TRON: Evolution

Mange Xbox 360 ejere er ikke gamle nok til at kunne huske filmen TRON, da den udkom for snart 30 år siden, nemlig tilbage i 1982. Filmen fik hurtigt en stor fanskare og var de efterfølgende mange år en stor inspirationskilde for utallige filmskabere – selv Toy Story skaberen John Lasseter har udtalt, at filmen har været til stor inspiration for ham selv.


I starten af december kommer efterfølgeren alle TRON fans har ventet på og i den forbindelse kommer der naturligvis også et spil. TRON: Evolution er udviklet af det Disney-ejede Propaganda Games og spillet vil historiemæssigt bygge bro mellem de to film og giver bl.a. svar på, hvordan TRON universet har udviklet sig gennem tiden.

Man tager rollen som Anon (en forkortelse af Anonymous), et sikkerhedsprogram skrevet af Kevin Flynn (skaberen af den digital verden GRID), der skal beskytte de fredelige programmer (som optræder i menneskeskikkelser i den digital verden) mod en ny og faretruende fjende. Der er nemlig dukket nogle såkalde ISO’er op, nogle programmer, der er opstået af sig selv, som har deres egen intelligens og deres egne handlinger. ISO’erne kan smitte Flynns fredelige programmer og gøre dem fjendtlige – ja selv Flynns system-administrator virker anderledes når der er ISO’er i nærheden. Lyder det hele lidt knudret? Ja, hvis man ikke er inde i TRON universet, kan det hele lyde lidt vrøvlet, men følger man godt med, giver det hele lidt mere mening, i løbet af spillet.

TRON: Evolution er et tredje-persons actionspil, ikke helt ulig Prince of Persia, hvor der er stor fokus på action og klatre/parkour-sekvenser, krydret med race på de fede Light Cycles og kampe i Lights Tanks. Igennem spillets 7 kapitler, kæmper mod fjendtlige programmer bl.a. ved hjælp af ens Identity Disc, som er en slags lysende frisbee, der kan have forskellige egenskaber. Man kaster den som en boomerang og den kan f.eks. begrænse fjendernes mobilitet, den kan eksplodere når den rammer en fjende eller den kan sende den mængde af skade som den påfører, tilbage det program/person, som affyrer den.


Klatre- og parkour sekvenserne giver et godt afbræk til de hektiske kampe. Her hopper man fra afsats til afsats, løber op ad vægge og hen ad vægge og disse sekvenser er ganske sjove, når man lige får den noget løse styring ind under huden. Det som gjorde, at Prince of Persia virkede så godt var, at spillet selv hjalp en smule til med at lave de halsbrækkende spring og manøvre – det gør TRON: Evolution ikke på samme måde. Derfor springer man ganske ofte i døden, man falder ned fordi man ikke lige får trykket på en knap på det helt rigtige tidspunkt eller hvis man ikke lige får holdt den venstre styrepind i den helt rigtige retning – og det kan godt blive frustrerende – i hvert fald i starten.

Det hele krydres med nogle racesekvenser, hvor man kører på de fede Light Cycles. Desværre er disse sekvenser ikke særligt ophidsende, da motorcyklerne er kluntede og svære at styre, så disse dele af spillet virker mest som mere eller mindre ligegyldigt fyld. Sjovere er det at køre i de store Light Tanks, hvor man kæmper mod andre tanks og løser simple puzzles. Her fungerer styringen bedre og det er ganske morsomt i kortere perioder.

I løbet af spillet bliver Anon opgraderet til forskellige versioner (svarer til levels) og man får efterhånden adgang til nye egenskaber og opgraderinger til både ens Identity Disc, ens Light Cycle og ens Light Tank. Som en ganske lækker ting, kan man tage sin figur online i spillets multiplayer-del og optjene opgraderingspoints, for derefter at vende tilbage til historiedelen med disse nye færdigheder. Man kan altså opgradere ens figur på tværs af singleplayer og multiplayer-delen, så man kun har én figur i spillet og ikke en i hver gamemode, som man ofte ser.


