The Wolf Among Us - Episode 4

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 31. maj 2014 - kl. 23:18
Del denne artikel:
1 0

Vi nærmer os afslutningen af The Wolf Among Us og tingene begynder at stramme til – læs vores anmeldelse af dette fjerde afsnit i serien.

Inden jeg starter med anmeldelsen af denne fjerde episode af The Wolf Among Us, vil jeg advare om, at der kan være spoilers i teksten, som kan afsløre dele af handlingen i de foregående afsnit, så har du endnu ikke spillet dem, så fortsæt med forsigtighed.



Tingene er ved at falde på plads, nu da vi nærmer os afslutningen af The Wolf Among Us og man kan godt mærke spændingen stige i dette fjerde ud af de fem afsnit. I det forrige afsnit fik vores hovedrolle Bigby, den tidligere Store Stygge Ulv, der i sin menneskelige form har rollen som sherif i Fabletown, nogle alvorlige øretæver af Bloody Mary, som er ved at få en central rolle i historien om de to myrdede prostituerede. Et mysterium, som især Bigby, men også Snehvide, vil gøre alt for at opklare.

Efter nederlaget til Bloody Mary i baggården, samler Bigby og Snehvide kræfter i Bigbys lejlighed og finder ud af hvad de nu skal gøre, for at komme nærmere The Crooked Man, som de er overbevist om, er personen som sidder og trækker i snorene i Fabletowns underverden. Dette fjerde afsnit fokuserer på, hvordan vores to hovedpersoner forsøger at komme tæt på The Crooked Man og det er ikke helt let, for det viser sig, at flere karakterer end man lige skulle regne med, er involveret i sagen her.

Jo længere man bevæger sig ind i universet som The Wolf Among Us udspiller sig i, finder man ud af, at det ikke er noget lyserødt eventyr, men en grum fortælling, hvor stort set alle de figurer man støder ind i, har sår på sjælen eller ikke helt rent mel i posen. Jeg vil ikke afsløre mere af historien her, som tager nogle spændende drejninger undervejs, for man bør nemlig selv opleve det, da Telltale er fremragende historiefortællere. Den lægger dog op til en spændende afslutning i det sidste afsnit, som kommer næste gang.



Når det er sagt vil jeg også sige, at selv om det er et spændende univers som spillet foregår i, har det ikke fanget mig på samme måde som The Walking Dead fra selvsamme Telltale har gjort. Der er et eller andet fjollet over, at opleve klassiske eventyrfigurer ude af kontekst og i denne grumme verden, men det kan ikke ændre på, at historien er velfortalt.

Gameplayet fungerer på samme måde som i de tidligere afsnit, hvor man render rundt og undersøger omgivelserne og det hele krydres med lidt action-sekvenser hvor man skal trykke på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter. I dialogerne vælger man det svar man ønsker og på den måde drives historien fremad – det fungerer fint og det er som altid de stille sekvenser i spillet, der fungerer bedst, for dette er en historiefortælling mere end det er et spil.

Grafikken i The Wolf Among Us er rigtig nydelig at se på, den har en flot tegnet ”noir stil” og det er en fornøjelse at se et tegneserie-univers komme til live på denne måde, som det gør i The Wolf Among Us. I det aktuelle afsnit af The Walking Dead, så det ud til at Telltale havde fået rettet op på en del af de tekniske problemer med hakkende grafik, som både The Walking Dead og The Wolf Among Us led under og det virker også som om, at den tekniske del er mere velkørende i dette afsnit end tidligere. Lydsiden er som altid glimrende, med et fint og passende soundtrack og med nogle fremragende præstationer af stemmeskuespillerne, der leverer dialogerne og hele historien med stor overbevisning.



In Sheep’s Clothing er endnu en god fortsættelse af The Wolf Among Us, der fokuserer på det Telltale er bedst til, nemlig at agere som fremragende historiefortællere – og ikke som skabere af actionspil. Universet spillet foregår i, er dystert men alligevel farverigt og selv om denne serie ikke har fanget mig på samme måde som The Walking Dead har, ser jeg da frem til afslutningen, for det har været noget af en rejse man har været igennem med Bigby i nu fire afsnit.

The Wolf Among Us – Episode 4: In Sheep’s Clothing kan gennemføres på 90 minutter og kan købes på Xbox Games Store til 40 kr.
Fakta
The Wolf Among Us - Episode 4

The Wolf Among Us - Episode 4

PlatformXbox 360
UdviklerTelltale Games
UdgiverTelltale Games
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Stilfuld grafik, fremragende stemmeskuespil, god historie
Savner lidt nytænkning
Gameplay:7.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.