Viking: Battle for Asgard

Det smager af…?
Lad os lige med det samme, bare for at komme i gang, slå en ting fast: Man kan absolut ikke beskylde Sega for at belemre os stakkels konsolspillere med masser af dyb visdom om den nordiske mytologi i Viking: The Battle for Asgard. For det er helt sikkert, at udviklerne ikke har siddet med næsen gravet ned i tykke, støvede bøger om vikingernes historie og deres mytologiske arvegods. Der dukker indimellem et par kendte Valhalla-navne op, som man kan nikke genkende til, ellers er det altså så som så med både vikingeelementet og den nordiske mytologi i dette spil, som lige så godt kunne hedde noget med ”Lord of the Rings” eller ”Dungeons & Dragons”. Med disse referencer kan man sikkert godt forestille sig det præsenterede univers i Viking: Det smager af ”Middle Earth”, lidt af Oblivion; i den dur.






Selvom referencerne rækker ud efter store, episke eventyr, så kan man af ovenstående nok gætte, at det ikke er den store, dybe historie Sega har gravet frem af gemmerne. Historien er mildest talt meget tynd og næsten ikke-eksisterende. Men lad os alligevel lige ridse historiefragmentet op: Den store viking Skarin bliver under en stor kamp dødeligt såret, men bliver i sidste øjeblik reddet fra dødens greb af Freya, Odins datter. Freya overtaler herefter Skarin til at hjælpe med at bekæmpe den onde Hel, som har taget invaderet vikingebyer og taget indbyggerne, Skarins potentielle hær, til fange. Inden Skarin kan bekæmpe den onde Hel, skal han derfor befri byerne og deres indbyggere i Midgård fra Hels favn.

Sværd?: Tjek!, Økse?: Tjek!
Efter denne korte introduktion begiver Skarin, bevæbnet med sværd og økse, ud på en Hack og Slash-færd i det store Midgård, for at forøge sin hær, befri byer, og til sidst overvinde den onde Hel. Skarin forøger sin hær ved at befri tilfangetagne indbyggere i belejrede byer. Og for at gøre dette skal han bekæmpe de modstandere, der har sat sig på byen. I disse mindre byer er modstanden sjældent stor, da man som regel kun bliver mødt af en mindre grupper fjender.

Når man har samlet tilpas mange mennesker til sin hær, kan man indtage større fæstninger, hvor antallet af fjender forøges dramatisk. Heldigvis kan man undervejs købe sig til bedre sværd- og øksetricks, der kan gøre det lettere at slå et større antal fjender ihjel. For der kan vitterligt klemme sig flere hundrede personer ind i disse kampe på én gang. I princippet er disse store kampe fantastisk fundet på, for det føles godt at være med til at udkæmpe et stort slag. Spillets helt primale, ganske underlødige, og, vil nogen mene, ulækre underholdningsværdi øges ved at man her kan udføre dødelige, udslettende angreb i slowmotion, hvor ens modstander hakkes i stykker på en meget bestialsk og ond måde. Viking er med andre ord et meget voldeligt spil, og det egner sig bestemt ikke som familieunderholdning, da blodet flyder i stride strømme i Skarins Midgård.






Mayday, mayday: Problemer i Midgård
Desværre så kan teknikken ikke følge med. I takt med forøgelsen af slagenes størrelse falder frameraten ofte til et næsten utilgiveligt niveau. Kampenes intensivitet falder til et nulpunkt, når økser og sværd ikke hakker i selve kødet på fjenderne, men vitterligt hakker i bevægelserne. Et andet lidt besværligt problem i Viking viser sig også her: Kameraet fungerer meget dårligt, og man kommer ofte i bekneb i de store, blodige kampe mod mange fjender, fordi kameraet lige pludselig begynder at te sig. Det er ærgerligt, for det er helt klart, at Sega har indsat disse store slag som det centrale element i Viking.

