Kampspil er en af de mest slidstærke spilgenrer. Når jeg ser nye kampspil på spilbutikkernes hylder får jeg altid behagelige flashbacks til de gode gamle ungdomsdage; dengang hvor verden endnu var i 2D og ikke 3D, og hvor jeg stod i et baglokale (med udgang til toilet) af en skummel grillbar: Og der, med friture i næsen, pommes fritter og dybtstegt halv kylling med remoulade ved siden af, stod jeg og tæskede på knapperne på de store arcade maskiner, der hurtigt kunne stjæle løs af de tunge 1-kroner, der lå som en kæmpe dynge i lommen.
Kampspillene var altid spillehallernes og grillbarernes foretrukne maskiner. Det var her, de store drenge stod, det var her de gode kampe blev udspillet. Ikke på flippermaskinen eller Out Run-maskinen. Nej, det var kampspillene der skilte mænd fra drenge i grillbarens baglokale.
Det simple og komplekse
Kampspil er på én gang en af de mest simple og mest komplekse spilgenrer. Forklaring følger: Simpelt er det fordi, det siden grillbardagene altid har handlet om en slåskamp mellem to karakterer. Det har altid været 1 vs. 1. Så hvad enten omgivelserne har været i 2D eller 3D, har bestået af en decideret kamparena eller et storslået, åbent landskab, så har selve indholdet og rammen i spillene været den samme. Det er også simpelt fordi genren er let for nybegyndere at gå til. For selvom man ikke kender alle de bagvedliggende kommandoer, så kan man hurtigt få fat i de simple grundtræk. Men det er netop også i dette element, at genren åbner sig op og bliver særdeles kompleks. For det der skiller den gode og øvede spiller fra nybegynderen, er indsigten i spillets kampkommandoer: Nøglen til succes handler i den grad om øvelse, timing og indsigten er stigende mere komplekse kampkommandoer. Det handler om at balancere sin karakter på den rigtige måde, vide figurernes stærke og svage punkter, deres hurtigheder og reaktionsevner.
Balancen mellem det ekstremt simple og det meget komplekse har helt sikkert været medvirkende til, at genren har været så slidstærk. Fraregnet arcadespillene, så har der på Xbox 360-konsollen stort set kun været 1 decideret kampspil i Virtua Fighter-stilen; Dead or Alive 4, som udkom i starten af 2006.
Af den grund har Virtua Fighter 5 også været ventet med spænding af genrens trofaste fans. Selve Virtua Fighter-serien er en af de mest klassiske og mest roste kampspilserier. Det første Virtua Fighter-spil så arcadehallernes lys i 1993, og blev regnet for det første egentlige polygonbaserede kampspil. Senere fulgte flere fortsættelser, og i dag kan vi så føje nr. 5 til serien. Virtua Figter-seriens skæbne på konsoller og pc har dog været en lidt blandet fornøjelse, hvor man har set lige del hits som misses.
Dead or Alive vs. Virtua Fighter
Heldigvis hører seriens femte udgave så absolute til hit-delen, og holder man det ellers bundsolide Dead or Alive 4 op mod Virtua Fighter 5, så er der ingen tvivl om at sidstnævnte løber af med sejren, for vi har her at gøre med et stærkt spil i genren, som stråler i stort set alle aspekter. Spillet er utrolig godt balanceret, både når det kommer til styringen og balanceringen af de enkelte figurer.
Virtua Fighter 5 indeholder i alt 17 forskellige karakterer, som både inkluderer karakterer fra tidligere udgaver af Virtua Fighter, samt to helt nye: Den mexikanske og spraglede El Blaze og den kinesiske Kung-Fu-fighter, Eileen. Alle karakterne er på forbilledlig vis meget forskellige, og det både hvad angår udseende og kampstil.
Xbox 360erens controller har desværre et D-pad, der ikke fungerer særlig godt sammen med denne type spil. Det skal selvfølgelig ikke lægge dette spil til last, at Xboxens controller ikke er bygget til denne type spil. Heldigvis findes der andre og bedre controllere på markedet, som er designet med kampspil som dette i tankerne.
Nu med online - og quests
Den kvikke læser vil bemærke det lille ord online figurere under spiltitlen. For i modsætning til PS3-versionen, som nu har været ude et stykke tid, så har SEGA tilføjet online multiplayer i Xbox 360-versionen. Online multiplayer er oplagt i et fighting spil, ja, det ville næsten være en forbrydelse ikke at inkludere det. Så tak for det, SEGA! Den gode nyhed i den forbindelse er også, at selvom den tilgængelige online-del er meget meget simpel, så simpel som det næsten kan gøres, så fungerer den rigtig godt.
