WET

WET kan kort beskrives som en spilbar version af Quentin Tarantinos Kill Bill film. Det er fyldt med overdreven action, Grindhouse-stemning og blod i lange baner.

Grindhouse-begrebet er ikke videre kendt udenfor USA. Grindhouse er betegnelsen for specielle typer af amerikanske biografer fra 60‘erne og 70‘erne, hvor publikum kunne se to lavbudget-film for éns pris. Filmproducenterne var uafhængige og var dermed ikke underlagt Hollywoods censur, så filmene var ofte meget voldelige og præget af ret middelmådige skuespillerpræstationer - og der var skam ikke sparet på hverken blod eller action. WET passer perfekt ind i Grindhouse-filmenes beskrivelse, da det hele er skruet sammen som en kikset B-film med masser af action, cheasy dialog og meningsløs vold.



Hovedrollen i WET er, ligesom i Kill Bill, en særdeles hårdtslående kvinde. Rubi Malone bor alene i et skrottet B-29 bombefly ude i den amerikanske ørken, hvor hun også træner til de forskellige jobs hun måtte få - jobs som lejemord og andre ting, som ikke lige kan tåle at komme ud i dagens lys. Hun udfører sit job knivskarpt og derefter forsvinder hun - det eneste man ikke skal gøre, er at narre hende. Og det er præcis hvad en uforsigtig kunde har gjort og det kommer han nu til at mærke - helvedet er nemlig løs når hun går efter blodig hævn.

Historien er ikke videre interessant, men faktisk god nok til, at holde spillet kørende. De vigtige ting i et spil af denne type, er måske heller ikke historien, men i stedet den vilde og blodige action - og i WET’s tilfælde, også den fede stil og de lækre moves. Rubi er ganske ferm med både pistoler, maskinpistoler, shotguns og hendes trofaste samuraisværd. Spillet er skruet sådan sammen, at man opfordres til at udføre masser af akrobatiske manøvre, mens man skyder vildt omkring sig. Løber man blot rundt og skyder, så overlever man ikke længe, men vælger man i stedet at glide hen ad gulvet på knæene, slå flik-flak op ad en væg eller kure med hovedet først ned af en trappe, så går spillet i slowmotion og man har langt nemmere ved at ramme de mange skurke, som hele tiden flokkes om Rubi. Det munder gerne ud i nogle vilde actionscener, som Hollywood ikke kunne have gjort meget bedre - hvad siger du f.eks. til at hoppe fra bil til bil, eller løbe hen langs siden af en lastbil i fuld fart på motorvejen, alt imens du i slowmotion tager livet af en række banditter? Det kan man da kalde stil.



Stil er nemlig hvad meget af WET drejer sig om. Menuerne er i ægte Grindhouse-stil, musikken er som taget ud af en Tarantino film og som beskrevet ovenfor, er der virkelig mulighed for at lave nogle meget flotte og stilfulde action-moves. Vi har tidligere set spil af denne type, f.eks. Matrix og Stranglehold, men modsat disse spil, bliver den overdrevne action i WET på en eller anden måde, ved med at være frisk - nok fordi, man har temmelig mange moves til rådighed og dermed bliver det det aldrig ensformigt.

Styringen er lidt blandet - på nogle tidspunkter er den ret klodset, mens den andre gange fungerer ganske godt. Mens man slår flik-flak gennem luften, er det overraskende let at sigte meget præcist, så headshots er ikke usædvanligt. Men i spillets få platformsekvenser virker styringen tung og klodset og det resulterer ofte i nogle frustrerende dødsfald. Hen mod den sidste 1/4-del af spillet, skyder sværhedsgraden i visse sekvenser en del i vejret og her bliver styringens mangler og klodsethed for alvor udtalt.



Grafik i et spil, bør altid ses fra to sider - fra den tekniske side og fra den æstetiske side. I WET er disse to sider langt fra hinanden, da spillet rent teknisk ikke er imponerende. Omgivelserne kan være lidt simple, nogle animationer er lidt kantede og der kan få steder være problemer med at grafikken hakker. Men ingen af disse problemer er alvorlige og de betyder slet ikke noget, når spillet er så stilfuldt designet som WET er. Alt fra menuer og de fede moves til den vilde action og personernes kitchede påklædning, emmer langt væk af Grindhouse og B-film. Billedet er hele tiden fyldt med filmkorn (det kan dog slås fra) og når Rubi engang imellem ser rødt - helt bogstaveligt - bliver grafikken forvandlet til blodrød tegneseriegrafik, hvor fjenderne nærmest kun er silhuetter. Meget flot designarbejde.



Det er ærgerligt, at grafikken rent teknisk og selve gameplayet ikke helt kan følge med den overlegne stil, for så var WET virkelig noget specielt. Det hele er forholdsvis hurtigt overstået og selv om der åbnes op for nogle simple challenges og en Time Trial, hvor man kan prøve kræfter med spillets 12 missioner på tid, føler man at spillet er mere end stil end indhold. WET er et hektisk og lidt kluntet actionspil, pakket ind i noget meget flot og stilfuldt papir. Kan anbefales til fans af overdrevne actionspil og Tarantino film.