Thief

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 6. marts 2014 - kl. 18:38
Del denne artikel:
4 0

Efter at have spillet Thief, vil skyggerne aldrig igen være de samme. Vi har set nærmere på denne genfødsel af en klassisk spilserie – læs her, hvordan det spænder af.

Hvad nogen måske ikke ved, så er Thief faktisk en gammel spilserie, hvor det første spil udkom til PC helt tilbage i 1998. Spillet var udviklet af Looking Glass Studios, med Warren Spector i spidsen, manden bag spil som System Shock og Deus Ex. I år 2000 udkom det andet spil i serien, Thief II: The Metal Age, som var det sidste spil Looking Glass lavede, da de lukkede samme år.



I 2004 udkom så Thief: Deadly Shadows, som blev udviklet af Ion Storm, der bestod af mange tidligere Looking Glass medarbejdere – bl.a. igen Warren Spector. Her 10 år senere, er Thief tilbage, denne gang med Eidos Montreal ved roret, i et spil der blot hedder Thief – og Warren Spector gemmer sig denne gang ikke i skyggerne.

Det nye spil i serien er da også noget anderledes end de tidligere spil, hvilket nok vil skuffe fans af serien. Jeg vil dog sige, at jeg var ganske godt underholdt det meste af tiden, men jeg har så heller ikke de store nostalgiske følelser plantet i de forrige spil, som jeg dog alle har spillet, men som ikke står som noget virkelig specielt for mig.

Thief er snige-genrens fadder, da mange af de mekanikker som vi i dag ser i lignende spil, som f.eks. Splinter Cell, kommer fra de tidligere Thief spil. I dette nye spil, tager vi igen kontrollen over mestertyven Garrett, hvor det handler om at snige sig fra skygge til skygge, undgå enhver form for konfrontation – og på samme tid tømme lommerne på intetanende vagter. Garrett vil helst undgå at slå ihjel, for som han siger; jeg er en tyv, ikke en morder.



Gameplayet er stik modsat af, hvad vi ser i langt de fleste andre første-persons spil i disse tider, hvor store eksplosioner og vilde skuddueller synes lig med gode salgstal. Thief er derimod et meget langsomt spil, hvor man skal snige sig rundt i ly af skyggerne, observere vagters patruljeringsmønstre og studere omgivelserne, for at kunne snige sig uset forbi.

Eidos Montreal har bygget et fint system, som gør Garrett til en særdeles adræt herre, som i flydende bevægelser kan klatre igennem vinduer, over gelændre og hoppe fra hustag til hustag. Garrett kan endda benytte sig af ”swoop”, som er en hurtig og lydløs bevægelse, som kan bringe ham fra den ene skygge til den anden – blot ved et enkelt knaptryk. Det fungerer godt og får spilleren til at føle sig som en mester ud i snigeriets ædle disciplin.

Nu skulle man jo tro, at man blot ville kunne ”swoope” rundt hele tiden, uden at blive opdaget – det kan man heldigvis ikke. Rundt omkring ligger der f.eks. knust glas eller vand på jorden, som afslører Garrett hvis han bevæger sig hurtigt igennem disse ting. Også hunde, og noget der ligner ravne i fuglebure, vil henholdsvis gø og skræppe op, hvis man bevæger sig hurtigt forbi disse – og så har man hurtigt en flok vagter på nakken.



Gameplayet fungerer ganske fint, men bliver dog visse steder begrænset af nogle underlige designvalg. Det er noget underligt, at en adræt og lydløs mestertyv som Garrett ikke kan hoppe – eller, det kan han, men kun der hvor Eidos Montreal synes at han skal kunne hoppe. Det vil sige, at man stort set kun kan hoppe op på platforme, hvor spillet tillader det og lignende, hvilket er med til at gøre ruten igennem banerne noget lineære. Man kan selvfølgelig vælge forskellige ruter forbi vagter og lignende, men åbent som de gamle spil, er det slet ikke. Igen vil jeg dog sige, at det fungerer fint og det var ikke noget som generede mig voldsomt, når man bare acceptere præmisserne for hvordan man kan bevæge sig.

