af de allermest legendariske WWE-kampe, og her er der kræs for fans. Hver kamp har en forholdsvis lang og vellavet videointroduktion. Desværre virker kampene her meget "aftalte" på forhånd, da det er meningen, at de skal udspille sig ligesom de gjorde i virkeligheden, ved at man gennemfører forskellige opgaver – f.eks. at slå sin modstander med et specielt angreb eller at vinde på en speciel måde. Det er bare rigtigt ærgerligt at spillets kunstige intelligens aktivt forsøger at hjælpe dig med disse opgaver. I en af kampene skal man f.eks. skade sin modstander meget, og så smide ham igennem kommentator-bordet. Lige så snart man har skadet ham nok, så hopper han dog selv ud i ringen og over til bordet og venter bare på, at man går over og puffer til ham - og det virker ret åndssvagt. Til gengæld er det utroligt så meget indhold, der er gemt her, og for de wrestling-interesserede er det utroligt fedt at man kan (gen)opleve de her legendariske kampe. På trods af sine skavanker er denne her gamemode en ren guldmine.

Uheldigvis er det også her i Wrestlemania spilmulighederne, at spillets lydside falder brat til jorden. Lyden af slag er okay, men ikke overvældende. Kommentatorsporet er dog en helt anden sag. Ikke nok med, at der ikke er specielt mange forskellige indtalte kommentarer, der resulterer i at kommentatorerne gentager sig selv hele tiden, så afbryder de også sig selv, hvis man for eksempel laver et stort slag på modstanderen. Sætningen de er i gang med stopper simpelthen brat, og så begynder de på en ny. I visse tilfælde kan man have op mod fem sætninger i træk som de begynder, men ikke fuldender - og så er det altså bare baggrundsstøj de lukker ud længere.






Grafisk set er WWE 2K14 ikke noget at råbe hurra for. Mens figurerne ser fine ud, så mangler der i den grad detaljer. At smække sin modstander så hårdt i panden med en stol, at han bløder, virker mest af alt til at efterlade en stor, rød prik. Ligeledes ser de skilte, som fans holder op, ikke specielt kønne ud - og det gør fansne for den sags skyld heller ikke. Spillet er på ingen punkter visuelt begejstrende, men det er ærgerligt at det synker ned på et niveau under hvad man egentlig bør kunne forvente fra sådan et spil.

Onlinedelen af WWE 2K14 er hvad man kan forvente: Præcist ligesom at man kan spille enkelt-kampe offline, så kan man også gøre det online, uden dikkedarer. Designet af selve onlinedelen er dog ikke gennemtænkt, og det er meget svært at søge sig frem til lige præcis den slags kamp man vil spille, uden selv at hoste en omgang. Brugervenligheden er tydeligvis kastet helt ud af banen her, hvilket er yderst ærgerligt - specielt fordi det allersværeste er, at finde frem til en kamp med en god forbindelse. Netop det er nøglen her, for lige så snart forbindelsen er dårlig, så bliver det meget svært at time slag, modangreb og specielt det at sparke ud, mens man er ved at blive talt ud af modstanderen - når man ikke kan det, så falder hele spillet naturligvis til jorden.





Det er tydeligt, at der er gjort en del ud af WWE 2K14, selvom det mest af alt er rettet mod de wrestlingfans, som synes det er interessant at genskabe legendariske kampe, udvikle deres eget univers og designe deres egne wrestlere. Rent gameplaymæssigt er WWE 2K14 dog også overraskende godt, og selv hvis man ikke følger religiøst med i RAW hver mandag, så er underholdningsfaktoren meget høj. Spillet har sine dårlige stunder i form af irriterende fejl, utilgiveligt dårlig grafik på visse punkter og små gameplay-detaljer, som efterlader en med en dårlig smag i munden, da de simpelthen ikke er blevet designet godt nok. WWE 2K14 har sine problemer, men det er samtidig et fint eksempel på, at man altså godt kan have en serie med årlige udgivelser, hvor der stadigvæk gøres noget specielt for fans, og hvor det ikke føles som om det stagnerer og man køber samme spil år efter år - og det er godt nok dejligt.
Fakta
WWE 2k14

WWE 2k14

PlatformXbox 360
UdviklerYuke's
Udgiver2K Games
Spillere1-6
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Wrestlemania-fokus, stor variation, meget indhold
For mange småfejl, dårlig lydside, middelmådig grafik
Gameplay:8.0
Grafik:6.0
Online:5.0
Holdbarhed:7.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.