Virtua Tennis 2009

Anmeldt af: Jakob Tofte - 15. juni 2009 - kl. 11:36
Del denne artikel:
9 0

Virtua Tennis er tilbage, og vi har kigget nærmere på klassikeren. Siden Virtua Tennis begyndte at dominere arkadehallerne for ca. ti år siden, er stort set intet ved spillet ændret.

Med det samme når Virtua Tennis 2009 sættes i maskinen, er det tydeligt, at dette er et spil, der bygger på arkadeværdier. De stærke farver er der stadig, og de de suppleret af fine grafiske videosekvenser af diverse tennisstjerner i aktion. Roger Federer, Rafael Nadal, Maria Sharapova og alle de andre er at finde i spillet.






Spillets muligheder er begrænsede. Udover den sædvanlige play now funktion, hvor man kan gå direkte ind og spille en kamp, enten single eller double, er der mulighed for at spille onlinekampe og så er der spillets bærende og primære funktion, nemlig karrieredelen, som her er kaldet World Tour. Her lyser SEGA\'s manglende vilje til at nytænke og videreudvikle deres serie meget klart igennem, for den ligner stort set karrieren i alle andre Virtua Tennis spil. World Tour begyndes med, at man skaber sin egen figur, som herefter skal kæmpe sig op gennem verdensranglisten fra plads nummer 100 til den absolutte top. Navigeringen i World Tours forskellige muligheder foregår på en stor tredimensional globus, som kan rotere i alle retninger. På globen er ens hjem placeret. Herfra kan man hvile sig, skifte tøj, se sin kalender, vundne trofæer og en liste over de træningspartnere man er stødt på i løbet af karrieren.

Udover ugentlige turneringer med forskellige adgangskrav og pengepuljer, handler spillet om spillerudvikling. Det er vigtig at passe sin træning, hvis man vil nå den absolutte verdenselite. Det er muligt at spille træningskampe imod træningspartnere eller gå på tennisakademiet, hvor en af briternes publikumsfavorit, Tim Henman, er ens personlige træner. Henman udfordrer dig her til at opfylde små krav, som ved succes vil forbedre dine evner på forskellige områder. Et krav kan for eksempel være at vinde en bold med forhånden inden der er gået 30 sekunder, eller vinde en bold efter at have begyndt bolden med underhåndsserv. En sidste træningsmulighed er de små indlagte minispil, som Virtua Tennis serien altid har haft med. Der er tolv minispil, for eksempel Pirate Wars, hvor små sørøverskibe indtager banen. De skyder kanonkugler og tennisbolde mod dig, og din opgave er så at undgå kanonkuglerne og returnere tennisboldene så de rammer skibene, der på denne måde skal synkes. Et andet minispil hedder Pot Shot. Her trylles hele banen om til et gigantisk poolbord med lommer og billardballer. Ud af de tolv minispil er fem nye for Virtua Tennis 2009. Minispillene er underholdende, men om de hører hjemme i et tennisspil må være op til den enkelte at vurdere.






Der er langt op til nummer 1 på verdensranglisten. Generelt stiger man en eller to pladser, hvis man vinder en turnering, og eftersom man samtidig skal tage højde for energi, der falder og kun kan oplades ved at tage hvileuger, så varer karrieredelen meget lang tid. Det havde ikke været noget problem, hvis tenniskampene til gengæld var underholdende. Tilfældet er dog, at sværhedsgraden imod AI-modstanderne er så let, at man kommer til at kede sig bravt. I de første mange turneringer vil man skulle vænne sig til at vinde fuldstændig uden modstand. Man skal nærmest være født uden arme, hvis man ikke skal vinde samtlige partier, samtlige kampe og samtlige turneringer i hvert fald op til top 50. Herefter vil modstanderne måske nok få en lille succes ind imellem, men der bør ikke være nogen udfordring før man er i top ti.

Det er også muligt at gå online og spille mod andre med sin karakter, både i singlekampe og hele turneringer. Problemet er dog, i forlængelse af den førnævnte og langtrukne karrieredel, at ens spiller ikke er god nok til at konkurrere imod spillets sande fans, medmindre man pisker sig til at gennemgå karrieren, hvilket kan være et helvede, hvis først man keder sig. Den anden onlinemulighed ligger uden for karrieredelen, hvor det er muligt at spille single eller double med de rigtige spillere fra tennisverdenen. Her har man i hvert fald mulighed for at spille med karakterer, der har evnerne i orden, så man kan konkurrere på mere lige plan med sine modstandere. Der er ingen tvivl om, at det er i spil mod andre spillere, at spillet kan have sin berettigelse. Uheldigvis oplevede vi ved onlinespil flere tilfælde på alvorlige fejl i gameplayet. Eksempelvis tabte vi en kamp, hvor bolden standsede i luften og frøs ved modstanderens baglinje, indtil vedkommende kunne nå over og returnere den. Dette fortsatte kampen igennem og sikrede sjovt nok vores modstander en overbevisende sejr.