En anden lidt underlig ting, som kan ødelægge illusionen af en mestertyv lidt er, at Garrett åbenbart lider af kraftig kleptomani. Man kan argumentere for, at det gør alle tyve, men Garrett har en voldsom form for sygdommen, da han stjæler alt fra sølvgafler og askebægere til småmønter – intet er åbenbart for småt til ham. Det ville have givet en bedre illusion af en mestertyv, hvis Garrett blot gik efter den store pris, men i stedet skal man stjæle alt hvad der ligger i omgivelserne, for at tjene penge til opgraderinger imellem missionerne. Det virker en lille smule ynkeligt faktisk.



Disse ting er med til, at sætte lidt hakker i en ellers fin spiloplevelse, der giver en god illusion af at være en mestertyv i en mørk og dyster verden. Thief er ikke noget let spil, men heldigvis kan sværhedsgraden skræddersyes helt som man ønsker det. Er man ikke erfaren ud i spil af denne type, kan man gøre brug af en masse hjælpemidler, der f.eks. fremhæver værdifulde ting i omgivelserne, en markør som fortæller hvor man skal hen og man kan gøre brug af Focus, som gør at man hurtigere kan lirke låse op, bevæge sig hurtigere og på samme tid lydløst eller som gør en i stand til at stjæle hurtigere fra fjendernes lommer. Hvis man derimod ønsker den ægte Thief udfordring, kan man slå alle disse ting fra og man kan lade være med at gøre brug af Focus og så kan jeg godt afsløre, at så skal man virkelig være tålmodig og have et usædvanligt godt overblik, hvis man vil overleve.

Thief indeholder otte temmelig lange hovedmissioner plus en pæn række sidemissioner, som alle tager en god rum tid at gennemføre. Spillet kan gennemføres på alt fra 15 til 30 timer, alt efter hvor grundig man går på jagt efter de massevis af ting, som ligger spredt ud med rund hånd overalt i spillet.

Visuelt er Thief på Xbox One en fornøjelse. Grafikken er særdeles stemningsfuld og byen The City, der fungerer som hub for de forskellige missioner, er et rottehul og et sted man ikke har lyst til at være, hvor sygdom og undertrykkelse er hverdag for de stakkel indbyggere. Denne victorianske by er på samme tid smuk og modbydelig – den er mørk og dyster men bliver på samme tid badet i lys fra lygter og månen på himmelen. De forskellige levels, der bl.a. foregår på et skummelt bordel og på et nedlagt sindssygehospital, er lige så stemningsfulde og generelt har designerne hos Eidos Montreal, virkelig formået at skabe en af de mest overbevisende spiluniverser vi har set siden Dishonored.




Lydsiden er med til at underbygge den flotte visuelle stil, med et passende og meget stemningsfuldt soundtrack, som ligger langt ude i baggrunden. I lange perioder er spillet meget stille, da man ofte bruger lyden af vagternes skridt, til at finde ud af hvilken vej de går og hvor mange de er. Stemmeskuespillet er godkendt, uden at imponere og der er lidt fnidder med nogle af samtalerne, som pludseligt er ret høje, mens andre, f.eks. i mellemsekvenserne, er meget lave.

Thief er en fin genoplivning af en klassiske serie og det er en fornøjelse at spille et spil, som i højere grad kræver tankevirksomhed, end en hurtig aftrækkerfinger. Fans af serien, vil formentlig ikke bryde sig om alle de nye tiltag, men jeg forstår godt, at udviklerne har valgt at tilføje dem. I stedet for at bygge på de gamle grundsten, som altså er mere end 15 år gamle, har man opdateret Thief til 2014, for at imødekomme måden som spil nu engang spilles på i disse tider – og det har været på bekostning af nogle af de gamle dyder vi kender fra de forrige spil. Så jeg vil sige, at hvis du er gammel Thief spiller, vil du nok ikke få armene i vejret over denne nye udgave, men har du aldrig spillet Thief før, så er det her bestemt et godt sted at starte.
Fakta
Thief

Thief

PlatformXbox One
UdviklerEidos Montreal
UdgiverSquare Enix
Spillere1
Udgivelsesdato28-02-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Sex Stoffer Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Fabelagtig stemning, flot grafik, for det meste velfungerende gameplay
Kan virke lidt begrænsende til tider,
Gameplay:7.5
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.