The Spiderwick Chronicles er historien om 3 børn der sammen med deres nyligt fraskilte mor flytter til et gammelt hus, Spiderwick Estate, tidligere ejet af deres grandonkel, Arthur Spiderwick. Drengene Jared og Simon finder sammen med deres søster Mallory hurtigt ud af at huset og dets omgivelser skjuler en helt anden verden. En verden hvor feer og elver lever side om side med trolde og andre fantasifigurer. Deres grandonkel, der opdagede denne verden ved et tilfælde, skrev en felthåndbog der detaljeret beskriver alle de skjulte væsner. Det er denne bog som den onde Mulgarath vil have fingrene i, da den kan hjælpe ham til at overtage menneskenes verden.
Spillet The Spiderwick Chronicles lægger sig utrolig tæt op af den biografaktuelle film ved samme navn og genfortæller store dele af handlingen ved hjælp af klip taget direkte fra det store lærred. Dette giver en solid introduktion til handlingen, selv for spilleren der ikke har set filmen. Men det giver samtidig spillet et lidt forvirret udtryk, da de dele af spillet der ikke følger filmen, istedet præsenteres af et klip rendereret ingame.
Styringen i spillet er simpel og forklares til punkt og prikke på ethvert tidspunkt hvor en ny funktion skal tages i brug. Dette er selvfølgelig til glæde for de yngre spillere, til hvilke spillet også primært henvender sig. For der er her tale om et børnespil med stort B. Hvor filmen henvender sig til børn af alle aldre, så er spillet simpelthen for let for de lidt ældre spillere. Uanset hvilken opgave du bliver stillet, så forklares det tydeligt i din håndbog præcis, hvad der skal gøres. Og selv dét er knapt nok nødvendigt for lidt mere garvede spillere, for opgaverne i spillet er generelt lette og overskuelige.
Bevares, spillet har da sine udfordringer, og det kan nok ikke undgåes at man en gang imellem må se sin karakter klatte om, men idet at spillet gemmer automatisk ved alle checkpoints, så er det ikke et større tilbageslag. Og checkpoints er der i overflod.
Som spiller kontrollerer du en af de tre børn eller det utroligt irriterende lille væsen, Thimbletack, der rimer sig igennem alt hvad han siger. Skiftet mellem de forskellige karakterer er fastlåst til de opgaver man endnu ikke har løst, men når først spillet er gennemført, så er der frit slag og man kan bruge en god mængde tid på at løse de opgaver der ikke blev klaret i løbet af spillet. For det er ikke alle opgaver der er nødvendige for at kunne spille historien til ende.
Spillets opbygning er nærmest et platformspil i 3D med dybe kløfter som skal springes over, monstre der skal nedkæmpes og objekter der skal opspores for at finde løsningen på et problem der forhindrer din videre færd. Men for at undgå alt for meget frustration blandt de yngre spillere, så er spillet udstyret med en automatisk hoppefunktion. Løber du mod en kant så hopper du helt pr. automatik. Kampene mod spillets utallige monstre er ligeledes simple. Et godt timet første slag og du kan let og elegant slå løs på modstanderen uden at denne får en chance.
Som en hjælp til at klare strabadserne, kan du indfange såkaldte sprites, små flyvende elverfolk, der giver dig magiske kræfter som du kan udnytte i kamp. Men du skal gøre dig fortjent til kræfterne. Når du indfanger en sprite, så skal du tegne den ind i Arthurs felthåndbog med dine vandfarver. Dette gøres ved at føre en pensel henover en side i bogen hvorefter elveren vil komme til syne. Dette gøres på tid og hvis du ikke bliver færdig, så undslipper elveren. Dette lille spil i spillet gør det lidt mere interessant af indfange sprites, men det bliver hurtigt frustrerende for der er tilsyneladende ingen logik i hvordan vandet fra din pensel spredes, og man vil ofte skulle prøve igen og igen, blot fordi en lille del af billedet mangler.
Grafisk set er spillet ikke ligefrem en perle. Karaktererne i spillet ligner uden tvivl deres virkelige modstykker fra filmen, men spillet er nærmest detaljeforladt og kunne sikkert afvikles uden problemer på en konsol af ældre dato. Det er rent faktisk også udgivet til Playstation 2 uden den store grafiske forskel, udover opløsningen.
Spillet benytter sig af stemmerne fra filmen, men det er også nødvendigt for at skabe en sammenhæng mellem spillet og de mange klip fra filmen. Stemmeskuespillet er i sig selv ganske udmærket, men det går hurtigt hen og bliver enerverende at høre karakterene gentage udbrud og rim gang på gang. Specielt den lille brownie Timbletack lægger op til øretæver. Effekterne i spillet er gennemsnitlige og gør deres job, men også kun lige.
Der er ikke den store udfordring i The Spiderwick Chronicles, og selve historien er kort, på trods af at den, ligesom filmen, er baseret på fem bøger. De fleste spillere vil kunne gennemføre spillet på 4-5 timer, og sikkert også hurtigere hvis man lader sprites være sprites og blot koncentrerer sig om hovedhandlingen. Derefter kan man begynde at tackle de opgaver man ikke nåede i løbet af historien, men det virker overflødigt og ligegyldigt. The Spiderwick Chronicles er uden tvivl et børnespil, men jeg vil vove den påstand at de fleste børn vil finde det for let og for kedeligt.
Facebook
Twitter
