Trine 2

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. januar 2012 - kl. 00:19
Del denne artikel:
9 0

Da det første Trine udkom tilbage i 2009, var der desværre ikke skyggen af en Xbox udgave. Heldigvis er finske Frozenbyte kommet til fornuft og har udgivet efterfølgeren til Xbox 360 også.

Trine 2 er et side-scrollende platformspil, hvor man som tre forskellige figurer, skal løse massevis af gåder og de små grå kommer ofte på arbejde, når løsningen på en forhindring skal findes. De tre figurer har naturligvis hver deres egenskaber og styrker. Der er ridderen Pontius, en formidabel kriger bevæbnet med sværd, skjold og en stor hammer. Hans forcer er naturligvis styrke og hans evner i kamp. Den anden figur er den kvindelig tyv Zoya, der med hendes bue og pil samt reb og krog, kan ramme fjenderne fra afstand og nå steder, som ingen af de andre figurer kan. Endelig er der troldmanden Amadeus. Han har tre børn, er gift med Margaret og er lidt af en piveskid. Hans evner er dog ofte de mest brugbare, da han på lang afstand er i stand til at gribe fat i fjender, flytte rundt på ting, skabe kasser og planker ud af den blå luft, alene ved hjælp af magi.


I løbet af spillet kan hver af de tre heltes egenskaber opgraderes – f.eks. kan Pontius lære at kaste med hans hammer, Zoyas pile kan lamme fjenderne i kortere perioder og Amadeus kan flytte rundt på flere ting ad gangen. Ikke overraskende udgør disse tre figurer et helstøbt team, der er rustet til de strabadser de støder på igennem det smukke og fængende Trine 2.

Spillets mange forhindringer er ganske snedigt udtænkte og de baserer sig på enten ild, vand, magi eller tyngdekraft – eller en kombination af disse fire. Nogle af dem kan virke noget uoverskuelige første gang man møder dem, men ved at tænke sig godt om og forsøge forskellige løsninger med de tre heltes forskellige egenskaber, viser løsningen sig dog for det meste hurtigt.

Spiller man alene, kan man løbende skifte mellem de tre helte og spiller man sammen med et par venner, enten lokalt eller over Xbox Live, har hver spiller kontrol over hver sin figur. Det er en fornøjelse at spille sammen med andre spillere og kan man finde ud af at samarbejde, kan der komme nogle kreative løsninger på spillets udfordringer ud af samarbejdet. Det er tydeligt, at Trine 2 er lavet med fokus på co-op, selv om det da også virker fint når man spiller alene.


Selv om sværhedsgraden kort inde i spillet stiger betragteligt, så bliver det aldrig urimeligt. Nogle af forhindringerne kan som nævnt tidligere virke uoverskuelige, men især hvis man spiller sammen med et par venner, virker sværhedsgraden mere rimelig. Spillet er måske ikke for de mest uøvede spillere, men jeg spillede det sammen med Christian på 12 år og han fandt hurtigt ud af, hvordan man klarede mange af spillets forhindringer.

Overordnet er Trine 2 en lille perle, da det virker fremragende, gameplayet er let at gå til og selv om sværhedsgraden er høj, specielt hvis man spiller alene, er spillet aldrig urimeligt svært. Trine 2 er et godt eksempel på, at en god idé og et simpelt koncept, nogle gange er alt hvad der skal til, for at skabe et underholdende spil.

Det gør så heller ikke tingene værre, at Trine 2 ser absolut fantastisk ud. De tre helte kommer igennem nogle af de mest fantastiske og eventyrlige områder på deres rejse og jeg er ikke bange for, at udråbe Trine 2 til det flotteste spil nogensinde udgivet på Xbox Live Arcade i skrivende stund. Fra start til slut bombarderes du med fantastisk detaljerede, stemningsfulde og levende baggrunde og mange gange stopper man op, blot for at nyde den smukke grafik inden man begiver sig videre. Frozenbyte har nogle fabelagtige designere, når det kommer til at skabe et eventyr univers. Det hele bakkes op af en god lydside med fine lydeffekter, gode stemmer og et flot soundtrack, leveret af manden, der også står bag musikken til spil som Dead Nation (PS3), Outland og ikke mindst Angry Birds.


Trine 2 er et gennemarbejdet og velfungerende produkt, hvor der ikke er ret meget at sætte ens fingre på. Det kunne måske godt have været en smule længere og historien er måske ikke den mest spændende, men det er virkelig småting i forhold til resten af spillet. Trine 2 kan købes online på Xbox Live Marketplace til 1200 MSP.
Fakta
Trine 2

Trine 2

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerFrozenbyte
UdgiverAtlus
Spillere1-3
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.5
Grafik:9.5
Online:7.5
Holdbarhed:6.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.