Multiplayerdelen indeholder fire forskellige gamemodes: deathmatch, team deathmatch og en slags King of the Hill, samt Bit Runner, hvor to hold skal jage en ”Bit”, samle den op og forsøge at holde på den så længe som muligt. Bit’en dræner langsomt bærerens energi og man skal så forsøge at holde sig i live, ved løbende at fylde ens energi op på de specielle energifelter og ellers undgå, at det fjendtlige hold får fingrene i Bit’en. Det hold som har båret Bit’en i længst tid ved spillets afslutning, har vundet. De fire spilmuligheder kan spilles på fire forskellige maps, hvoraf to af dem tillader Light Cycles og Light Tanks. Multiplayerdelen virker lidt tynd, med blot fire maps (flere kommer som download) og med fire spilmuligheder, hvoraf ingen af dem er specielt spændende. Multiplayerdelen virker lidt påklistret og en smule overflødig.

Gamemplayet i TRON: Evolution har da bestemt sin momenter, men overordnet virker det hele noget middelmådigt, primitivt og med tiden også noget kedeligt. Selv om man i løbet af spillet bliver tvunget til at bruge ens Identity Disc’s forskellige egenskaber (da nogle fjender kun kan besejres af en bestemt egenskab på disken), så virker kampsystemet lidt kedeligt og man sidder blot og bokser på knapperne mens man tæver modstanderne. Platformsekvenserne kan være særdeles frustrerende på grund af en løs styring og det bliver ikke bedre af, at leveldesignet nogle steder er så ringe, at det kan være virkelig svært at regne ud, hvor man skal hen. Det munder ud i, at man kaster sig mod forskellige afsatser, laver forskellige hop eller andet, for at se om det nu er den vej man skal – hvilket igen fører til mange irriterende dødsfald.


Endelig er den store kamp i slutningen af spillet, som i min bog er et skoleeksempel på dårligt spildesign. Man bliver konstant stresset af evigt respawnende fjender, af eksplosioner som skubber ens figur ud over kanten på banen og andre bissede teknikker, man troede lå fortidens spil til. Spillets historiedel kan gennemføres på omkring 5 timer, hvilket kan lyde lidt i underkanten, men jeg vil nu sige, at når gameplayet ikke er mere varieret og interessant end det er her, så havde jeg fået nok, da jeg nåede til spillets slutning. Der er ganske enkelt ikke variation nok, til at holde interessen fanget ret meget længere og det kan nogle Light Cycle og Light Tanks sekvenser ikke lave om på. For fans der vil finde alle de gemte TRON files og andre ting, er der mulighed for at spille de enkelte kapitler igen hver for sig.

Grafikken i TRON: Evolution er ret speciel – den er måske ikke den kønneste, men den fanger TRON universets unikke stil ganske godt. Anons animationer er flydende og fine og rent teknisk, fejler grafikken ikke noget. Om man så kan lide den specielle TRON stil, må så være op til den enkelte. Lydsiden er ligeledes fin i tråd med TRON universet, med et afdæmpet elektronisk soundtrack og nogle fine lydeffekter. Stemmeskuespillerne gør det fint, bl.a. leverer Olivia Wilde stemmen til Quorra, som hun også spiller i den kommende film.


For alle andre end hardcore TRON fans, er TRON Evolution desværre ikke meget andet end et middelmådigt actionspil, med en spændende grafisk stil, samt et lidt anderledes gameplay med en blanding af akrobatik og action. Desværre fungerer det ikke rigtigt godt og det hele bliver hurtigt ensformigt og kedeligt. Spillet er meget tro mod TRON universet og det skulle binde de to film sammen rent historiemæssigt og er du gammel nok til at kunne huske TRON filmen, og synes du at det bare var den fedeste film der tilbage i starten af 80’erne, så er TRON: Evolution måske noget for dig – og du vil formentlig kunne se igennem fingre med spillets fejl og mangler.