The Witcher 3: Wild Hunt er et af sommerens absolut mest ventede spil og det har da også været forsinket i mere end 1 år. Som i de forgående to spil, tager man igen rollen som Geralt af Rivia, som søger intenst efter en person, som står ham nær. Der er udbrudt krig i The Northern Realms og The Wild Hunt, en slags sorte riddere, som har hærget landet i århundrede, er tilbage og det viser sig hurtigt, at disse sorte riddere leder efter samme person som Geralt. Man må nu kaste sig ud i en episk rejse, for at finde sin kære - mere vil jeg ikke afsløre her, for man skal selv have lov til at opleve den ganske fine historie i selskab med spillet.
Man driver historien fremad, ved at tale med en masse mennesker rundt omkring, påtage sig et utal af missioner og hvis man vil have lidt afveksling, er der massevis af lange sidemissioner og aktiviteter, som kan tage op til flere timer at gennemføre. De forskellige missioner berører en masse tidsaktuelle emner, som for eksempel hustruvold, vold mod børn og alkoholisme. Det bliver gjort fint og uden at være den dømmende løftede pegefinger, men det får spillet til at virke vedkommende og moderne. Det er vist ikke forkert at sige, at The Witcher 3 på alle måder er et spil med et voksent tema, både hvad angår vold, sex og andre ting, som børn ikke nødvendigvis behøver at være vidne til.
Det er lige før, at sidemissionerne er mere spændende end hovedmissionerne. Hovedmissionerne kan være lidt trivielle, da det gerne er noget med at finde en ting, bringe den tilbage til en bestemt person, som så giver dig det du mangler, i form af enten en ledetråd til at komme videre eller måske en bestemt medicin, som du har lovet at fremskaffe et andet sted i spillet. Sidemissionerne er mere varieret og de er med til, at man bedre forstår landet man befinder sig i og det er naturligvis også med til, at man lettere stiger i level og kan anskaffe sig nye våben og udstyr. Endelig kan man krydre det hele lidt med kortspillet Gwent, som kan spilles med stort set alle de personer man kan tale med. Gwent kan være lidt indviklet at sætte sig ind i, men ønsker man det, kan man bruge timevis alene på det spil og med at få samlet alle Gwent kort, som findes i spillet.
Geralt besidder en såkaldt Witcher Sense, som er en slags sjette sans, som gør at han kan se spor og ledetråde i omgivelserne. Så med jævne mellemrum går der næsten detektiv i den, da man for eksempel skal finde en forsvunden hestevogn med nogle værdifulde urter eller noget andet, og denne finder man ved at lede efter spor i omgivelserne. Det er et fint afbræk i forhold til at snakke med forskellige karakterer og nedkæmpe monstre eller soldater.
Som de fleste andre rollespil, besidder The Witcher 3 er dybt craftingsystem. Her kan man brygge sin egne eliksirer, olier og andet ved hjælp af planter man finder i naturen, kombineret med forskellige væsker man kan købe hos troldskvinder eller andre handlende rundt omkring. Olierne kan man smøre på ens sværd, så de er specielt velegnene mod en speciel type fjender og eliksirerne kan blandt andet fjerne forbandelser eller forgiftninger fra ens krop. Man kan brug rigtig lang tid på at skaffe de rigtige ingredienser til ens eliksirer, men det er værd at bruge tid på, da det er en vigtig del af spillet.
Spillets kampsystem er anderledes befriende ligetil, men man kommer ikke langt ved, at sidde og bokse i knapperne. Meget traditionelt har man et hurtigt angreb og et tungere og langsommere angreb - samt muligheden for at undvige eller parere fjendens angreb. Man finder hurtigt ud af, at monstre skal nedkæmpes på en anden måde end de menneskelige fjender og man har da også et stålsværd til mennesker og et sølvsværd til monstrene. Kampsystemets svageste side er, når man kæmper til hest mod andre ryttere - denne del fungerer ganske enkelt ikke særlig godt, da det for det meste ender med, at man ridder i cirkler rundt om hinanden og slår ud i luften med sit sværd - oftest uden at ramme nogen. Denne del kunne godt have været gjort bedre. Til at hjælpe Geralt i kampene, har man en armbryst eller nogle bomber, som man selv kan lave. Geralt kan også gøre brug af magi, de såkaldte Signs, der blandt andet kan give ham et slags skjold, sætte ild til fjenderne eller manipulere med fjendens hjerne, så han kan få dem til at gøre som han ønsker.
