Tom Clancy's Rainbow Six Vegas 2

Anmeldt af: Dennis Haagensen - 4. april 2008 - kl. 21:29
Del denne artikel:
19 0

Antiterrorkorpset Rainbow vender endnu engang tilbage til syndens by, Las Vegas, bevæbnet til tænderne. Vi skal på jagt efter terrorister, og du er frontfiguren.

Antiterrorkorpset Rainbow vender endnu engang tilbage til syndens by, Las Vegas, bevæbnet til tænderne. Vi skal på jagt efter terrorister, og du er frontfiguren.

Der er vel ikke mange af os der ikke har stiftet bekendtskab med Tom Clancy, den snart 62-årige forfatter, der har tryllebundet store dele af verden med sine teknisk detaljerede, højpolitiske dramaer om krigsførsel på internationalt plan. Enten gennem hans mange bøger eller gennem de utallige filmatiseringer og spil han har lagt navn til. Et navn som Ubisoft for nylig, for et ukendt beløb, købte rettigheden til at bruge eksklusivt i forbindelse med spil, bøger og film.

Tom Clancy er også manden bag novellen Rainbow Six, som Red Storm Entertainment udviklede og lancerede i spilversion tilbage i 1998. I 2000 opkøbte Ubisoft Red Storm Entertainment efter udgivelsen af Rainbow Six: Rogue Spear og overtog dermed udviklingen af de efterfølgende 4 spil i serien, hvoraf Rainbow Six Vegas 2 er det seneste.






Spillet centrerer sig omkring den internationale antiterror-organisation, Rainbow, skabt af Nato og finansieret af det amerikanske indenrigsministerium. Rainbow Six er kodenavnet for Rainbows overkommanderende, John Clark. Men det er ikke John Clark selv der er i centrum for spillet, men derimod hans elitetropper der bliver sat ind verden over for at bekæmpe international terrorisme.

Tom Clancy’s Rainbow Six Vegas 2 beskrives bedst som en taktisk 3D shooter, hvor du indtager rollen som Bishop, indsatslederen for et mindre hold af specialtrænede soldater. Spillet starter i Pyrenæerne i Frankrig, men bevæger sig hurtigt 5 år frem i tiden til Las Vegas, hvor terrorister har indtaget store områder af byen for at sprede frygt blandt befolkningen og den lokale ordensmagt. Det er så din opgave, i samarbejde med dine holdkammerater, at forsøge at udrydde truslen. I modsætning til det originale Rainbow 6: Vegas bevæger efterfølgeren sig også udenfor selve Las Vegas til mindre byer omkring i staten.






Spillets taktiske element ligger i brugen af kommandoer til dine holdkammerater og brugen af afledningsudstyr som røggranater, flashbangs og lignende. Med forholdsvis simple kommandoer kan du let og elegant lede dine underordnede hen til én indgang til et område, mens du indtager positionen ved en anden indgang. Derefter kan et hurtigt stormangreb på de intetanende terrorister i rummet let koordineres. Men det er desværre ikke altid at spillets kunstige intelligens er lige skarp. I forbindelse med en indtrængen i et større lokale blev holdet beordret mod en bagdør, for derfra at falde fjenden i baghold. Men desværre besluttede de sig for at tage den nemmeste vej til denne bagdør, hvilket var igennem lokalet. Dette resulterede selvfølgelig i en massiv ildkamp, hvor jeg som indsatsleder blot kunne sprinte mod den nærmeste dør, mens de to andre faldt om. Det sker også forholdsvis ofte at en medkombatant beslutter sig for at det absolut bedste sted at skjule sig, er i direkte krydsild mellem dig og en modstander. Med det sagt, så er det heldigvis sjældent at den kunstige intelligens viser sig fra sin mere fladpandede side, og generelt fungerer det uden anmærkninger.

