The Saboteur er et godt eksempel på et spil, som er bedre end summen af dets dele. Det er upoleret, den tekniske side halter til tider og stealth elementet, som meget af spillet er bygget op omkring, fungerer slet ikke så godt som det burde. Imod alle odds, er The Saboteur alligevel ganske underholdende og et friskt pust til 2. verdenskrigs-genren.
The Saboteur foregår i 1940ernes Paris, som er blevet besat af tyske styrker, der holder byen i et knugende jerngreb. Man spiller irlænderen Sean Devlin, tidligere racerkører og mekaniker, der i sin jagt på sin bedste vens morder, ender midt i det besatte Paris. Han bor på et værelse bag den typiske franske natklub Belle du Nuit, hvor han dagligt er omgivet af halvnøgne danserinder og massevis af alkohol. En dag da han nyder en stille drink i baren, bliver han kontaktet af Luc, som er et aktivt medlem af modstandsbevægelsen og han har et tilbud, som Sean naturligvis ikke kan sige nej til. Historien udvikler sig i et fint tempo herfra og personerne virker interessante - specielt forholdet mellem Sean og den smukke Skylar, et kvindeligt bekendtskab fra tidligere tider, der pludselig dukker op igen, er især i starten pikant at følge.
Store dele af Paris og opland ligger fra starten åben for ens fødder og ganske som vi kender det fra lignende spil, er der placeret missioner, sidemissioner og masser af ting at give sig til rundt omkring. Vælger man at følge historien, vil man blive sendt ud på en masse rimelig varierede missioner for modstandsbevægelsen - man kan f.eks. blive sendt ud for at befri en forsker ombord på et kørende tog fyldt med nazister, plante sprængstoffer på en bro, skyde sig igennem en brændende Zeppeliner, befri tilfangetagne modstandsfolk, dræbe stikkere og meget andet. Ved at følge disse missioner, kommer Sean langsomt tættere på sin vens morder og man får efterhånden renset flere og flere dele af Paris for den nazistiske besættelsesmagt. Foruden historiemissionerne, er spillet fyldt med en række sidemissioner. Disse missioner får man ligeledes tildelt af forskellige modstandsfolk og de minder til forveksling dem man oplever i historiedelen. Fælles for dem næsten dem alle er, at de indeholder massevis af eksplosioner og tysk kanonføde.
Endelig er der de såkaldte Freeplay Targets. Spilverdenen er inddelt i forskellige områder og hvert område har et antal mål som skal springes i luften. Det kan være alt fra pansrede biler, propagandahøjttalere, brændstofsdepoter til radarstationer, antiluftskytskanoner eller snigskyttepositioner. Der er rigtigt mange af dem - måske næsten for mange (der er over 1200 stk.), og det kan godt gå hen og blive en smule ensformigt at springe de samme tårne, biler og radarstationer i luften igen og igen. Men vil man have en pause fra de mange eksplosioner, kan man vælge at deltage i racerløb, finde gemte postkort ved Paris mange seværdigheder, klatre op på toppen af Eiffeltårnet, snigmyrde tyske generaler, forhindre tyskerne i at henrette uskyldige borgere eller gå på jagt efter ulovlige varer som parfume, medicin, whiskey, guldmønter, cigaretter og andre ting, som var i høj kurs under krigen og som let kunne omsættes til penge. Der er rigtigt mange timers spil gemt i The Saboteur, hvis man vil finde det hele.
Ved at løse missionerne, finde smuglervarer og udføre sabotage, tjener man penge, som bruges til at købe nye våben og mere ammunition med. Rundt omkring er der undergrundsdealere, der ledes af den hårde forretningsmand Santos. Han kan stort set skaffe alt, men det er naturligvis ikke gratis. Nogle gange skal man blot betale for varerne, andre gange skal man gøre ham forskellige tjenester.
I løbet af spillet lukker man op for såkaldte Perks, der er inddelt i guld-, sølv- og bronze niveauer. Efterhånden som man udfører mere og mere sabotage, håndterer flere og flere bomber og jo mere man bruger f.eks. snigskytteriflen, låser man op for opgraderinger og forbedringer indenfor de enkelte områder. Hvis man f.eks. ofte bruger snigskytteriflen, får man Perks indenfor denne kategori, som betyder at man begynder at sigte bedre, der bliver mindre rekyl når man skyder og man låser gradvist op for flere og bedre snigskytterifler. Det samme sker for en række andre områder af spillet og det fungerer ret godt. Det er en god måde at få spilleren til at opgradere sine egenskaber på - nemlig ved at bruge dem.
Selve gameplayet er ret traditionelt. Man bevæger sig rundt i byen enten ved at anskaffe sig en bil eller ved at hoppe rundt på hustagene som i Assassins Creed. Det fungerer dog ikke helt så godt som i Ubisofts spil, da det går alt for langsomt, så den mest effektive måde at bevæge sig rundt på, er i biler. Hustagene er dog gode flugtruter, når man får tyskerne på nakken og de er gode til at skabe sig et overblik over en mission. Styringen kan være en smule klodset til tider, men fungerer langt det meste af tiden fint og spillets cover-system er ganske effektivt - og noget man bør mestre, hvis man vil have succes som sabotør.