De problemer med lag, som man blandt andet kunne døje kraftigt med i Dead or Alive 4, er slet ikke tilstede i Virtua Fighter 5 (hvis man vel og mærke har en god forbindelse). Heldigvis for det, for lag kan ødelægge enhver kampdyst og spilleglæde i denne genre. En lille irriterende ting har dog sneget sig ind: Efter hver kamp bliver du automatisk kastet tilbage til hovedmenuen. Du har altså ikke mulighed at blive i kamp, selvom du vinder.
Et ønske til næste udgave af spillet ville så være, at gøre online-delen mere dyb. Som det er nu, har du mulighed for at dyste i henholdvis ranked og unranked kampe. Og det er stort set det. Men lad os for nu holde fast i, at det trods alt er glædeligt, at Virtua Fighter på Xbox 360 i det mindste HAR en online-del - og at den oveni hatten kører godt. Igen: Tak SEGA!
Udover online-delen, så indeholder spillet en arcade-mode og - mere interessant - en såkaldt quest mode, hvor du skal besøge og kæmpe i forskellige arcades, som er fordelt ud over et kort, du kan bevæge dig rundt på. I hver af disse arcader gælder det om at slå den regerende mester af pinden. Efterhånden som du kæmper dig igennem disse arcader stiger du i rang ligesom du optjener penge, som du kan bruge på at købe forskellige ting til din karakter.
Quest-delen er virkelig med til at forlænge spillets holdbarhed. Dels er kampene meget varierede, og dels tilfører de mange muligheder for at designe og lave om på sin karakter et underholdende samlerelement til spillet. Og der er så mange ting at samle og købe, at man ikke sådan lige løber tør for muligheder, det første lange stykke tid.
Et velsmurt og flydende spark i maven
Grafikken er helt i top hvad angår karakterne i spillet. Og hvad enten du svinger, kaster eller giver et ordentlig knæ i maven på din modstander, så er animationen ekstremt velsmurt og flydende. Se, så er det virkelig en fornøjelse, at dele skaller ud, når et kampspil kører så fint!
Selve miljøerne, hvor kampene finder sted, er dog ikke så spektakulære og flotte, som de for eksempel er det i Dead or Alive 4. Hittepåsomheden og de stemningsskabende elementer er små på dette felt, og alt for ofte foregår kampene bare i en helt almindelig kamparena. Og man ser slet heller ikke disse store baner, hvor selve kampområdet fortsætter på forskellige planer eller over større områder, som man også ser det i DOA4. Muligheden for at ødelægge ting omkring sig og i miljøerne er også små. Alt dette er selvfølgelig ærgeligt, men når først kampen kører, så træder ens blik på baggrunden selvfølgelig væk.
Generelt kan man egentlig sige, at denne simpelhed desværre gennemsyrer spillet i flere af de grafiske aspekter: Starter vi med menuopbygningen, så er den utrolig skrabet og ikke særlig veludført. Også det kort man bevæger sig rundt på i spillets quest mode ser noget bedaget ud. Det betyder selvfølgelig ikke så meget, kan man indvende, når resten af spillet er så veludført. Men det siger dog alligevel noget om den lidt for strenge, ja, næsten sjuskede stil, man har lagt for dagen, når det kommer til alt det, der foregår uden om selve kamparenaen (jævnfør også opbygningen af online-delen).
Lydbilledet er alt andet end simpelt. Jeg vil næsten gå over i den anden grøft og sige, at det er kakofonisk, en mur af lyd. Old school Heavy Rock vælter ud af højtalerne igen og igen, og man bliver ærlig talt lidt meget hurtig lidt træt af den. Denne anmelder fandt i hvert fald hurtigt frem til minus på fjernbetjeningens volumeknap.
Også lydeffekterne og stemmerne i spillet er lidt tyndbenede.
Game Over
Har man ikke spillet Virtua Fighter-serien før, så vil man nok opleve eller føle, at spillet er meget svært. Spillet er, i den henseende, meget kompromisløst, og er i hvertfald en del sværere at mestre for helt nybegyndere end Dead or Alive 4. Øvelse gør mester, som man siger, så det er bare om at klø på, for lidt efter lidt åbner Virtua Fighter 5 sig op som en smuk kampspilsblomst, der må gøre andre spil genren grønne af misundelse. Balanceringen af figurerne og selv spillets kampmaskine hører til noget af de bedste genren kan præstere.
Selvom animationen glider flot, så har SEGA måske trukket stregen lidt for hårdt hvad angår selve miljøerne i spillet. Ligesom online-delen og menuerne er miljøerne lidt for simpelt udført, og man savner større variation.
Er du til genren, så er der absolut ingen vej uden om Virtua Fighter 5. Spillet kører ekstremt flydende, animationerne er flotte, online-delen er solid. Hertil kommer spillets quest mode, som gør kampoplevelsen mere varieret.
Facebook
Twitter