Som i det originale Rainbow Six: Vegas har Ubisoft inkluderet et XP-system, der belønner dig med nyere, bedre udstyr efterhånden som du bliver mere erfaren indenfor terrorbekæmpelse. Men i modsætning til den tidligere titel så optjenes XP nu også i singleplayer-kampagnen, og du har samme muligheder for at justere udstyr og udseende på din karakter, Bishop, i både single- og multiplayer. Dette åbner op for en utrolig taktisk variation i kampagnens dele, da missionerne kan gennemføres ved stormangreb med maskingeværer eller ved mere subtile metoder med en sniperrifle i hånden. Desværre begrænses denne frihed af en meget lineær baneopbygning, hvor der ikke er store muligheder for at finde alternative løsninger og ruter hen til missionens primære mål. Specifikke lokaler og områder skal ryddes før man får lov til at bevæge sig videre.

Ubisoft har også videreudviklet spillets belønningssystem med det såkaldte ”A.C.E.S.”, eller ”Advanced Combat Enhancement and Specialization”, der baserer belønningerne på den taktik der bliver benyttet i spillet. A.C.E.S. er opdelt i tre kategorier: Marksman, Assault og Close-Quarter Combat. Som eksempel giver et pletskud over en længere distance dig point i Marksman, hvilket kan udløse nye, kraftigere rifler. Dog er systemet her opdelt i single- og multiplayer, da der er enkelte belønninger der kun kan låses op i de respektive modes.






Fra et grafisk synspunkt er Rainbow Six Vegas 2 ganske gennemført. Lige fra mulighederne for at kontrollere din karakters udseende og køn til detaljegraden i banerne er det tydeligt at Ubisoft’s udviklerhold har været helt fremme i skoene. Karakteranimationerne er flydende og realistiske, dog med enkelte hik her og der. Spillet gør god brug af lyseffekter, specielt i forbindelse med eksplosioner og spillerens nightvision- og heatvision-udstyr er både effektivt og flot.

På lydsiden brillerer Rainbow Six Vegas 2 også med solidt stemmeskuespil, dundrende eksplosioner og naturtro våbenlyde. Dog virker det underligt at terroristerne, der udfra navnene sandsynligvis er mexicanske, taler engelsk indbyrdes. En mere realistisk indfaldsvinkel ville være at lade dem tale deres eget sprog. Men det er blot en detalje og virker ikke synderligt skæmmende for en ellers god lydside.

Hvis spillets singleplayer-kampagne ikke virker tiltrækkende eller du blot har brug for et afbræk fra det lineære gameplay, så er multiplayerdelen fyldt med voldsomme nærkampe, nervepirrende ventetid i det skjulte og frantiske skuddueller med op til 15 andre spillere over Xbox Live. Desværre så virker multiplayer-delen fejlbehæftet, da det ofte er svært at finde et spil med acceptabel forbindelse og det derfor ofte resulterer i lag. Spilmenuen viser spillets svartid men denne opdateres så langsomt at man sjældent gider vente på at alle er opdateret, men blot istedet vælger ud fra antallet af spillere. Problemet er at svartiden er en kumulativ beregning af den gennemsnitlige svartid for alle spillerne i den pågældende lobby og det derfor ikke giver et realistisk billede af din forbindelse til spilleren der hoster spillet.Forhåbentligt kommer der en patch til at løse nogle af disse online problemer, men intet er sikkert i skrivende stund.






Når alt kommer til alt, så er Rainbow Six Vegas 2 et flot og gennemført spil der formår at inddrage spilleren i en verden af antiterrorisme, vold og ødelæggelse, mens det giver redskaberne til at klare sig uskadt igennem strabadserne. Sværhedgraden er rimelig høj og giver et realistisk billede af den ekspertise der skal til for at klare sig mod international terrorisme. Men specielt problemerne med multiplayer online kan let få spillet til at centrere sig om singleplayer-kampagnen, og et spil som Rainbow Six Vegas 2 er skabt til multiplayer.
Fakta
Tom Clancy's Rainbow Six Vegas 2

Tom Clancy's Rainbow Six Vegas 2

PlatformXbox 360
UdviklerUbisoft Montreal
UdgiverUbisoft
Spillere1-16
Udgivelsesdato20-03-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.2
Grafik:8.8
Online:7.0
Holdbarhed:8.1
Overall 8.1
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.