Man skal dog passe på, ikke at klatre ukritisk rundt på husene, for tyskerne vil bemærke hvis man udviser mistænksom adfærd.
Det er heller ikke en god idé, at gå med sit våben fremme eller komme for tæt på de tyske stillinger, for så har man hurtigt massevis af tyske soldater på nakken. Man kan iføre sig en tysk uniform, som man stjæler fra de soldater man snigmyrder og så bliver det hele lidt lettere. Så kan man bevæge sig ind bag fjendens linjer, men igen gælder det om ikke at løbe eller snige sig rundt - man skal så opføre sig som en typisk tysk soldat, hvis man vil overleve. Men af en eller anden årsag, er de tyske soldater helt urimeligt gode til at gennemskue ens forklædning, specielt SS-soldaterne har uhyggeligt effektive falkeblikke, så det ender stort set altid med, at man bliver afsløret. Det er meget svært at klare en mission uden at blive afsløret og det er lidt ærgerligt, for med tiden holder man helt op med at forsøge, men vælger i stedet den mere sikre vej, nemlig at skyde sig vej ind.
The Saboteur har en helt unik og meget flot grafisk stil. Paris er nydeligt genskabt og har man selv været i byen, vil man kunne genkende flere af de store varetegn, som Eiffeltårnet, Triumfbuen og Montmartre. Stort set hele byen er fra starten besat af tyskerne, men efterhånden som man spiller, befrier man dele af byen. Bevæger man sig fra de befriede områder og til de besatte områder, vil grafikken helt flydende tone over i en flot sort / hvid stil (som f.eks. i filmen Sin City), hvor kun ganske få ting har farve; f.eks. et blåt halstørklæde, de røde baglygter på ens bil, eller nazisternes røde bannere, som hænger fra utallige husfacader. Det er en meget effektiv og stemningsfuld måde at vise, hvor meget af byen der endnu er besat og på samme tid skabe en meget dyster stemning i disse områder.
Grafikken i de befriede dele af Paris er mere traditionel og langt mere munter. Især det store opland rundt om Paris er fyldt med grønne marker og enge, søer, landsbyer og det står i skærende kontrast til det besatte Paris, som altid skimtes i horisonten. Den tekniske del af grafikken er dog langt fra så imponerende. Det virker ofte som om, at den grafiske motor ikke kan følge med, så forskellige objekter kan pludselig poppe frem foran næsen på en. Grafikken kan, specielt i mellemsekvenserne, hakke en del og den kan virke noget grov og upoleret til tider. Det er dog ikke noget som ødelægger spillet, men det er ikke altid lige kønt - heldigvis trækker det flotte design dog den visuelle side op.
Lydsiden er ligeledes med til at skabe en rigtig fin stemning i spillet. Soundtracket består af tidstypiske numre fra bl.a. Ella Fitzgerald, Madeleine Peyroux og Nina Simone og man får de røgede franske natklubber helt ind i stuen. Stemmerne til de forskellige personer er ret gode, men stemmeskuespillerne overspiller en anelse og de mange accenter (både den tyske, franske og irske) virker lidt for voldsomme nogle gange - og Seans evige one-liners, bliver noget belastende med tiden. Der hvor The Saboteur for alvor vinder, er altså på den gode stemning, som skabes af den unikke grafiske stil og det gode soundtrack.
The Saboteur er det sidste spil fra Pandemic Studios, efter at deres ejere, Electronic Arts, i november valgte at lukke studiet. De seneste par spil fra Pandemic (Mercenaries 2 og Lord of the Rings: Conquest) har været ret middelmådige og ved første øjekast ligner The Saboteur endnu et upoleret spil fra Pandemic - og det er det egentlig også. Der er flere tekniske problemer: stealth-elementet fungerer slet ikke så godt som man kunne have håbet på, styringen kan virke en smule klodset, animationerne ser kantede ud, dele af gameplayet burde have været finpudset noget mere og spillet stoppes ofte, når der skal loades - heldigvis dog kun i korte perioder. Men disse ting er til at leve med, for The Saboteur er et ganske underholdende spil og det har faktisk har nogle rigtigt fine momenter.Og så er det jo sjovt at rende rundt og snigmyrde tyske generaler, se deres brændstofdepoter gå op i røg og skyde deres store grimme Zeppelinere ned.
De tekniske problemer ødelægger ikke spillet, selvom de er tydelige. Men kan man leve med dem, har man et underholdende og anderledes 2. verdenskrigspil, hvor der er mange timers spil gemt, på trods af at spillet ikke har nogen multiplayer muligheder. Sætter man sig for at fuldføre spillet 100 %, så vil man være beskæftiget i lang tid. The Saboteur er en fin afslutningssalut fra Pandemic Studios.
Facebook
Twitter