Som nævnt er sværhedsgraden ikke høj nok. Også andre ting er alvorlige punkter på minussiden ved Virtua Tennis 2009. Som en af de primære skal nævnes, at det er fysisk umuligt at slå bolden uden for stregerne. Det kan lade sig gøre når man server, men udover dette ene slag i hver bold, så kan bolden ikke ryge uden for stregerne. Dette er i høj grad med til at understrege, at SEGA stadig satser på urealistisk og arkadepræget tennis. I den forbindelse er det på sin plads at lave en sammenligning. Virtua Tennis har i mange år været den absolutte konge på tennisscenen. Sidste år angreb 2K Games dog SEGA meget voldsomt da de med Top Spin 3 rent faktisk for første gang viste, at det kan lade sig gøre at lave et realistisk og næsten simulationspræget tennisspil. I alle sportsspil kommer det i sidste ende an på smag og behag om man er til arkade eller simulation. Men Top Spin 3 leverede en tennisoplevelse ulig noget andet vi hidtil har set, og det blev herefter spændende at se, hvordan SEGA ville reagere på dette angreb. Svaret er desværre, at de praktisk talt ikke har reageret. Det virker som om SEGA overhovedet ikke har opfattet, at de ikke længere er den eneste producent af tennisspil. Godt nok er spillernes bevægelser på banen blevet mere realistiske, men det er kun en grafisk skal, som dækker over et gameplay, der praktisk taget ikke har ændret sig i ti år.






På den grafiske side er det både godt og skidt. Miljøerne er godkendte og især underlagene på banerne er utrolig flotte. Især bed vi mærke i, at grusbanerne rent faktisk lignede fuldstændig deres virkelige modstykker. Når det kommer til spillerkarakterer, er der til gengæld ikke meget at juble over. Godt nok ligner stjernerne sig selv, men alt, hvad der hedder liv er fuldstændig væk. Med døde ansigter og mærkelige øjne ligner spillerne mere silikoneopblæste voksfigurer end tennisspillere. Det samme gør sig gældende med de spillerskabte karakterer. Der er også en række texturfejl at spore i spillet. For eksempel når en tennisketsjer hænger og dingler løst midt i luften, eller når to spillere i en doublekamp skal klappe hinanden i hænderne, og man kan se, at deres hænder aldrig nogensinde var i nærheden af hinanden. Det er små ting, der alle er med til at give spillet et ufærdigt look.

De spiltekniske lyde såsom ramte tennisbolde, og publikum, der klapper er udmærkede. Der kræves ikke den store lydkulisse for at skildre en tenniskamp, men det der kræves er opfyldt. Værre ser det ud med musikken. Det er en decideret skændsel, at SEGA aldrig nogensinde evner at forstå, at flødebolleagtig musak kun hørt værre i andre arkadehalsspil fra 80\'erne og 90\'erne samt alle supermarkeder, er noget vi ikke gider høre på. Det er ganske enkelt forfærdeligt. EA Sports og mange andre producenter har efterhånden forstået, at løsningen er playlists med populære kunstnere, som spiller i jukeboxstil. Prøv det, SEGA.






Konklusionen er, at SEGA har udviklet endnu et tennisspil uden egentlig at udvikle noget. De fortsætter stilen fra tidligere Virtua Tennis spil. Grafisk er der småforbedringer, dog ikke mærkbart. Spillet bliver hurtigt langtrukkent, men hvis onlinedelen kan køre mere fejlfrit, så vil der her være grobund for en smule mere underholdning. Om spil er gode eller dårlige er i visse tilfælde et spørgsmål om smag og behag. Anmeldelsen skrives og karakteren gives af en anmelder, der er til simulation og ikke arkade. For fans af genren vil historien helt sikkert være noget andet, og de må lægge et par stykker oven i den endelige karakter. Hvad enten man er til Virtua Tennis 2009 eller ej, så må det betvivles om spillet er 500 kroner værd. Der er simpelthen ikke gjort nok for at videreudvikle og forbedre, og spillet har for mange fejl og virker ufærdigt. Hvis du kan lide tennisspil i arkadestil, og gerne vil have et spil, der er simpelt at gå til, men til gengæld ikke er særlig krævende, så kan Virtua Tennis 2009 være noget for dig. Du bør dog stadig vente til det falder i pris.
Fakta
Virtua Tennis 2009

Virtua Tennis 2009

PlatformXbox 360
UdviklerSEGA
UdgiverSEGA Europe
Spillere1-4
Udgivelsesdato29-05-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:6.5
Grafik:6.5
Online:6.0
Holdbarhed:3.5
Overall 5.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.