Som jeg lagde ud med at sige, kan rollespil godt være meget overvældende at sætte sig ind i og i starten bombarderes man da også med masser af informationer som man skal huske. Men helt generelt er The Witcher 3 meget grundig med at forklare spilleren, på meget pædagogisk vis, hvordan de mange menuer bruges og hvordan de mange crafting-elementer virker og meget andet. Jeg er ikke en specielt trænet rollespiller men jeg forstod da rimelig hurtigt hvordan det hele hang sammen, så jeg vil vurdere, at hvis du tidligere har spillet rollespil af denne størrelse, vil du også rimelig hurtigt kunne sætte dig ind i spillet. En stor ros til CD Projekt Red, for at gøre et så stort rollespil så tilgængeligt, som det er tilfældet her.
Verdenen man spiller i, er ganske enkelt enorm. Man rejser rundt sammen med ens trofaste hest Roach, som gør det lidt nemmere at tilbagelægge de store afstande, som der er i spillet. Som noget smart, kan man nærmest sætte Roach på autopilot, ved at holde A-knappen nede og så galopperer han fint derudaf og holder sig til de mange veje og stier. Kun engang imellem skal man lige nykke ham i den rigtige retning og det fungerer rigtigt fint. Man kan naturligvis også bruge fast travel funktionen mellem områder, som man allerede har afdækket, men så går man glip af den fantastisk smukke spilverden og det ville næsten være synd.
Ikke nok med, at verdenen er enorm, så er det den mest detaljerede og levende spilverden jeg nogensinde har set. Landskaberne skifter flydende; det ene øjeblik bevæger man sig igennem sumpede områder, for derefter pludselig at bevæge sig ud på en slette med klipper eller i en tæt skov med dyr, der græsser i skovbunden. Man kan ride fra en lille hyggelig fiskerlandsbyer, over en galgebakke med massevis af hængte sjæle og til Novigrad, den største by i The Northern Realms, med butikker, et smukt bytorv og hyggelige baggårde. Oven i dette, skal man lægge et fantastisk smukt vejrsystem. Morgensolen bader landsbyer og landskabet i et blødt varmt lys, mens regnvejret, de mørke skyer og blæsten som flår i træerne, får det hele til at se meget mere dystert ud. Om natten bader månen det hele i et koldt blåt lys og det samme landskab kan se vidt forskelligt ud alt efter tidspunktet på dagen og hvordan vejret er. Mange gange stopper man ganske enkelt op, blot for at nyde det flotte syn, som mange gange kan være helt uimodståeligt. The Witcher 3 er et af de absolut smukkeste spil, som jeg har spillet på Xbox One og jeg tager igen hatten af for CD Projekt Red, for at have skabt den måske smukkeste åbne spilverden til dato.
Når det er sagt, så er der lidt tekniske problemer med den grafiske side. Det virker som om, at vejret udenfor nogle gange påvirker menneskerne indendørs. Det vil sige, at hvis det regner udenfor, er menneskerne inde i husene også våde (de kan selvfølgelig lige have været udenfor) og hvis det blæser udenfor, så kan håret på Geralt godt bevæge sig, som var det vinden, der tog fat i det. En anden gang oplevede jeg en nedlagt fjendes handsker hænge og blafre i luften. Det er selvfølgelig fjollet at se på, men det er altså også småting, når man tænker på hvilken afsindig stor og detaljerig verden, der er blevet bygget, så den slags småfejl er vel nærmest umulige at undgå og det betyder ingenting for spillet, hvis andre positive sider helt overskygger disse fejl.
Lydsiden er ligeledes rigtig fin. Lydeffekterne er gode og tunge og stemmeskuepillerne gør det rigtigt fint. Geralts stemme er dyb og rusten og kan næsten virke lidt klichéagtigt med mellemrum, men dialogerne er fine og velskrevne og der er ikke meget at udsætte på lydsiden heller.
Hvis man skal opsummere The Witcher 3: Wild Hunt må det være, at dette er et af de bedste rollespil overhovedet. Gameplayet er måske ikke så forskelligt fra andre spil i genren, men det hele er pakket ind i en fremragende historie, nogle spændende karakterer og en fantastisk smuk verden, som man ikke kan andet end at leve sig helt og holdent ind i. Det er forholdsvis let at gå til og der ligger flere hundrede timers spil gemt under overfladen, hvis man kaster sig ud i de omfangsrige sidemissioner og de mange aktiviteter. Nogle af missionerne kan være en smule ensformige, men det var kun i glimt at kedsomheden stak sit grimme hoved frem, for de mange sidemissioner og aktiviteter gjorde hurtigt, at det hele blev spændende igen. Er du bare den mindste smule interesseret i rollespil, eller vil du gerne prøve kræfter med et større et af slagsen, så er The Witcher 3: Wild Hunt ganske enkelt ikke til at komme udenom.
Facebook
Twitter