Sega præsenterer Viking som et stort ”free-roaming”-spil, og det er da også rigtigt, at man kan løbe frit rundt i en Oblivion-lignende verden. Den helt store forskel er bare, de forskellige genrer taget i betragtning, at Oblivion præsenterer en verden der virker og føles levende. Selve Midgård er rimelig stor, selvom vi ikke befinder os i Oblivion-skalaen. Men den er stor nok til, at det er rart, at udviklerne har indsat forskellige punkter på kortet, som man, på magisk vis, kan rejse hurtigt mellem.
Selvom der er ganske stemningsfyldte områder i Skarins verden, så føles den underlig tom og statisk. Selve grafikken er hæderlig, og der er også designet ganske smukke områder, der lugter af god stemning. Der er også indimellem indlagt ganske fine lyseffekter, der også er med til at løfte den stemningsmættende del af spillets grafiske udtryk. Og baggrundsmusikken, specielt under de store slag, fungerer også meget fint.






Når Midgård alligevel føles tom og statisk, så har det blandt andet at gøre med, at indbyggere bevæger sig meget lidt, de holdes fast i bestemt punkter, hvor de så bliver næsten hele spillet igennem. Man kan godt nok tale med flere af indbyggerne, men ’dialogerne’ er ikke særlig godt skrevet, og stemmeskuespillerne som leverer linjerne har en kedelig tendens til at overdramatisere selv helt banale informationer. Karaktererne ligner også hinanden alt for meget, og der er slet ikke tilstræbt stor nok variation i udviklingsarbejdet hermed. Det er altså ikke altid nok at smække en jernhjelm og et langt skæg på, for at skabe en god vikingekarakter. Der skal mere til.

Dernæst kommer, at der rent faktisk ikke særlig meget at udforske. Udover de missioner man sendes på kan man faktisk ikke opdage meget end poser med mønter, som man kan bruge til at opgradere våben, tricks osv.

At der rent faktisk ikke er særlig meget at give sig til i Segas version af Midgård bevirker desværre også at spillet føles meget lidt afvekslende. Og efter de første tre timer, hvor man faktisk er ganske godt underholdt af spillet, begynder Vikings svaghedstegn at vise sig. Man begynder at savne variation i spillets udtryk, variation i ens missioner og måden kampene afvikles på. Man begynder, med andre ord, at trættes i selskab med Viking. En oplagt mulighed for at variere spillet gameplay på havde været at inkludere co-op, hvilket ville fungere fremragende i et spil som Viking. Desværre så er man i Viking helt overladt til sig selv, for der er hverken understøttelse af co-op online eller lokalt.






Han stod godt til hug!
Nu kan alt dette jo lyde overordentlig negativt. Men Viking præsenterer trods alt et actionfyldt gameplay, hvor man mærker den helt uforfalskede glæde ved at hakke de onde i stykker. At historien ikke fylder det store behøver derfor ikke at betyde så meget. For selvom Viking hverken giver os en historietime i nordisk mytologi eller udfolder et gigantisk episk eventyr for os, så kan mindre, meget mindre, også sagtens gøre det. For i hjertet sigter Viking ikke efter det store episke sus, nej, her er Sega ude i et helt andet ærinde, som handler om den helt basale, uforfalskede glæde der er ved at slå tusindvis af onde væsner ihjel med sværd, økser og eder. Baggrundshistorien er som sådan en stor undskyldning for at kaste horder af zombie-lignende væsner i hovedet på vores stakkels vikingehelt, Skarin. Ja, det lyder næsten som en vikingeversion af Dead Rising. Og måske er sammenligningen da heller ikke forkert, når det kommer til mægnden af fjender, der kan befinde sig på skærmen på én gang.

Viking kaster ikke nyt lys over genren, og det er nok heller ikke et spil, der vil gå over i historien. Dertil er det for uambitiøs og for mange tekniske problemer, der desværre skæmmer en del. Trods dette er Viking et, i små doser, underholdende actionspil der pøser løs af blod og afrevne kropsdele, som nok vil tilfredsstille de fleste fans af hack og slash-genren.